“Alt i alt er kulturpolitikkens område måske den bedste anskuelse af, hvad der sker, når velfærdsstatens politiske omfordelingsdynamik drives tilstrækkeligt langt ud”, skriver Henrik Christoffersen i denne gennemgang af dansk kulturpolitiks udvikling fra Kulturministeriets oprettelse i 1961.

Af Henrik Christoffersen, redaktion@indblik.dk 

I Danmark har vi gennem de seneste seks årtier haft et separat nationalt politikområde, som vi betegner kulturpolitik. Gennem denne efterhånden lange periode har det forandret sig fundamentalt, hvad politikområdets rationale går ud på. 

Kulturministeriet blev oprettet af en S-R-regering i 1961 med socialdemokraten Julius Bomholt som minister og ideologisk drivkraft. Han var drevet af, at han så finkultur i teatre, museer og koncertsale som et borgerligt anliggende for en elite i samfundet. Det ville han lave om på ved at bringe kulturen ud til folket. 

Introduktionen af en udtrykkelig kulturpolitik var hermed også et gennembrud for en fordelingspolitisk tilgang på dette felt. Det foregik som en udløber oven på de markante omfordelingsreformer inden for det sociale område, folkeskolen mv., som blev sat i gang i sidste del af 1950’erne. Her var det grundlovsrevisionen i 1953 med  fjernelsen af Landstinget og åbningen for det simple vælgerflertals ubegrænsede magt, som gav plads til den mere aggressive omfordeling.

Et nyt, rindalistisk rationale: Kultur på folkets egne præmisser

Siden 1961 har dansk kulturpolitik fundamentalt fået ændret rationale. Hvor folket som udgangspunkt skulle gives adgang til elitens ellers eksklusive kultur, så er det siden da i stadig stigende omfang kommet til at handle om at udvikle velfærdsstatens kulturtilbud på folkets egne præmisser.  

Som lagerforvalter Rindal gjorde klart opmærksom på allerede i 1965, så brød den arbejdende befolkning sig ikke voldsomt om elitens kulturelle former.

Såfremt offentlige kulturtilbud ikke tiltrækker et publikum, som i socioøkonomisk, etnisk, aldersmæssig, kønsmæssig, seksuel og al anden henseende afspejler den samlede befolkning fuldstændigt, så påhviler det derfor efterhånden  uundgåeligt de pågældende tilbud at rette op. Samtidig er antallet af besøgende eller brugere blevet afgørende. Nationalmuseets hovedattraktioner er følgelig nu en kedsomhedsknap til alle de, som lokkes ind på museet uden interesse for museets museumstilbud, og sørøverhistorier om gæve vikinger, der nu tilsyneladende træder frem i lyslevende skikkelse. Til gengæld er Solvognen gemt væk i et mistrøstigt fjernt hjørne. Eneste redning her er private fonde, for velfærdsstatens kulturpolitikere er over alle bjerge. 

Det hellige armslængdeprincip, der ikke respekteres

I princippet har det siden Kulturministeriets oprettelse været et helligt princip i kulturpolitikken, at kulturlivet skal sikres en egen integritet. Der gælder det såkaldte armslængdeprincip. Det stadig mere aggressive politiske krav til kulturinstitutionerne om omfordeling via deres kulturtilbud har imidlertid i realiteten indebåret en stadig mere detaljeret centralstyring af danske offentligt finansierede kulturtilbud via puljer, resultatkontrakter, målstyring, kvalitetsrapportering, normer og standarder og mange andre redskaber. Hertil kommer, at cheferne for de største kulturinstitutioner stort set alle har status af at være statslige embedsmænd, som mere eller mindre direkte refererer til den siddende kulturminister, så kommandovejen er også præget af disse relationer.

Hovedparten af de væsentlige danske kulturinstitutioner befinder sig hermed i en intrikat position midt mellem den i princippet frie egenråden på den ene side og den detaljerede politiske styring på den anden side. Det forekommer i praksis at være en ganske flydende position, som nemt ændres ved regeringsskifte, men måske nok så tydeligt ved personudskiftning på kulturministerposten. Kulturpolitik rangerer lavest af alle politikområder i Folketinget, så de siddende ministre kan også have stort råderum uden stærke kulturpolitikere i haserne.

