[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Intelligent klimapolitik: Findes den?

Ikke i Danmark – hvis man spørger en økonom med forstand på klimaudfordringen. I USA ses Danmark som det klimapolitiske skrækeksempel.
Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net
Hvis man vil gøre noget for klimaet i stedet for at høste billige politiske points, findes der en vej at gå. Man skal lade de markedsøkonomiske kræfter løse problemet. Det gør man ved at sætte en pris på skadevirkningerne af CO2-udslippet og forlange, at CO2-udlederne betaler prisen. Sådan lyder budskabet fra Otto Brøns-Petersen, førende klimaøkonom og analysechef i Cepos.
Økonomerne har faktisk beregnet en pris, som gælder Danmark. Nemlig 400 kroner pr. ton CO2-udslip. I Danmark er afgifterne i gennemsnit højere, men med stor variation for forskellige udledninger.
Otto Brøns-Petersen mener, at danske politikere agerer uhensigtsmæssigt i deres metoder til at mindske CO2-udslippet for at bidrage mindre til klimaændringerne.
Det undrer ham, at politikerne taler så meget om danske løsninger:
”Det er besynderligt, siger han, for netop denne opgave er meget naturlig for EU at løse – klimaproblemet er jo grænseoverskridende, og EU er part i Paris-aftalen – det er Danmark ikke – og her bør man helt oplagt finde europæiske løsninger. Danske politikere kunne gøre meget mere nytte ved at få truffet nogle beslutninger i EU frem for at føre national politik, som om verden ikke fandtes,” siger Otto Brøns-Petersen.
Pris på skadevirkninger af CO2-udslip
Netop på EU-plan må man arbejde på at finde en fælles pris på skadevirkningerne af CO2-udslippet. I mange forhold i livet er der en pris på de skader, man forvolder, og hvis prisen er for høj, holder man op. Når vi taler CO2, så mangler der en markedspris. Det er derfor, at økonomer over en bred kam siger, at der skal være en pris, som skal være ensartet, og som bør ideelt svare til skadevirkningen for CO2, siger Otto Brøns-Petersen. Ideelt burde CO2 beskattes med 400 kroner pr. tons globalt. Men også hvis EU eller Danmark skal leve op til et givent mål, bør man anvende en ensartet pris for eksempel i form af en ensartet afgift.
”Hvis prissystemet og dermed markedssystemet skal fungere, er det vigtigt, at politikerne ikke samtidig regulerer, sådan som de gør i stor stil i øjeblikket. Det er en meget dyr, ineffektiv og omkostningsfuld måde at gøre det på. Vi giver også subsidier til udvalgte teknologier, og det er heller ikke hensigtsmæssigt,” siger analysechefen.
Hvis vi havde en pris på CO2 og lod markedskræfterne råde, så fik vi givet den rigtige støtte til vedvarende energi – for så er støtten, at man sparer afgiften – mens konkurrerende fossile energier skal betale CO2-afgift. I stedet giver vi i dag meget forskellige tilskud i et mærkeligt system, hvor tilskuddet er størst til de teknologier, som er svagest og dyrest, og det betyder, at energipolitikken er meget dyrere, end den behøver at være.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”1753″ img_size=”600×375″ add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”23px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Kvotesystem og ikke-kvotesystem
EU’s kvotesystem omfatter kraftværker, industri og flytransport. Hvis en virksomhed inden for disse sektorer udleder CO2, skal man købe en CO2-kvote og dermed betale for udledningen. Prisen på en CO2-kvote afhænger af efterspørgslen. Antallet af kvoter er konstant.
Derudover kan EU-landene forpligtet sig til at nedskære CO2 udledningen i resten af transportsektoren, i varmesektoren og for landbruget (ikke-kvotesystemet) Her vælger politikerne typisk at pålægge afgifter.
”Desværre er det sådan, at man i Danmark lægger afgifter oven i kvote-reguleringen, så de to systemer i virkeligheden kommer til at ligne hinanden,” siger Otto Brøns-Petersen.
Kvotesystemet er smartest, hvis man kun har kvoterne og ikke andet. Til gengæld er afgifterne meget forskellige for eksempel inden for transportsektoren. Danske biler er beskattet 10 gange så højt, som de burde være, hvis det handlede om bilernes CO2-skadevirkning. Omvendt er der ingen afgifter på eksempelvis færger, som i stedet får tilskud.
