I årets budgetaftale har Københavns Kommune afsat næsten fire millioner kroner til en pulje, hvor borgere kan søge om støtte til blandt andet at lave gadehaver i København.
Af Jeppe Caspersen, jeppe@indblik.dk
Det skriver Altinget, som fortæller, at dette projekt skal sætte fokus på “vigtigheden af natur i storbyen”.
Siden 2016 har Østerbro haft ca. 140 frivillige til at vedligeholde disse gadehaver.
Borgerne på Østerbro har tidligere selv skulle finansiere gadehaverne, men nu har Københavns kommune afsat knap 3,5 millioner til at vedligeholde disse gadehaver.
Borgerne kan altså nu selv søge om tilskud til vedligeholdelsen, og samtidig er der afsat omkring 1,5 millioner til medarbejdere, der kan hjælpe borgere og virksomheder med råd og vejledning i forhold til at starte biodiversitetsprojekter op.
Målet med dette tiltag er i sidste ende at skabe bedre levevilkår for dyr og insekter, der lever i Hovedstaden.
Dog mener en ekspert, at det er “stærkt tvivlsomt”, om dette tiltag overhovedet vil have en effekt på biodiversiteten i Hovedstaden.
– Man kan ikke bare plante eller så hvad som helst, og så tro, at det automatisk er helt vildt gavnligt for biodiversiteten, siger Rasmus Ejrnæs, som er seniorforsker på Aarhus universitet ved institut for Bioscience.
– Det er i hvert fald vigtigt, at kommunen holder en stram kontrol med, hvad den vælger at give støtte til. Ellers kan man stå med en masse velmenende, men i sidste ende ubrugelige projekter, tilføjer han.
Rasmus Ejrnæs peger dog samtidig på, at dette tiltag kan være med til at øge borgernes bevidsthed om naturen i byrummet.