Konservative har fået nok: Farvel til Trine Bramsen som minister

Konservative har fået nok: Farvel til Bramsen som minister
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Trine Bramsen (S) egner sig ikke længere som forsvarsminister.

Sådan lyder meldingen fra udenrigsordfører Marcus Knuth og forsvarsordfører Niels Flemming Hansen fra De Konservative i en kommentar i Berlingske.

– Danmark er ganske enkelt ikke tjent med en minister, der tager til vælgermøde på Ærø for at tale om sæler den dag, hvor Kabul falder til Taliban.

– Man skulle nærmest tro, at Trine Bramsen ikke forstår, hvor meget vores danske soldater og civile har ofret i Afghanistan gennem de seneste 20 år, lyder det fra ordførerne.

De efterspørger i kommentaren, hvorfor regeringens støttepartier “stadig holder hånden under Trine Bramsen som forsvarsminister”.

– Vi har i hvert fald fået nok. Danmark fortjener en forsvarsminister, som vi kan stole på, og som står ved sit ansvar.

– Det kan man desværre ikke sige om Trine Bramsen, afsluttes kommentaren.

Mandag sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til B.T., at han håber på konsekvenser for ministeren.

– Jeg håber, at støttepartierne vil drage nogle konsekvenser af det. Jeg er i hvert fald klar, sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Trine Bramsen er kommet under kritik fra oppositionen, efter at B.T. blandt andet har afsløret, at hun har brugt Forsvarets fartøj som transportmiddel til Ærø.

Det stemplede professor i forvaltningsret Sten Bønsing, Aalborg Universitet, som ulovligt i et interview med B.T.

Forsvarsministeren har i et skriftligt svar fastholdt, at hun var på besøg hos Marinehjemmeværnet i embeds medfør.

Turen til Ærø har også vakt kritik, da den fandt sted, samtidig med at Afghanistans hovedstad, Kabul, blev overtaget af Taliban.

TV 2 har kunnet fortælle, at Bramsen ankom til Ærø på samme tidspunkt, som nyheden om Kabuls fald nåede de danske medier. På trods af nyheden blev ministeren dog på Ærø og gennemførte sit besøg.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?