Jens Haanings virkelige hovedværk er noget helt andet end den halve million i pengesedler, som han har stjålet fra Kunsten i Aalborg

Jens Haaning – Take the Money and Run, 2021. (Foto: Niels Fabæk, Kunsten Museum of Modern Art Aalborg)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Kunstneren Jens Haaning er stukket af med en halv million kroner i pengesedler fra Kunsten i Aalborg og har efterladt et par hvide stykker lærred, hvor der skulle have været kunstværker. Men i virkeligheden er det slet ikke denne happening, der er hans hovedværk, skriver Henrik Christoffersen.

Af Henrik Christoffersen, redaktion@indblik.dk 

“Jeg opfordrer andre mennesker, der har lige så kummerlige arbejdsforhold som mig, til at gøre det samme. Hvis de sidder på et eller andet lortejob og ikke får penge og faktisk bliver bedt om at give penge for at gå på arbejde, så tag af kassen og stik af,” har Jens Haaning sagt til Kulturen på P1 i anledning af miseren på kunstmuseet i Aalborg. 

Opfordringen er imidlertid ganske overflødig, for en masse mennesker har for længst fundet ud af denne simple opskrift på kriminalitet. Britta Nielsen har eksempelvis  med 100 millioner kroner overgået Haanings 532.549 kroner mangefold. Hun er da også blevet belønnet med fri kost og logi i 8 år på skatteydernes regning. Haaning kan blot se frem til en brøkdel af denne belønning.

Sammenstillingen af de to personer er i øvrigt ikke ganske lige til. I virkelighedens verden er det hurtigt at indse, at de bliver opfattet fuldstændig forskelligt. I den forstand er der himmelvid forskel på de to sager. Haaning kan ansvarsfrit slynge om sig med opfordringer til kriminalitet, som fører til fængselsstraf om almindelige mennesker fulgte dem. Britta, som er et almindeligt menneske, der har opført sig som anbefalet, sidder i saksen. Spørgsmålet er så, hvad der gør forskellen?

I det ydre adskiller Britta  og Haaning sig derved, at Haaning betegner sig som kunstner mens Nielsen bærer titlen overassistent, som jo så nu er blevet til forhenværende. Kunstner er i princippet en fri titel, men Haaning har som noget særligt et diplom på titlen i form af bevis for mange års liv på SU i et kunstakademi. I sagen fra Aalborg viser det sig, at ordet kunstner er en sand trylleformular. Slynges formularen ud, opnår man urørlighed og straffrihed, ja udødelighed som i et græsk drama. Akilleus kunne dog rammes i hælen, men Haaning bærer øjensynllgt ikke den slags svage punkter.

Trylleformularen kunstner skal dog også plejes og passes for at have den fulde kraft. Når omgivelserne præsenteres for “kunstner Jens Haaning”, så er det afgørende, at det fremkalder en woweffekt. Identiteten skal forbindes med begreber som “international”, “succesfuld”, “karriere”, “indflydelsesrig”, “fornyer af kunsten”, “sparker røv”. 

Der er brug for en god historie. Men danner sådan en god historie sig ikke naturligt, så findes der råd for det. På Wikipedia, som alle jo i princippet kan skrive tilføjelser til, er der som en redaktionel bemærkning til præsentationen af Jens Haaning tilføjet:

Denne side er foreslået omskrevet

– da en skribent har vurderet at indholdet ser ud til at være skrevet af en person, der må formodes ikke at kunne holde et neutralt synspunkt i sin vurdering af artiklens indhold og/eller relevans.

Måske er det her at vi har nøglen til at forstå, hvad det er, som har skabt Jens Haanings ry som stor kunstner og straffri person. Det må være denne Wikipedia-rubrik, som i virkeligheden er Jens Haanings absolutte hovedværk, og som burde have fået pladsen på kunstmuseet i Aalborg. For står vi ikke over for selve nøglen til Haanings succes? 

Værket opfylder helt anderledes skarpt Haanings egne kriterier for, hvad kunsten drejer sig om. Den afslører kapitalismens fæle natur og udpeger med ubarmhjertig skarphed hvem det er, som er de virkelige kapitalistiske hajer. Og værket kalder mildest talt på eftertanke og samfundskritik. For ikke at tale om kunstkritik. Og så er værket overrumplende, for hvilken museumsdirektør havde anet det.

