Indblik.net møder Veganerpartiet

De partipolitiske veganere er godt på vej til folketingsvalg. Hvad vil det sige med et ”økocentristisk” parti på stemmesedlen? Vi mødte formand Michael Monberg.

[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”7767″ img_size=”1020×500″ add_caption=”yes”][vc_column_text]

Indblik.net møder Veganerpartiet

Michael Monberg og andre partipolitiske veganere er godt på vej til folketingsvalg. Hvad vil det sige med et ”økocentrisk” parti på stemmesedlen?
Af Morten Okkels, mok@indblik.net 
Vi møder Veganerpartiets formand, Michael Monberg, på vegansk café på Nørrebro, kort efter samfundet er begyndt at løsne corona-restriktionerne. De er også gået ud over Veganerpartiet, hvis aktivister ikke har kunnet opsøge folk på gader og stræder for at blive opstillingsberettiget til Folketinget – veganerne er tre fjerdedele i mål og mangler altså ca. 5.000 underskrifter.
Michael Monberg, hvorfor alt det arbejde i stedet for at melde jer ind i et etableret parti?  
”Fordi alle andre partier er antropocentiske – det vil sige, at de er fokuseret på mennesket og det her ideal, hvor mennesket står over resten af naturen. Det er vi ikke. Selvom der også er veganere i andre partier, handler de i sig selv om, hvordan mennesker skal regere jorden. Vores udgangspunkt er natur, økosystem – planeten i fokus.”
Monberg vil godt anerkende, at der også er plads til veganere et sted som Alternativet, og at 50 eller 100 aktivister måske kunne rykke noget i andre partier. Men det vil ikke være nok i substansen, er hans analyse:
”Jeg tror, hvis man skal komme ind som et nicheparti, der batter, skal man være relativt radikal (i ordets egentlige forstand, red.). Det er veganisme og økocentrisme. Det med at være en kopi af Socialdemokratiet eller det etablerede med få ændringer, den tror jeg ikke på.”
Mennesket og rotten
Slår man Veganerpartiet op på Google, fremgår det allerede som det første, at alle arter har lige rettigheder med mennesker til at leve et liv i frihed.
Hvordan skal man leve sådan, Michael Monberg – det indebærer vel logisk, at man f.eks. ikke kan rydde rotter af vejen for at gøre plads for mennesker?
”Ja.”
Indebærer det ikke logisk, at man ikke kan drive et landbrug, fordi du ikke kan høste en mark uden at slå en masse små dyr ihjel?
”Det gør det jo.”
Men … hvad sker der så med skadedyrsbekæmpelse og landbrug i en vegansk verden?
”Det er rigtig gode spørgsmål. Hvis du kigger på grundsætningen i veganismen, siger den, at så vidt praktisk muligt skal man undgå at skade andre organismer for mad, beklædning og så videre. Og jeg synes, man skal lægge meget ind i ordene ’så vidt praktisk muligt’. Er det praktisk muligt at spise andet end bacon til morgenmad? Ja, selvfølgelig. Er det praktisk muligt ikke at plante nogen marker og høste dem igen? Nej, det er det ikke. Der er ikke naturligt mad til os alle sammen, og så er det ikke praktisk muligt.”
Okay, er det praktisk muligt at leve med rotter nede i børnehaven? 
Jeg mener, at selvforsvar er legitimt, og det må rottebekæmpelse høre ind under. Jeg ønsker nu hellere forebyggelse. Her ville jeg sætte fokus på, at rotter er et problem, vi selv har skabt ved at bygge en underjordisk verden til dem, og at det problem kan undgås med andre midler end at dræbe løs.
Veganerne i Folketinget
Vi taler videre, om Monberg og de andre har tilstrækkeligt ideologisk grundlag til et parti, der skal mene noget om alting. 
Jeg er med på, din ideologi ikke kun handler om at undgå bacon. Men du kan ikke tjekke i de veganske skrifter, hvor meget en arbejdsløs skal have i dagpenge, eller om vi skal nedlægge regionerne? 
”Nej, og det kan du egentlig heller ikke i de socialdemokratiske eller liberale skrifter. Du tager de beslutninger oven på grundholdninger om mennesker og – i vores tilfælde – dyr og natur skal være. Vi er baseret på lighed, medfølelse, empati og ansvar. Der kan man f.eks. sige, at vi ud fra en præmis om medfølelse ikke ville støtte at bombe Afghanistan.”
