De dukker vi skal pakke ud er ikke for børn. Overraskelserne minder om detonatoren i Oppenheimers og Bohrs udløsermekanisme ombord på bombeflyene over Japan. Hver ingrediens er selvstændigt letantændelig og farlig, og når de samles, udgør de en ny samlet farlighed af voldsom styrke.

Ingredienserne præsenteres

De 3 ingredienser kan tilsammen udløse en katastrofe i 3 akter.

1. Konflikten i Mellemøsten har potentiale til at sprede sig som terrorisme til store dele af kloden.
2. Det amerikanske præsidentvalg nærer isolationismen, og kan ende med at Trump bliver præsident. Perspektivet er, at det kan føde afslutningen på æraen med fredelig magtoverdragelse, og dermed bortfaldet af vestligt demokrati – som vi kender det.
3. Joe Biden og Donald Trump er tæt på enige om at fokusere al modstand og onde tanker i retning af Beijing. Mere specifikt er der folkelig opbakning til Pelosys hårde linie i Taiwan Strædet. Tilmed har Xi – med sine næsten Stalinistiske træk – formået at udrydde den sidste tvivl i det amerikanske vælgerhav.

Ingredienserne pakkes ud

Teorien om den trefasede rejse fra utryghed og frem imod global ulykke, kalder på en uddybning. Og da juletravlheden er ankommet, så rejser vi med høj hastighed.

Mellemøsten er kompliceret fordi mange har ret.

De fleste kender Churchill-citatet; ”Rusland er en gåde, pakket ind i et mysterium, der gemmer på en hemmelighed.” En del kender CIAs definition på russernes opfattelse af fake news fra halvtressernes; “News that don’t support Communism, is fake news”. Mellemøsten er så kompliceret historisk, at næsten ethvert synspunkt kan finde fodfæste – afhængigt af hvornår i tidslinien man tager sit udgangspunkt. Mange er blevet frataget land og fast ejendom, mange har historisk tilknytning til de hellige bygningsværker og mange har oplevet grusomme overgreb som har skabt had til modparten.

Hævnen driver evig ulykke

Albert Einstein udtrykte noget vigtigt som ikke har fået fodfæste i Mellemøsten;

“Svage mennesker hævner, stærke mennesker tilgiver, kloge mennesker ignorerer”.

Hævnen er en del af folkeretten, fordi det er svært at opnå retsfølelse før hævnen er udført. Men formålet er at skabe fred. I Mellemøsten har der i generationer været store og små krænkelser dagligt. De fleste var blevet til forsidehistorier i København, Paris eller Boston. Men i Mellemøsten bliver de til dagligdagens byggesten af sorg og vrede i opbygningen af et monster, som først får fred når modparten er dræbt. Altså ikke kun modparten, men alt det modparten holder af og tror på. Problemet er, at hævnen opfattes som et nyt overgreb, som berettiger til ny hævn.

Amerikanske præsidenter og FN ledere har lagt betydelige ressourcer i at skabe fred. Mange andre har bidraget, men deres samlede indsats kan ikke konkurrere med incitamentsstrukturen. De velhavende fanklubber på begge sider af konflikten, blusser op når konfliktniveauet øges. Uanset om det er de jødiske lobbyorganisationer i USA, eller de mange terrororganisationer som snylter på Israels fjender, så kommer der mest entusiasme og flest donationer, når der er krig.

Dobbeltspil i Israel.

En række efterretningsfolk har kunnet følge med i hvordan Netanyahu-Regeringen har godkendt, at Qatar har finansieret Hamas med enorme beløb. Israelernes officielle historie er fortsat, at financieringen stammer fra Iran. Og det er som med enhver god dækhistorie; det er ikke helt løgn, men det er langtfra hele sandheden.

Den Iranske vinkel er superattraktiv set fra Jerusalem og Teheran:

• Amerikanerne har hadet Iran aktivt siden gidselkonflikten ved skiftet fra Carter til Reagan, og eftersom Israel kun overlever så længe USA garanterer landets sikkerhed, så er det en afgørende fordel.
• Iranerne får gratis økonomisk støtte til sin Hamas indsats, fordi Qatar ikke gør meget for at fortælle hvor meget de betaler til Hamas. Udadtil fremstår Iran som en magtfuld og farlig spiller. Men der er andre sultne terrorbevægelser i Mellemøsten som dier hos Kalifatet i Teheran, så dobbeltspillet bliver accepteret.
• Iranerne holder live i sunni-shia konflikten som kun de færreste kan. Det spiller Saudi milliarderne lige i armene på Israel. Her er det primært palestinenserne, som bliver tabt i glemslens tåger.
• Israelerne har øget kontrollen med Hamas, for nu har de en fælles ven i Qatar, som forstår værdien af indflydelse, teknologi og penge. Her scorer Jerusalem lidt højere end Teheran og Hamas tilsamnen.