Det skal medgives, at det er en vanskelig sag at definere, hvad der er kunst. Storm P foreslog definitionen, at kunst er det, som er  vanskeligt. For ellers er det jo ingen kunst. I Politiken den 19. januar fastslår Politikens kunstanmelder, Mathias Kryger, at kunst er det, som er lavet af en kunstner. 

Nu var Storm P jo en klog rad, men også en spøgefugl, men jeg tror, at Mathias Kryger mener sit udsagn for fuld alvor. Og noget er der selvfølgelig også om snakken. Historierne går om Pablo Picasso, som efter cafebesøg måtte opleve, at tjenerne kom i kamp om mesterens serviet, fordi det som mesteren laver jo er kunst, så også servietten var blevet til en ægte Picasso. Endnu er der dog ikke dukket servietter op på museer, som stjernen har tørret mulen med.

Når Kryger i fuldt alvor kan mene, at kunst kan defineres ved, at det er frembragt af en kunstner, må man givetvis ty til flere forklaringer for at komme til en forståelse. Spørger man kunstnernes fagforening, så er de aldeles enige med Kryger, og de vil ydermere præcisere, at en kunstner er en person, som er uddannet som kunstner. Altså har tilbragt 5-6 år på fuld SU som elev på et kunstakademi. 

Nu er hverken Asger Jorn, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Troels Wörsel, Arthur Köpcke, Erik A. Frandsen eller andre af dansk kunsts absolut væsentligste kunstnere faktisk kunstnere i fagforeningsforstand. Så det er ikke på den måde, at Kryger kan mene det. Det er kun almindelige mennesker og deres kunstkærlighed, som har skabt de nævnte kunstneres anerkendelse som kunstnere. 

For flere af dem gjaldt, at de som unge måtte sulte, fordi museer og kunsthistorikere holdt sig for fine til at se deres kvaliteter. Men det er jo længe siden. I dag får alle med kunstneriske ambitioner en akademiuddannelse, for ellers vanker der ingen SU til at leve for som ung. Og så er de jo simpelthen kunstnere med ret til legater, fondsstøtte og museumsudstillinger. 

Det er praktisk med sådan en definition af, hvem der er kunstnere, for kunstens fagfolk er øjensynligt ikke blevet bedre til selv at vurdere talentfuld kunst end i Jorns og Kirkebys ungdom. Kunstens fagfolk undgår nu blot med en mere håndfast definition på hvem der er kunstnere at blive til grin ved at gå galt i byen. Til gengæld må vi som almindeligt kunstpublikum lide under de mange museumsudstillinger, som giver plads til dårlige kunstnere, som blot opfylder konventionen om, hvem der er kunstnere.

Det er en netop lukket udstilling på kunstmuseet i Aalborg, som har fået en hær af mediehungrende mennesker til at udløse en hob af tanketunge betragtninger om, hvad der er kunst. Museet har vist et par hvide stykker lærred, som museets leder havde bestilt produceret til en udstilling. Museumslederen havde godt nok håbet, at der var påklistret pengesedler på lærrederne, men han nåede vist nærmest frem til, at lærrederne var blevet til endnu større kunst, fordi pengesedlerne modsat hans bestilling manglede, da bestillingen blev leveret. 

Jens Haaning – Take the Money and Run, 2021. (Foto: Niels Fabæk, Kunsten Museum of Modern Art Aalborg)

Hans eneste problem var, at pengesedlerne tilhørte museet og ikke producenten. I første omgang øjnede museumslederen tilsyneladende en udsigt til dobbelt gevinst. Han satte al den spin ind, som han kunne, så historien om tyveriet kunne omsættes i størst muligt billetsalg og medieomtale. Og han forlangte samtidig de bortkomne pengesedler tilbage. Noget for ingenting.

Jeg har under udstillingen ledt efter offentlige ytringer fra besøgende på museet i Aalborg om deres oplevelse ved at betragte de hvide stykker lærred. Så vidt mig bekendt findes der slet ikke eksempler på den slags ytringer. Det er ikke underligt, for de to stykker lærreder på en museumsvæg i Aalborg er i sig selv komplet meningsløse. Alligevel er de to stykker lærred blevet omtalt i et ufatteligt omfang i medier i såvel Danmark som i mange andre lande. 

