[vc_row][vc_column][vc_column_text]“Det virker ikke fagligt logisk at insistere på at teste så massivt”, lyder kritikken af regeringens testindsats, som ifølge Justitsministeriet koster op mod 100 millioner om dagen.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Regeringens massive testindsats koster ved fuld kapacitet med 700.000 daglige test et sted mellem 50 og 100 millioner kroner om dagen.
Det vurderer Justitsministeriet i et groft skøn, som Indblik har indhentet, og som siden har været beskrevet i en lang række andre danske medier.
– Hvis en test i gennemsnit koster mellem 100 til 200 kroner., kan det groft skønnes, at testindsatsen koster mellem 50 og 100 millioner kroner om dagen, hvis den samlede testkapacitet udnyttes fuldt ud, lyder det således fra ministeriets presseafdeling i et skriftligt svar til Indblik.
Selv tilføjer Justitsministeriet, der er ansvarlig for testindsatsen, at denne er “et afgørende redskab i genåbningen af Danmark”.
– Uden testindsatsen ville vi løbe en større risiko for at måtte lukke ned igen, fordi vi ikke vil have det samme overblik over smitteudviklingen. Og det kunne blive rigtig dyrt. Der vil naturligvis ske løbende justeringer af testindsatsen, som vil påvirke omkostningerne, lyder det fra ministeriet.
Tænketank: “Det virker ikke fagligt logisk at insistere på at teste så massivt”
Selvom Justitsministeriet selv mener, at testindsatsen er pengene værd, har udmeldingen om de massive udgifter dog skabt stor debat.
Således lyder der også kritik fra Jonas Herby, der er specialkonsulent i tænketanken Cepos.
Han har under bl.a. lavet en analyse af forskningslitteraturen om nedlukning, tvangsindgreb og effekten på borgernes adfærd under coronaviruspandemien.
Jonas Herby stiller sig uforstående overfor regeringens massive testindsats.
– Det er 1,5 til 3 milliarder kroner om måneden i en periode, hvor vi har meget få indlagte, meget lav smitte og kigger ind i en periode, hvor vi sidste år var mere åbne, testede mindre og stadig havde faldende smittetal. Og dengang havde vi hverken vacciner eller nogen betydelig immunitet.
– Tommelfingerreglen i sundhedssektoren er, at man kun anvender medicin, hvor man vinder mindst et kvalitetsjusteret leveår pr. 0,5 til 1 millioner kroner., man anvender.
– Hvis testindsatsen skal stå mål med prioriteringen i resten af sundhedssektoren, skal man redde i omegnen af 230 til 923 liv. Om måneden. Det virker overhovedet ikke realistisk, lyder kritikken fra Jonas Herby.
Justitsministeriet skriver i sit svar om testindsatsen, at udgifterne til test skal ses i forhold til udgifter ved en evt. fortsat nedlukning af samfundet.
Her anerkender Jonas Herby, at nedlukningen sandsynligvis er langt dyrere og indgribende end teststrategien.
– Så hvis 700.000 daglige tests er det, der skal til, for at børn kan komme i skole osv., så ville jeg slå til.
– Men sidste sommer testede vi ca. 15.000 om dagen og havde ikke engang ét COVID-19-dødsfald om dagen. Det virker ikke fagligt logisk at insistere på at teste så massivt, men politik er jo også meget andet end det rent faglige, siger han.
Indblik arbejder på at få en kommentar fra Justitsministeriet.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]