Jacob Rosenberg: Disse 7 erfaringer fra coronakrisen viser, hvordan vi bør indrette fremtidens sundhedsvæsen

Statsminister Mette Frederiksen (S) og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), da statsministeren sammen med sundheds- og ældreministeren, beskæftigelsesministeren, Statens Serum Institut, Rigspolitiet og Sundhedsstyrelsen, holder pressemøde om covid-19 i Danmark, i Spejlsalen i Statsministeriet i København tirsdag den 29. december 2020. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

“Det ser ud til, at vi endelig er gået ind i slutfasen af pandemien, og så er det tid til refleksion. Meget kunne være gjort anderledes i regeringens løbende håndtering af pandemien. Formålet med aktuelle indlæg er dog ikke at pege fingre ad regeringen, men derimod at diskutere fremadrettede overvejelser for en bedre organisering af vores sundhedsvæsen i lyset af vores hårdt optjente erfaringer gennem de sidste par år”, skriver professor, overlæge og regionsrådsmedlem, Jacob Rosenberg, i dette debatindlæg.

Af Jacob Rosenberg, professor, overlæge og medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Konservative

Det ser ud til, at vi endelig er gået ind i slutfasen af pandemien, og så er det tid til refleksion. Meget kunne være gjort anderledes i regeringens løbende håndtering af pandemien. Formålet med aktuelle indlæg er dog ikke at pege fingre ad regeringen, men derimod at diskutere fremadrettede overvejelser for en bedre organisering af vores sundhedsvæsen i lyset af vores hårdt optjente erfaringer gennem de sidste par år.

Alvorlige epidemier er uundgåelige

Der har været en række meget alvorlige pandemier i historien, hvor den værste var den spanske syge, som omtales som verdens største influenzaepidemi med 17,4 millioner dødsfald. Til sammenligning er der til dato på verdensplan ca. 5,7 millioner dødsfald relateret til COVID-19. Der kommer med garanti nye pandemier i fremtiden, og vi bliver derfor nødt til, nationalt såvel som internationalt, at planlægge håndteringen. 

Uden sundhedspersonale falder alt sammen

Med COVID-19 har vi lært, at sundhedsvæsenet kan kollapse, hvis personalet bliver smittet. Selv nogle få positive tilfælde kan nemt spredes blandt personalet og patienterne, så personalet må have absolut første prioritet ved vacciner eller andre beskyttende foranstaltninger. 

Det virker selvfølgelig meget politisk korrekt at fokusere på de svageste, men uden sundhedspersonale kan det hele nærmest være ligegyldigt, og de ældste og mest svage kommer så ind på en hurtig andenplads i prioriteringen. I praksis vil det være ganske få ugers forskydning. 

Vi har på vores sygehuse i løbet af pandemien haft perioder, hvor op til 25 procent af personalet var sygemeldt, og selvom det akkurat gik på grund af helt ekstreme omlægninger af arbejdet, så er det altså en særdeles faretruende og meget bekymrende situation, som havde været en sand katastrofe ved bare en lille yderligere forværring.

Ved ekstreme pandemier i fremtiden kunne man lade personalet arbejde f.eks. i 14-dages skift, så man hele tiden har en ikke-smittet og beskyttet arbejdsstyrke hjemme i isolation klar til at tage over hver 14. dag, og de samme personer under isolation kunne støtte frontlinjeteams virtuelt ved hjælp af teknologi. 

Det kræver dog en væsentlig arbejdsstyrke, og uden massiv rekruttering vil det betyde nærmest hel nedlukning for behandling af andre sygdomme. Det må derfor reserveres til de værste smitsomme sygdomme i fremtiden. 

Hyppige tests af sundhedspersonale er påkrævet, hvorimod man kan diskutere nødvendigheden af den massive samfundstestning, som vi har haft i Danmark. 

Andre fysiske rammer

Nogle steder i verden har vi set oprettelse af nødhospitaler på grund af pladsmangel på de almindelige sygehuse. I Danmark har vi heller ikke overskydende plads til en pludselig ekstra belastning, og overbelægning forekommer derfor ofte, og specielt ved epidemier. Jeg var før pandemien på studiebesøg på et topmoderne sygehus i Spanien, og her havde man en hel fløj stående med færdigindrettede sengestuer. 

Den blev taget i brug ved f.eks. epidemier. Hvis man har de fysiske rammer, koster det næsten intet i løbende vedligeholdelse, når det ikke er i brug, så måske burde vi indtænke sådanne arealer i vores sygehusvæsen. Det er så absolut en overvejelse værd, men er dog umuligt i den nuværende finansiering af de nybyggede sygehuse. Så lad det hermed være en opfordring til diskussion.

