Med fare for at blive kaldt benægter og brændt på klimabålet, siger jeg det alligevel, for jeg er naturvidenskabsmand af den gamle skole. Som sådan er det min opgave at søge og forsvare sandheden. Mine redskaber er én naturlov og matematikken, der ikke lyver. Her tænker jeg ikke på den højere matematik, men på den helt elementære, den som alle, der har gået i skole, kender. Det er det Arkimediske punkt.

Til sagen: Koncentrationen af atmosfærisk CO₂ stiger. Hvorfor? Spørger vi FNs klimapanel, IPCC, er svaret, at det skyldes menneskers afbrænding af fossile brændsler: kul, olie og gas. Hvis det er forkert, er klimapolitikken forfejlet, og den grønne omstilling er meningsløs.

Det er forkert. Det ville være sandt, hvis den menneskeskabte udledning af CO₂ til atmosfæren var den eneste. Det er den ikke. Hvert år optager planter på land og planteplankton i havet tilsammen omkring 210 GtC (gigaton kulstof). Fotosyntesen frembringer således en stor mængde organisk stof, hvis indhold af kulstof før eller siden vender tilbage til atmosfæren, enten ved respiration (forrådnelse) eller ved afbrænding. Rundt regnet tilføres atmosfæren årligt 200 GtC af naturlige årsager – og 10 GtC, der skyldes menneskers aktiviteter.

At den naturlige kilde er meget større bekræftes indirekte af et bemærkelsesværdigt forsøg i fuld skala. I 2020, under COVID-19 nedlukningen, faldt det globale forbrug af fossile brændsler med syv procent. Et fald af den størrelse ville, hvis kilden var den eneste, give sig til kende i CO₂-koncentrationen. Men den fortsatte med at stige uden det mindste bump på vejen. Forklaringen er, at den naturlige kilde, og ændringen heri, er så stor, at den skjuler virkningen af ændringen i den menneskeskabte kilde.

IPCCs fortælling om CO₂

I IPCCs fortælling om CO₂ i atmosfæren er der ingen naturlig kilde. Dér er kun én kilde, den menneskeskabte. Fortællingen indeholder en anden antagelse, der også er løsrevet fra virkeligheden, nemlig at omkring halvdelen af de 10 GtC per år forbliver i atmosfæren i tusinder af år. Det vil sige, at den menneskeskabte CO₂-udledning hober sig op i atmosfæren. Men for at få de menneske-udledte molekyler til at opholde sig i atmosfæren i tusinder af år, og natur-udledte molekyler kun i få år, må IPCC have opdaget en hidtil ukendt atmosfærisk mekanisme, der er i stand til at bestemme, om molekylet kommer fra menneskers aktiviteter, eller om det er naturligt, og give dem vidt forskellig opholdstid.

Opholdstiden for CO₂ i atmosfæren er fire år. Fotosyntesen fikserer årligt ¼ af atmosfærens indhold af kulstof. Det gælder uanset om CO₂-molekylet kommer fra en naturlig eller en menneskeskabt kilde, for de to molekyler er identiske. At hævde at der sker en menneskeskabt ophobning af CO₂ i atmosfæren er derfor en grov misforståelse. Det er fysisk umuligt.

Det bliver endnu værre, når vi betænker, at fotosyntesen slet ikke indgår i IPCCs fortælling. Det er ellers den, der driver kulstofkredsløbet. Det er slet ikke muligt at forstå det kredsløb uden fotosyntesen. Men det gør ikke indtryk, hverken på IPCC eller de danske klimarealister (klimarealisme.dk), der holder sig til IPCC og hårdnakket hævder, at hele stigningen i atmosfærisk CO₂ fra 280 ppm i 1850 til 420 ppm i 2020, er menneskeskabt.

En ny fortælling om CO₂

For at forklare den ny fortælling tegner jeg kulstofkredsløbet som et netværk af kasser og pile:

Figur 1. Kulstofkredsløbet i GtC per år i 2020. Tallene i kassernes nederste højre hjørne, fx ”5” i kasse 1, er input minus output, der er den hastighed, hvormed kassens beholdning ændrer sig.

Strømmen fra kasse 4 til kasse 2 (100 GtC per år) er den naturlige udledning. Strømmen fra kasse 5 til kasse 1 (10 GtC per år) er den menneskeskabte.

Idéen med netværket er taget fra det dobbelte bogholderi. Det kunne lige så godt være et pengeregnskab. I den slags regnskaber måler man alle strømme og alle beholdningsændringshastigheder for at sikre sig mod underslæb. Men når det drejer sig om regnskaber med grundstoffer, garanterer loven om grundstoffernes bevarelse, at underslæb aldrig forekommer. For hver kasse er der en ligning, der sørger for, at den lov overholdes i alle kasser på samme tid. Det betyder, at vi kan beregne, bestemme, lige så mange ubekendte, som vi har kasser. Dem behøver vi ikke måle.