Kan man som veganer agere parlamentarisk støtteparti for en kødspisende miljø- og fødevareminister? 
Det mener jeg godt. Vi er et parti, der skal trække i den rigtige retning …
Det lyder nu af et kompromis, ikke en radikal tilgang. Handlede det ikke om at være radikal og ikke bare et mainstreamparti?
”Ja, det bliver en svær omstilling at komme ind som aktivist, men også skulle arbejde pragmatisk i Folketinget. Jeg mener, der må være plads til begge dele. Samtidig med at jeg gerne vil lave samfundet radikalt om nogle steder, kan jeg se, det fungerer godt på mange andre punkter.”
Et helt nyt liv
Et af de radikale punkter er stadig samfundets tilgang til fødevarer, ikke kun i forhold til at afskaffe dyrehold.
”Problemet med planteavl er, at det stadig er så tæt bundet sammen med dyrelandbruget. Jeg ser veganic farming som vejen frem. Jeg ser hellere et landbrug baseret på mindre produktionssteder og brug af planter som gødning, som man allerede gør nogle steder. I permakulturen bruger man det, man kalder kvælstofbindende afgrøder, der tager kvælstoffen fra luften og sender det ned i jorden,” siger Monberg.
Du er med på, det indebærer et produktionstab af en anden verden, ikke? 
”Men hemmeligheden er, at vi heller ikke skal bruge så mange afgrøder i fremtiden. Vi bruger jo 80 procent af afgrøderne til at fodre dyr i dag. Og nej, de dyr er ikke afgørende for eksportmarkedet, hvor landbruget kun udgør en lille procentdel. Dansk eksport er i langt højere grad industri- og medicinalprodukter.”
Atomkraft, er det noget, I har snakket om? 
Ja, ikke uddybende. Jeg kan godt følge idéen, men min egen personlige holdning er, at vi er kommet for sent til det. Hvis vi skal bygge et atomkraftværk i Danmark, skal det først vedtages, så skal det bygges – det tager ti år – og vi kan ikke risikere, at vi går i stå med den grønne udvikling i mellemtiden.
Men du kan heller ikke omstille middagsbordene til veganisme og landbruget til permakultur på 10 år. Burde du så ikke se energipolitik i samme lange perspektiv? 
Forskellen er, at på de andre områder som fødevarer kan vi tage skridt nu. Du kan gå hjem og leve som veganer i morgen. Vi kan ikke have atomkraft i morgen, selv hvis vi ønsker det. Og det kan ikke nå at hjælpe os inden for den klimahorisont, vi har vedtaget med at sænke 70 procent på 10 år.
Det bedste i situationen
”Vi er nødt til at basere de valg, vi træffer nu, med den viden, vi har nu. Den viden, vi har, er, at vi ikke kan blive ved på den her måde. Så har vi ikke en planet om 50 år – eller jo, den er der stadig, men den er måske ikke beboelig længere. Så vi har ikke noget valg, som jeg ser det.”
Er du så ikke nødt til at trække det tilbage, som du sagde til Kristeligt Dagblad og Religion.dk: “Vi ønsker ikke at fortælle folk, hvordan de skal leve”? 
”Jeg har ikke lyst til at forbyde noget, snarere inspirere til noget.”
Du ville være klar til at forbyde minkavl, hvis du sad i Folketinget – det er da politisk magtudøvelse, ikke politisk inspiration? 
”Jeg er ikke bange for magtudøvelse. Men du kunne jo for eksempel spørge mig, om jeg ville forbyde indtagelse af kød. Det tror vi faktisk ikke er vejen frem. Jeg vil bare have, vi lader være med at bruge dyrene som ejendele,” siger Michael Monberg og slutter med modspørgsmålet:
”Hvis man har det liberale princip, at ens egen frihed ophører, det øjeblik man skader andre, hvordan kan man så ikke være veganer?”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”3712″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4863″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5397″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?