Udstyr, værnemidler m.m.

Før pandemien havde man besluttet at nedlægge lagre af værnemidler, og det skulle vise sig at være en rigtig dårlig beslutning. Vi havde perioder, som var ekstremt kritiske på sygehusene, og det var endnu værre i primærsektoren. Det må absolut ikke ske igen. 

Jacob Rosenberg, professor, overlæge og medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Konservative. (Pressefoto)

Almen praksis, hjemmepleje, andre sygdomme

Der er lagt meget fokus på opskalering af hospitalskapaciteten på det somatiske område. Imidlertid påvirker pandemien også dybt helbredet for mange mennesker, der ikke er inficeret med virussen. Mennesker, der lever med kroniske lidelser, er ikke kun meget sårbare over for komplikationer og død som følge af COVID 19, men de har også oplevet forstyrrelser i deres almindelige plejerutiner på grund af pandemien. Der har tillige været et massivt tryk på personer med psykisk sårbarhed, såvel unge som ældre. Set i bakspejlet burde man have været forberedt på dette, men nu må vi lære lektien fremadrettet.

COVID 19-krisen viser vigtigheden af ​​at placere det primære sundhedsvæsen i kernen af ​​sundhedssystemerne, både for at håndtere en uventet stigning i efterspørgslen og for at opretholde kontinuitet i behandlingen for alle – dvs. også for dem uden COVID-19. 

Stærk primær sundhedspleje/behandling – organiseret i tværfaglige teams og med innovative roller for sundhedsprofessionelle, synes helt afgørende for den samlede håndtering af sundhedsfremme hos befolkningen. Man forblændes hurtigt af COVID-19, men husk at langt de fleste ikke er smittede, og der er mange mennesker med stort behov for sundhedsydelser.

Planlagt kirurgi

Det er estimeret, at 28 millioner planlagte operationer på verdensplan blev aflyst i de 12 værste uger af pandemien i foråret 2020. Det svarer til 72,3 procent af al planlagt kirurgi, og der bliver i øjeblikket stadig aflyst en stor mængde planlagt kirurgi i Danmark. 

I kirurgien diskuterer man nu pukkelafvikling med planlagte operationer uden for normal arbejdstid og øget brug af privathospitaler. De private sygehuse udgør en meget lille andel af det danske sygehusvæsen, og denne andel kan nok øges, men det er ikke muligt fra dag til dag, og vi skal stadig sikre tilstrækkeligt og kvalificeret personale til de offentlige sygehuse. Derfor skal en eventuel omstilling til mere privat aktivitet ske i roligt tempo og med grundig overvejelse.

En fornuftig tilgang kunne være at gennemføre betydelig mere kirurgi som ambulante operationer, dvs. hvor patienten kommer hjem samme dag. Det gælder om at holde patienterne så meget som muligt ude af sygehusene, og den tid de er på sygehuset, bør det foregå i skærmede enheder uden COVID-19. 

Omstilling til mindre omfattende/invasive operationstyper (hvor det er muligt), innovative regimer til anæstesi og smertebehandling, og et samlet koncept, som vi normalt kalder ”fast track surgery”, vil muliggøre, at flere operationer kan gennemføres ambulant. Til de lidt større indgreb kunne man gennemføre daglig stuegang med telemedicin sammen med en oprustet hjemmepleje. For at en sådan plan skal lykkes, skal vi fra sygehusene (regionerne) i større udstrækning række ud til primærsektoren, og det såkaldte kommunale sundhedsvæsen skal have et tiltrængt løft. Nye tiltag drives ofte af nød, og dette kunne måske være starten på en ny æra inden for kirurgien.

Største udfordring lige nu er rekruttering og fastholdelse af personale

Den absolut største udfordring er rekruttering og fastholdelse af kvalificeret personale på vores sygehuse. Der er ikke noget ”quick-fix”, og vi har i Region Hovedstaden nedsat et dedikeret politisk udvalg til kun at fokusere på dette afgørende område.

Løsningerne vil utvivlsomt skyde bredt og måske med uortodokse foranstaltninger. Der bliver utvivlsomt tale om opgaveglidning mellem de velkendte og til nye personalegrupper. Måske må man rekruttere pensioneret sygehuspersonale, universitetspersonale og studerende på de medicinske eller sundhedsfaglige fakulteter samt frivillige, og måske skal vi i langt højere grad invitere uddannet personale fra andre lande til at arbejde i vores sundhedsvæsen. 

COVID-19-krisen har været en øjenåbner for et lurende meget alvorligt problem med personalemangel, og det er nu i den grad tid til at tage affære.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?