Hvem wistleblowede?

Rygterne siger, at det var CIA folk, der hader at skulle underløbe den officielle Knesset-glasur. Derfor lader de sandheden om dobbeltspillet sive til New York Times.

Der er tvivl om, hvorvidt oppositionen i Knesset har kendskab til premierminister Netanyahus og Mossad`s chef, David Barneas dobbeltspil i Qatar. Det er en ubekvem sag på niveau med yachten Almeda, der formentlig med Ukrainske specialstyrker ombord, saboterede Nordstream 1 og 2.

Det handler om, hvorvidt den vestlige verden kan stole på to af sine nærmeste samarbejdspartnere; Netanyahu og Zelinsky.

Rædslen for at drukne i glemslens tåger

Hamas kan med rædsel se hvordan en ny politisk kurs i Saudi flytter fokus fra det gamle oliesalgsparadigme til et nyt turisme og handelskoncept med en helt ny by og verdens længste bygning som flagstore projekter for grøn omstilling. Her kræves teknisk, IT, entreprenørmæssig og logistikmæssig spidskompetence.

Nu vokser olie-araberne fra palestinenserne. Striden med Israel kan blive erstattet af et samarbejde mellem rige og veluddannede vækstnationer.

USA omfavner tanken og selv danske DSV checker ind med en ejerandel i et af projekterne.

Hamas antager, at samarbejdet mellem araberne og Israelerne om en ny grøn fremtid vil fjerne penge og magt fra Gaza. De beslutter sig for et desperat sats. I al hemmelighed forbereder de et angreb, som skal kunne bringe dem i toppen af samtlige verdens nyhedsfeeds. Det lykkedes desværre.

Katastrofen

Hamas angrebet 7. oktober var så afstumpet og dyrisk, at det tændte de tre kendte grupperinger i den konstant ulmende konflikt.

1a) Et bankende demokratisk hjerte omgivet af primært Islamistiske fjender.

Selv om der er langt fra de mange jøder, som deltog i demonstrationerne imod Netanyahu – og til de ofte amerikanske jøder som lever i de ulovlige bosættelser – så er der et fælles ønske om at håndhæve Israels ret til at leve og forsvare de nuværende grænser. De mest ekstremistiske jøder har svært ved at se værdien af palestinenserne. Disse jøder ser opbakningen til Hamas som voldspsykopati.

Det siger sig selv, at frygten for at antisemitismen skal blusse op for alvor skræmmer jøder, politikere og borgere generelt over store dele af verden. Nazisternes udryddelseslejre har været bagtæppe for Israels udvikling siden 2. VK. Frygten for antisemitisme er velbegrundet. I Rusland bliver jøder og homoseksuelle forfulgt som uønskede andenrangsborgere. Billedet er det samme mange steder, hvor totalitære og nationalistiske bevægelser konmer til magten.

Tilslutningen til zionismen er meget forståeligt i vækst ovenpå det afstumpede angreb i ørkenen. Weekendavisens Chefredaktør Martin Krasnik har kritiseret Netanyahu voldsomt, men når han i disse dage bliver bedt om at kommentere på krigen i Mellemøsten, så fylder frygten meget. Jødiske skoler i Danmark beskyttes af sværtbevæbnede vagter. Og vi skammer os over, at jødiske medborgere skal mærke frygt alene fordi de er jøder.

De fleste i denne gruppe er tilhængere af det regelbåne internationale system som blev født med FN efter krigen, og krigens regler tillader det overfaldne Israel at hævne sig på Hamas.

Eftersom Hamas gemmer sig blandt de civile Palestinensere og under skoler og hospitaler, så er det vanskeligt at undgå civile tab. IDF (det Israelske forsvar) har garanteret, at de tager alle forholdregler i brug, for at beskytte de civile. De lover at tunnellerne bliver oversvømmet med havvand og at de eftersøgte identificeres på spillekort – sådan at nogle kan angive dem og andre kan likvidere dem specifikt – uden at smadre hele bydele. Indtil videre har denne indsats ikke resulteret i det ønskede mål; der er stadig ikke opnået kontrol med hele Gaza, flertallet i Hamas ledelsen er fortsat i live og der er slået et skræmmende antal civile kvinder og børn ihjel. Disse civille optræder ikke på spillekort.