Det skyldes museets ageren. Museets direktør, Lasse Andersson, har løftet sig selv op til foruden at være udstiller også at være kunstner. De to hvide stykker lærred har han fået leveret af en underleverandør ude i  byen, men selve kunstværket, som ifølge pressehistorierne består i medieomtale af et tyveri af museets pengesedler, har alene kunnet virkeliggøres i kraft af direktør Andersson. 

Producenten af lærrederne betegner sig selv som kunstner men har været aldeles ude af stand til at producere det, som betegnes som værket. Selv om det er Andersson, som altså er den egentlige kunstner, er det dog imod kunstverdenens raison d’etre at tildele betegnelsen kunstner til Andersson. 

Det er en del af spillet, at det er underleverandøren, som har krav på betegnelsen kunstner. Uden for kunstverdenen er betegnelsen jo derimod tyv. Så lad os betegne direktøren som bagmand. Det er der også en let lyssky passende fornemmelse over.

Efterhånden er det I det hele taget rige døgenigte og offentligt lønnede funktionærer i sikre stillinger, som definerer, hvad der er kunst. Det er mennesker uden mange æstetiske overvejelser eller behov for at skele til prisen, som køber et kunstværk hos Sothebys fordi det er blevet destrueret af kunstneren. Og det er samme slags mennesker, som køber en elektronisk kode til et latterligt dyrt billede, som alle alligevel gratis kan betragte lige godt uden ejerskab.

Sådanne tendenser, hvor medierne og historien er virkeligheden, er også ved at nå til Danmark. De vilde kapitalistiske kunstinvestorer og de kommunistiske museumsfolk forstår på forunderlig vis hinanden fuldstændigt og lever et symbiotisk forhold, hvor den ene part ikke kan undvære den anden.

Desværre er det i Danmark provinsmuseerne, som presses længst i denne retning. Det er blendede guldfisk i Kolding, slagtede grise i Esbjerg og stjålne penge i Aalborg, som tegner billedet. Med for få besøgende skal der noget til for at holde gryden i kog.

Selv ikke vores tungeste museer evner imidlertid at stå imod den vulgære populisme. Statens Museum for Kunst har inden for det seneste år gjort sig til gode med, at museet har stillet Emil Nolde til ansvar for den tyske kolonialisme. Og Louisiana har lavet en aktion, som gik ud på at demonstrere kapitalismens latterlighed. 

Kunsthistorikerne er blevet bindegale i deres selvovervurdering og tro på, at de rummer verdens visdom og kilden til al retfærdighed, som de så har pligt til at belære os andre uden eksamen i kunst med. Vi besøgende på kunstmuseerne må se på, at museerne nu ikke blot viser kunst men også uopfordret har påtaget sig at sikre, at fagfolk med viden om historie, samfund, politik eller økonomi ikke skal forføre befolkningen med “forkerte” ideer. 

Kunst er også i denne henseende en trylleformular, som personalet på kunstmuseerne kan bruge til at ophøje sig selv som dommere over fagfolk, som ved noget om tingene. Det er eksempelvis patetisk og grotesk at se, hvorledes en funktionær med ansvar for pasning af gipsfigurer får plads til at overtrumfe landets bedste eksperter i dansk kolonihistorie.

Retfærdigvis skal det dog tilføjes, at der jo er forskel på skidt og snot. Provinsdirektørerne i Aalborg og Kolding aner tilsyneladende ikke hvad de gør men prøver blot at få opmærksomhed og overfladisk snak. De skal have besøgende, for ellers får de høvl af den lokale borgmester. På Statens Museum for Kunst og På Louisiana er de ansvarlige anderledes direkte drevet af tidens nyopfundne ideologi. Derfor er den interesse for slaver og kolonier, som de aldrig har haft, nu endelig på forunderlig vis blevet vakt.

Det spørgsmål, som denne historie i sidste ende rejser er dog nok af semantisk karakter: Hvad kalder man egentlig en kunstner, som baserer sin kunst på fidus?

Dette er en kulturklumme skrevet af en af Indbliks tilknyttede kulturskribenter. Klummen repræsenterer skribentens egne holdninger.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?