Iran har gennem årtier organiseret en langtidskrig mod Israel skabt som en militær simreret, der hele tiden står og bobler, men uden at koge op eller over. Denne lavintense krig er ført gennem Irans terrormilitser Hizbollah, Hamas og lignende stormtropper stationeret i Irak, Syrien og Yemen. Formålet med denne aktion er at lægge et vedvarende militært terrorpres på Israel, der som en højteknologisk, demokratisk retsstat ikke i det lange løb kan leve med at være under et konstant højt beredskab mod terrorhandlinger og evigt flyvende missiler rettet mod civilsamfundet.

Iran tør ikke tage en direkte militær, fuldskala konfrontation med Israels formidable krigsmaskine og efterretningsvæsen, men arbejder på at nå sit mål om Israels udslettelse gennem et aldrig ophørende terrorpres fra de stationerede militser, der omslutter Israels grænser. Ayatollaherne i Teheran vil offentligt ikke vedkende sig, at Hamas og Hizbollah reelt er en operativ del af Irans militær, som styrer, træner og finansierer terrorkorpsene. Efter massakren den 7. oktober 2023 på mere end 1000 jødiske israelere, bedyrede regimet i Teheran, at det kendte de skam ikke noget til, omend man udtrykte forståelse for aktionen, som jo havde rod i’ Israels mangeårige brutale undertrykkelse af det palæstinensiske folk’.

Israels militære kampagne efter 7.oktober- massakren producerede en lang række nederlag og ydmygelser for den iranske regering. Nedkæmpelsen af Hamas, som snart er udslettet, personsøgerne, der eksploderede i bukserne på Hizbollahs raske svende, likvideringerne af næsten  hele det øverste lederlag af Hizbollah og endelig drabet på Hassan Nasrallah, ayatollah Khameinis bedste ven og våbenbroder.

Efter denne bitre ydmygelse sendte Iran 200 missiler mod israel og vedkendte sig dermed  broderskabet med Hizbollah. Også denne hævnaktion blev en kikser, idet alle missilerne blev skudt ned, og det eneste dødsoffer var en stakkels palæstinenser, der ikke var kommet i beskyttelsesrum i tide. Israel har hermed udstillet regimet i Teheran som en samling forvirrede, inkompetente og frygtsomme helvedesprædikanter, der efter Nasrallahs død flygtede ud af hovedstaden af frygt for at blive ramt af Israels lange arm.

Men ydmygelserne var ikke slut endnu. Den værste var endnu på vej. Den kom i form af Netanyahus direkte tale til det iranske folk, hvor den israelske regeringschef fuldstændig ignorerede Irans regering, som om den ikke mere var der, men i stedet talte direkte til iranerne. Netanyahu proklamerede, at det snart var slut med præstestyret, og at afskeden med folkets plageånder gennem 40 år ville indtræffe hurtigere, end man forventer. Israels premierminister spåede, at Iran snart ville opleve at få et sekulært folkestyre, hvorefter de to ældgamle kulturfolk i Mellemøsten, perserne og jøderne ville få et liv sammen i fred og samarbejde.

Netanyahu holdt ikke denne skelsættende tale direkte til det iranske folk uden at have noget at have det i. Israel har agenter overalt i Iran og ved, hvad der foregår i regeringen, militæret og i folket.  Præstestyret er forhadt af iranerne, og efter den seneste række nederlag og ydmygelser er mullahernes stilling alvorligt svækket især nu, da israelske styrker er ved at fjerne Hizbollah fra den sydlige del af Libanon. Det er udelukkende militæret, der holder ayatollaherne ved magten, og generalerne sidder nu og tæller på knapper om, hvordan de skal positionere sig og blive en del af det fremtidige iranske civilsamfund, hvor korandiktaturet er afskaffet.

Israel står således på tærsklen til at skaffe sig af med sin dødsfjende, der har svoret at udslette den jødiske stat. Ingen kan sige, hvornår det sker, men processen hen imod et magtskifte i Iran er sat i gang. I mellemtiden er Israel under stærkt pres for at nedlægge våbnene og indgå en fredsaftale med sine fjender. USA vil have våbenhvile, der længe har været krævet af det jøde-fjendtlige FN og det  Israel-skeptiske EU. Fredsbevægelsen bakkes kritikløst op af store skarer NGO’er, studenterbevægelser og ny-marxister over hele Verden. Det er dog som om, ingen har tænkt på, hvad en sådan våbenhvile skulle ende med. Enhver fredsslutning bygger på et kompromis mellem de stridende parter. I dette tilfælde ville det medføre, at Israel for at få sine gidsler hjem måtte acceptere, at Hamas overlever i en eller anden form, og at Hizbollah forbliver i Libanon. Dette er netop, hvad Iran ønsker. Nu kan præsterne reorganisere både Hamas og Hizbollah, så den evindelige simrekrig kan fortsætte. Efter kort tid vil missilerne atter regne ned over de israelske byer, og der kommer flere attentater og massakrer i stil med den 7. oktober.

Den israelske regering ved, at et slattent kompromis, som det internationale samfund så brændende ønsker sig, vil være enden på den jødiske nation, Mellemøstens eneste demokratiske retsstat. Israel kan kun sikre sin eksistens og frihed gennem egen styrke. Derfor vil vi se Israel føre kampen til den bitre ende, indtil verden er befriet for Hamas, Hizbollah og korandiktaturet i Teheran. Dette er nøglen til fred i hele regionen til glæde for kommende generationer også i Danmark.

I stedet for vores evindelige kompromisforgiftede visse- vassepolitik bør Israel have vores fulde støtte i sin skæbnekamp for overlevelse, frihed og folkestyre.