Gruppen, som primært er optaget af Jødernes sikkerhed, er bredt sammensat. Men de mest ekstreme mener, at de seksuelle krænkelser af jødiske kvinder nu skal fremlægges, for at styrke opfattelsen af Jøderne som forfulgte ofre, der er berettiget til at smadre sine ondskabsfulde naboer.

1b) De, som føler at generationers ydmygelser af palestinenserne nu må hævnes for at skabe fred for zionisternes ondskab.

De fleste som beskæftiger sig med strafferet, kender den problematik hvor offerrollen bytter plads med voldsmanden under proceduren. Hvis kvinden som dagligt er blevet hånet, nedgjort og slået gennem 22 år, ser sit snit til at dræbe sit monster af en ægtefælle, så vil de fleste af os se et rollebytte. Det er historien om et glas under en dryppende vandhane, som langsomt fyldes. Og en dag bliver overfladespændingen så stor at det flyder over. Det er strået der knækker kamelens ryg. Det er 2 mio palestinensere, som lever i et stort fængsel. Deres israelske besættere ser den anden vej, når ulovlige bosættere krænker internationale aftaler, mens selv de mindste overtrædelser medfører nidkære og bestialske straffe for de i forvejen udsatte borgere i det lille hårdtprøvede geografiske område. Tilslutningen til de palestinensisk orienterede støttegrupper stiger meget forståeligt i takt med at grusomhederne 7. Oktober kommer på afstand, og billedet nu domineres af det skræmmende antal dræbte civile.

1c) Drømmen om at en tostatsløsningen kan sikre freden.

Den tredie gruppe skal bevæge sig på den ganske smalle wire, som er spændt ud mellem lodrette klippesider ca 1,5 km over en frådende flod fyldt med øgleagtige søuhyrer og alligatorer som ikke har ædt i ugevis. Dette er gruppen, som bare ikke holder med den ene part, men holder med freden som fortjener forståelse fra begge sider. Disse idealister er typisk nogle, der har fulgt konflikten i mange år, og som håber at den amerikansk fødte tostatsløsning kan realiseres. Alle tre grupper er nu sikre på, at de andre to grupper er ved at eskalere en katastrofe, og at det er naturligt, at de to andre må lide for deres vanvittige tilgang til krisen. Ingen af de tre grupper mister tilslutning, og da Gaza er lukket, så skal trykket udløses i hovedstæderne i resten af Verden.

2 Det amerikansk præsidentvalg.

Valget påvirker Ukraine, Mellemøsten og forholdet til Kina allerede under valgkampen. Bidens forsøg på at samle en række konflikter i en samlet pakke, er blevet mødt med et krav fra den republikanske opposition, som bedst kan beskrives sådan; “Når vi nu bliver bedt om at godkende finansiering til en række konflikter med fokus på grænser og territorialrettigheder fjernt fra USA, så er det vist på tide, at vi stiller krav om finansiering af en indsats for at styrke og sikre USAs egne grænser”. Denne indgang til debatten om at sikre USAs grænse mod Mexico, giver efter min vurdering god mening. Der er lidt “noget for noget” over forslaget, som er vigtigt for Joe Biden. Medmindre der opnås konstruktiv dialog om at styrke grænsen mod syd, så kan det udløse en yderligere splittelse i viljen til at støtte Ukraine. Reaktionen fra Republikanerne er ganske modig, eftersom Bidens pakke, omfatter en række tiltag til støtte for Israel. Her er den zionistiske lobby magtfuld i forhold til højrefløjen, og det er et signal om at republikanernes selvfølelse og politiske mod er voksende.

Såfremt Trump vinder præsidentvalget, så formodes fokus at flytte fra den internationale politik til den nationale agenda. Udtrykt populært, så betyder valgkampen og muligheden for et valg af Trump, at de eksisterende konflikter kan blusse op. FN og EU m.fl. har slet ikke en gennemslagskraft der kan sammenlignes med USA`s.

3 Kampen imod Kina.

Såfremt risikoen for eskalation af Mellemøstkonflikten i form af terroraktioner i resten af verden ikke er tilstrækkelig i takt med at USAs internationale engagement er udfordret af valget, så vil de få kræfter til at rydde op ude i verden blive opsuget den brede enighed om, at fokusere kræfterne i et forestående opgør med Kina.

Hvad kan vi selv gøre

Vi kan udvise afbalanceret empati med de smertelige tab som begge krigens parter lider under. Forsøge at dæmpe de mest ekstreme talspersoner hos de grupper som i virkeligheden er partsrepræsentanter. På den måde i handling kan vi vise, at vi har fokus på at skabe fred for både civile palestinensere og for israelere.