Ruslands invasion af Ukraine fortsætter med at afsløre den komplicerede dynamik bag den offentlige mening i Kina.

Konventionel visdom tyder på, at den offentlige mening er irrelevant for den kinesiske regering, som ikke afholder konkurrencedygtige flerpartivalg. Men virkeligheden er, at borgernes holdning til indenrigs- og udenrigspolitik er en hjørnesten i det kinesiske kommunistpartis legitimitet. Dette faktum er afgørende for at forstå Kinas statsstyrede medier, censur og sikkerhedsapparater, samt hvordan landet navigerer i internationale kriser som krigen i Ukraine og en mulig konflikt om Taiwan.

Inden for få uger efter invasionen i februar udkrystalliserede Beijings officielle holdning til konflikten sig langsomt ved at tilbyde Rusland moralsk og retorisk støtte. Drevne iagttagere af Beijings diplomatiske retorik og sociale medier bemærkede dog, at denne støtte primært blev set i et anti-vestligt perspektiv – i modsætning til en ægte støtte til russiske interesser i Ukraine.

Kinas udenrigsministerium kritiserede USA for at anstifte konflikten ved at skubbe NATO’s grænser mod øst – en fortælling, der stadig er udbredt i en kinesisk diplomatisk, intellektuel og online diskurs.

I det tidlige forår tydede data på, at støtten til Rusland var ret høj blandt internetbrugere i Kina. En online-undersøgelse offentliggjort af Carter Centers US-China Perception Monitor i april 2022 viste for eksempel, at 75 % af de kinesiske respondenter mente, at støtte til Ruslands invasion var i Kinas nationale interesse.

En efterfølgende undersøgelse foretaget af Central European Institute of Asian Studies viste også, at mere end 80 % af de adspurgte havde et positivt syn på Rusland. Ikke desto mindre tydede det på, at det var en overfladisk støtte og ikke nødvendigvis en stærk overbevisning.

En anden undersøgelse foretaget omkring samme periode af China Data Lab ved University of California San Diego viste, at støtten var tættere på 40 %. Her fik respondenterne mulighed for at sige, at de hverken støtter eller modsætter sig Rusland.

På trods af den relative accept af Ruslands fortællinger om konflikten, viste kun 16 % af respondenterne i Carter Center-undersøgelsen, at de var villige til at levere våben til Rusland- respondenterne, man foretrak alene at tilbyde moralsk støtte.

Ovenstående står i kontrast til den amerikanske offentligheds mening. En nylig meningsmåling foretaget af Ipsos viste for eksempel, at 66 % af de amerikanske respondenter støttede levering af våben til Ukraine, og 73 % mente, at USA skulle fortsætte med at gøre det på trods af russiske trusler om at bruge atomvåben.

På trods af Moskvas pressede situation nægter Beijing stadig at give våben eller materiel støtte til den russiske krigsindsats. Iagttagere har derudover bemærket ændringer i kinesiske statsmediers dækning af konflikten på det seneste – med et større indhold af udtalelser fra ukrainske embedsmænd.

I juni flyttede den kinesiske regering tidligere viceudenrigsminister Le Yucheng – som er kendt for at hylde internationalt samarbejdet mellem Rusland og Kina – til et job i Kinas Statsmedier. Analytikere vurderede dette som en bekymring for, at Kina var kommet for tæt på Rusland (selvom beviser for dette er begrænsede).

Vladimir Putins erkendte – i slutningen af ​​september – at Xi Jinping havde rejst “spørgsmål og bekymringer” om invasionen. Derudover har Xi rejst kritik af Moskvas trussel om at bruge atomvåben. Disse hændelser tyder på, at der kan være nogle grænser for Rusland-Kina-partnerskabet overfor Ukraine.

Hvis Moskva bruger atomvåben i Ukraine, vil Beijing utvivlsomt lægge pres på Moskva for at deeskalere, selvom det ikke opgiver sin anti-vestlige position. Ikke alene har Xi nu udtalt to gange, at atomvåben ikke bør bruges i konflikten, men undersøgelser viser også, at der er en stærk modstand mod atomanvendelse i den kinesiske offentlighed. I 2021 mente næsten 90 % af de kinesiske respondenter, at intet land nogensinde skulle bruge atomvåben i krigsførelse.

På et mindre fremtrædende og udtalt niveau har holdninger i Kina en betydelig indflydelse på Putins handlefrihed. Nok er Rusland en af verdens førende militære magter, men økonomisk set er landet en lilleput. Rusland har en økonomi på størrelse med Italien og er på ingen måde en stormagt.

Kilder: Royal United Services Institute og Institute for the Study of War