Danmark som skrækeksemplet
Danmark spiller ikke nogen rolle på klima-verdenskortet, siger Otto Brøns-Petersen. Vi udleder én promille, altså 0,1 procent af de samlede drivhusgasser i verden, så hvad vi gør isoleret, har ingen betydning. Så er der nogle, der argumenterer for, at hvis vi går forrest, så kan vi være et eksempel for omverdenen, og det er også rigtigt – men ikke nødvendigvis et godt eksempel. Hvis vi fører klimapolitik på en meget dyr og uhensigtsmæssig måde, kan man faktisk komme til at virke som et dårligt eksempel, mener Otto Brøns-Petersen.
Det er interessant at se udviklingen i USA, hvor rigtig mange er skræmt over det, der sker med klimapolitikken i Europa og ønsker at undgå en tilsvarende regulering i USA. Det fik for nylig en stor gruppe amerikanske økonomer – på tværs af det politiske spektrum – til at skrive et fælles indlæg i dagbladet Wall Street Journal, hvor man opfordrede til at lave en flad pris på CO2-udledning og fjerne al den regulering, der er.
Otto Brøns-Petersen understreger, at forfattergruppen omfattede størstedelen af de nulevende Nobelpris-modtagere i økonomi, alle tidligere centralbank-chefer og rådgivere for præsidenter i begge politiske lejre.
Markedsfejl og politikfejl
Hvordan får man politikerne til at tænke rationelt i stedet for at reagere følelsesmæssigt på klimapolitikken?
Det er jo det, der er så problematisk. Økonomisk set er det et meget enkelt problem, som ikke er vanskeligt at løse, men løsningen er et politisk problem. Man kan tale om, at klimaproblemet lider under en markedsfejl – og den hænger sammen med, at der ikke findes en pris på CO2, således at folk tager nok hensyn til skadevirkningerne ved at udlede CO2.
Når politikerne skal løse klimaproblemet, er man i den situation, at der ikke er konsekvenser af at gøre noget, som overhovedet ikke hjælper på CO2-udslippet. Det kan ingen vælgere gennemskue. Så derfor bliver der fokus på, hvad der er stærk symbolpolitik, og hvad vælgerne og interessegrupper reagerer på. Vi har med andre ord et problem med både markedsfejl og politikfejl.
Lækageproblemet
Hvad sker der, når vi laver lokale løsninger i Danmark?
Når vi opstiller flere vindmøller, så ændrer det ikke på antallet af CO2-kvoter. Når vi producerer energi uden CO2-udslip, gør vi blot CO2-kvoterne billigere. Altså bliver det billigere at udlede CO2 andre steder i EU, for eksempel på de polske kulkraftværker. Vi har det, økonomer kalder et lækage-problem, og det skal vi gøre noget ved.
Hvad med Radikale Venstres forslag om flyafgift?
”Flytransport er det eneste område af transporten, som er med i kvotesystemet. Hvis man flyver, så skal flyselskabet købe CO2-kvoter, som svarer til udledningen – og da der er et fast antal kvoter, er der så færre til andre. Hvis man så indfører en afgift på flyrejser, så bliver der fløjet mindre, og så efterspørger flyselskaberne færre CO2-kvoter, og så bliver det billigere at udlede andre steder. Så vil der være kulkraftværker i for eksempel Polen, som vil have glæde af det, så derfor er en flyafgift en meget, meget dårlig ide.”
Det er Ida Auken, som er klimaordfører for Radikale Venstre. På spørgsmålet om, hvorfor man fremsætter et forslag om en flyafgift, når man kender mekanismerne i EU’s kvotesystem, har hun sendt Indblik.net en e-mail med følgende svar:
”Det ville være bedst, hvis et internationalt kvotesystem kunne sætte gang i omstillingen. Men vi må konstatere, at der trods kvotesystemet ikke sker en reel omlægning fra sort til grøn flyvning.
Desuden er det kun indenfor Europa, systemet dækker, og herudover tager kvotesystemet ikke højde for, at der udledes endnu mere CO2 i højderne – og vi kan konstatere, at flytrafikken stiger og stiger. Derfor bliver vi nødt til at finde andre og flere incitamenter til, at flyselskaberne omstiller til grønne brændstoffer.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]