[vc_row][vc_column][vc_column_text]En ny “tryghedslov” fra regeringen møder kritik fra menneskerettighedsorganisationer og kan føre til forbud mod demonstrationer. Men Justitsministeriet vil ikke kommentere kritikken.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Med en ny “tryghedslov” vil regeringen anført af justitsminister Nick Hækkerup (S) give politiet en lang række meget vidtgående magtbeføjelser.
For at gøre op med “utryghedsskabende adfærd” i bybilledet og nattelivet skal politiet bl.a. indføre opholdsforbud, der rammer alle – og ikke blot, de, der i området har opført sig “utryghedsskabende”.
Dermed kan den nye “tryghedslov” føre til forbud mod såvel børnefødselsdage som demonstrationer.
Kritik fra 35 internationale menneskerettighedsorganisationer
Lovforslaget fra regeringen har mødt heftig kritik fra såvel danske som udenlandske menneskerettighedseksperter og -organisationer.
F.eks. mener professor i forvaltningsret Jens Elo Rytter, at loven kan blive “en glidebane” mod “det ekstreme”.
Således har European Civic Forum har sammen med 34 andre internationale menneskeretsorganisationer skrevet et åbent brev til den danske statsminister, justitsministeren og alle andre medlemmer af Folketinget, hvor de retter en alvorlig kritik mod forslaget.
Her advarer organisationerne om, at lovforslaget kan “begrænse frihedsrettighederne i Danmark” og at det “underminerer Danmarks forpligtelser til at leve op til internationale menneskeretsstandarder”.
Justitsministeriet klapper i
Men Justitsministeriet vil ikke kommentere den voldsomme kritik fra menneskerettighedsorganisationer i ind- og udland.
Direkte adspurgt af Indblik, hvordan justitsministeren forholder sig til kritikken, lyder den kortfattede afvisning fra Justitsministeriets pressetjeneste således:
– Det bliver ikke muligt med en kommentar herfra.
Indblik arbejder fortsat på at få justitsminister Nick Hækkerup i tale.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]