Regeringen er på vej med en ny lov, der – hvis den bliver vedtaget – vil dømme os til at leve under et socialdemokratiske tusindårsrige, skriver chefredaktør Claes Theilgaard.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Socialdemokratiet er så småt i gang med at gøre et af sine største og mest indgribende valgløfter til virkelighed. Og det sker – i hvert fald indtil videre – uden nogen større debat.

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede for nyligt et forslag til den såkaldte “velfærdslov”, som blev lovet af Socialdemokratiet tilbage i 2019, men siden er blevet markant forsinket af coronakrisen.

Dette forslag lægger op til, at såvel den nuværende regering som kommende regeringer i Danmark skal bindes til ved lov at afsætte og opkræve flere penge til den offentlige sektor, efterhånden som der bliver flere ældre, børn og andre grupper, som kræver ydelser eller hjælp.

Med andre ord skal den socialdemokratiske velfærdsstat sættes på autopilot, og det vil ifølge Finansministeriets egne beregninger betyde en “automatisk” årlig regning til danskerne på op mod 3 milliarder kroner.

De store udgifter forbundet med regeringens lovforslag er én ting, men mere vigtigt er de principielle problemer forbundet med loven.

Loven er nemlig en del af en politisk tendens, hvor politikerne synes at have fået smag for at regere udover deres regeringstid – altså at tvinge fremtidige politikere til at videreføre egen politik.

Budgetloven, klimaloven, “velfærdsloven” og nu også Dansk Folkepartis ønske om en lignende “indvandringslov” er alle tegn på denne tendens.

De to førstnævnte love er vedtaget, og tvinger fremtidige regeringer til at følge deres indhold. De to sidstnævnte er ikke vedtaget endnu, men kan meget vel blive til virkelighed – og dermed er manøvrerummet for fremtidige regeringer yderligere indskrænket.

Det er det, regeringen ønsker at gøre med deres “velfærdslov”: at binde fremtidige regeringer til at føre socialdemokratisk politik.

Bliver loven til virkelighed, vil fremtidige regeringer være tvunget til at øge de offentlige udgifter år for år og dermed blive ved med at fodre den omsiggribende socialdemokratiske velfærdsstat.

Faktum er nok også, at selv mere blå regeringer ville have svært ved at tage sig sammen til at fjerne loven igen, når den først er vedtaget og implementeret. Sådan er det i reglen: lovgivning er lettere at indføre end at fjerne.

Er man skruppelløs socialdemokrat, lyder “velfærdsloven” sikkert sympatisk. Tænk sig, at man sådan kan sikre, at Socialdemokratiets politik bliver videreført, selv når partiet en dag mister regeringsmagten.

Er man mere fornuftig, kan man godt se det problematiske.

Det er desværre et generelt problem herhjemme, at så godt som ingen tør udfordre den socialdemokratiske velfærdsstat. 

Når det er tilfældet, bliver konsekvensen at vi lukker øjnene for andre, bedre måder at indrette vores samfund på.

Konsensus gør blind.

En så vidtrækkende og indgribende lov som “velfærdsloven” kræver en stor, åben og kritisk debat. Derfor vil Indblik i den kommende tid sætte fokus på loven og inspirere til debat om denne.

Hvis du er varm tilhænger af den socialdemokratiske velfærdsstat, vil du som minimum blive klogere. Hvis du derimod er kritisk og mener, at velfærdsstaten ikke er et mål i sig selv, er det nu, du skal sige fra.

Bliver “velfærdsloven” først vedtaget, er vi de facto dømt til et socialdemokratisk tusindårsrige – og så bliver det først for alvor svært at rette kursen op.