Vi har fem sammenhørende ligninger, hvoraf vi kan beregne fem ubekendte. Det er de fem røde tal i Figur 1. De grønne tal er dem, vi skal angive for at få de røde beregnet. Det er elementær lineær algebra. Den vigtigste grønne strøm er fotosyntesen, strømmen fra atmosfæren til biosfæren, de førnævnte 210 Gt kulstof per år. Omkring halvdelen heraf er planterespiration, der går tilbage til atmosfæren. Den anden halvdel bliver til plantebiomasse, der med tiden nedbrydes af mikroorganismer. Deraf udspringer den naturlige kilde, der i sagens natur afhænger af temperaturen.

Netværket og balancens matematik forstås hurtigst ved at betragte én kasse ad gangen og konstatere, at loven om massens bevarelse er overholdt. Beholdningsændringshastighed = input –output. Begynd fx med kasse 1: 5 = 205+10 –210. Tag derpå kasse 3: 1 = 210 –105 –104, osv. Bemærk at summen af beholdningsændringshastighederne er nul: 5+1+4 –10 = 0, idet planeten Jorden med særdeles god tilnærmelse er et lukket system med hensyn til kulstof.

Lad os skrue tiden tilbage til dengang, vi udledte forsvindende lidt CO₂. Nogle sætter det til 1750, jeg foreslår 1850. Dengang var kulstofbalancen næsten stationær, dvs. alle beholdninger var næsten konstante. For at balancere netværket behøves herefter kun ét tal, nemlig fotosyntesen i 1850, der er strømmen fra kasse 1, atmosfæren, til kasse 3, biosfæren.

Figur 2. Kulstofkredsløbet i GtC per år i 1850.

At fotosyntesen stiger med stigende CO₂-koncentration er givet. CO₂ er et plante-næringsstof. Som en første ordens tilnærmelse kan vi antage, at fotosyntesen er proportional med CO₂-koncentrationen, dvs. at udbyttekurven er en ret linje (ikke vist), der begynder i koordinatsystemets nulpunkt.

En bedre tilnærmelse fås ved at betænke, at planteforsøg med stigende tilførsler af næringsstoffer viser, at udbyttekurven er krum. Kurven begynder desuden ikke i (C; P) = (0; 0) men i (150; 0), idet fotosyntesen først begynder at virke, når CO₂-koncentrationen er over 150 ppm.

Når denne bedre tilnærmelse tages i regning, kan fotosyntesen i 1850 beregnes til 148 GtC per år, se strømmen fra kasse 1 til kasse 3 i Figur 2.

Mennesker er ansvarlige for 28 procent af CO₂-stigningen

Sammenholdes de to figurer, ses det, at den naturlige udledning er steget fra 74 GtC per år i 1850 til 100 GtC per år i 2020, altså en stigning på 26 GtC per år (fremkaldt af en naturlig stigning i temperaturen). Den menneskeskabte udledning steg fra 0 i 1850 til 10 Gt kulstof per år i 2020. Den menneskeskabte andel af den samlede stigning er derfor 10/36 = 0,28. Afbrænding af fossile brændsler (og cementproduktion) er således ansvarlig for 28 procent af CO₂-stigningen.

Det er langt fra de 100 procent, IPCC holder på. Læg dertil at meget tyder på, at CO₂ spiller en mindre rolle for klimaet, end først antaget. Alt i alt kan vi med god videnskabelig samvittighed hævde, at menneskeskabte udledninger af CO₂ har betydet meget lidt for klimaændringerne, altså stik modsat IPCC, der hævder, at de har betydet det hele, altså at hele CO₂-stigningen, og dermed klimaændringerne, er menneskeskabte. Det er de ikke. De er i hovedsagen naturlige.

Der er noget, der kaldes fagfællebedømmelse. Det går ud på, at fx et tidsskrift lader uafhængige folk – fagligt på niveau med forfatteren – bedømme gyldigheden af det, forfatteren fremfører. Når det drejer sig om tunge videnskabelige artikler, er det svært at finde nogen, der, ulønnet, vil påtage sig den opgave. Men i dette tilfælde må det være let, for alle, der har gået i skole, kan gøre det. Tag det som en udfordring.

Efterskrift og konklusion

De danske klimarealister, der som sagt følger IPCC, er ikke kun rygende uenige med mig, men også med de norske klimarealister, der udgiver tidsskriftet Science of Climate Change (SCC). Siden dets etablering i 2021 har SCC publiceret adskillige fagfællebedømte artikler, der munder ud i samme konklusion: CO₂-stigningen og klimaforandringerne er ikke menneskeskabte. Et eksempel er en artikel af den amerikanske fysiker og meteorolog Dr. Edwin Berry. Et andet er en artikel af den tyske forsker Dr. Hermann Harde, der er blevet tidsskriftets redaktør.

Nærværende analyse hviler på en af mine artikler publiceret af SCC. Der er mange artikler af høj videnskabelig kvalitet. Dertil kommer, at der efterhånden også er andre tidsskrifter, der tør modsige IPCC, men lad det ligge, for sandheden afgøres ikke ved afstemning.

Konklusionen, der står på et Arkimedisk punkt, er: Klimapolitikken er forfejlet. Stigningen i CO₂, og de klimaforandringer vi er vidne til, er ikke menneskeskabte, men i hovedsagen naturlige. Det haster med at få klimapolitikken revideret, inden vi bruger flere ressourcer på at løse et problem, der ikke eksisterer, og efterlader vindmøller og solceller i naturen som skamstøtter over en forfejlet klimapolitik.