Såfremt armslængdeprincippet blev respekteret som det oprindeligt var tænkt, ville behovet for løbende kulturpolitiske beslutninger være meget begrænset. Folketinget har for længst fastlagt de principielle rammer og etableret de organisatoriske og institutionelle strukturer, som er påkrævet. 

Der afsættes stort det samme beløb til kulturformål på finansloven år for år, så behovet for at disponere budgetudvidelser findes stort set ikke, og kulturens folk klarer selv de konkrete dispositioner om ressourcetildeling osv. 

Det ville give kulturaktørerne fred til at arbejde mere langsigtet og dermed til at få skabt mere perspektiv i arbejdet, såfremt Folketinget eksempelvis begrænsede sig til alene at bryde arbejdsroen en enkelt gang i en valgperiode med nye beslutninger.

Det har vist sig, at dette forekommer aldeles uacceptabelt for de siddende kulturministre og for Folketingets kulturpolitikere. Kulturpolitikere er politikere, og politikere vinder vælgere ved at demonstrere, at de træffer beslutninger og tildeler stadig flere goder til deres vælgere. 

Kulturpolitikernes falske melodi

Kunsten for politikerne er så med uforandret budget at fratage tilbud fra færre vælgere end de bevilger nye tilbud til. Det er en kunst, som unægteligt påkalder mindelser om tryllekunst. Det gælder om, at publikum ikke gennemskuer de benyttede tricks.

Nu er det kulturpolitiske område ikke særlig stort. De siddende kulturministre har kun et begrænset antal betydende bevillingsmodtagere at dræne for bevillinger, når der skal skaffes penge til politiske nytiltag. De store institutionelle modtagere af bevillinger er Det kgl. Teater, Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Kunstakademiet. Hertil kommer Danmarks Radio foruden kunststøtte. 

Disse sidste områder har også været søgt bragt ind i budgetreduktioner, men her har den politiske og interessemæssige modstand vist sig for stærk. Senest har den nu siddende regering eksempelvis tilbagerullet budgetreduktion i forhold til Danmarks Radio på grund af Danmarks Radios effektive interessevaretagelse og modstandskamp.

Hermed er det reelt et lille antal betydende kulturinstitutioner, som har lagt ryg til kulturpolitikkens behov for at kunne beslutte stadige nye bevillinger. Det er den del af kulturpolitikken, som retter sig til alle, som drænes til fordel for kulturtiltag for bestemte grupper. Nationalmuseet er hovedansvarlig for vores fælles historie, Det Kgl. Teater varetager danskernes arv fra Holberg og Bournonville og Statens Museum for Kunst står for en samlet præsentation og bevaring af vores fælles visuelle arv. 

Dræningen af disse aktiviteter til fordel for mere partikulære aktiviteter er en politisk strategi nødvendiggjort af den politiske logik, som følger af behovet for stadige køb af stemmer. Strategien er imidlertid kun farbar, såfremt de politiske omkostninger ved at dræne kulturtilbud for den hele befolkning er lavere end de politiske gevinster ved at dele gode ud til et skønsomt udvalg af særligt interessante særgrupper. 

Metoden til at opnå dette er at benægte konsekvenser af at dræne de basale kulturtilbud til hele befolkningen. Postulatet er i stedet, at der løbende foretages effektiviseringer. Færre sangere i kor, mere kammermusik frem for symfonier, skuespil med færre roller osv. Kulturpolitikere er bundet til den falske melodi om, at dette ikke mærkes.

Den indbyggede udfordring i blot at opretholde status quo

Dilemmaet understreges af en effekt, som blandt økonomer går under betegnelsen Baumols disease. Kulturens offentligt ansatte medarbejdere har reelt vanskeligt ved at præstere produktivitetsforbedringer. Der skal indgå fire musikere i en kvartet og en strygekvartet tager den tid den tager at indøve og afspille. 

Musikerne kan optræde i stadig større arenaer, men så samles al levende musik i sidste ende i hovedstadens idrætspark. 

På trods af fraværet af reel produktivitetsøgning så er det normen, at de offentligt ansatte på kulturområdet skal oppebære samme lønudvikling som de private ansatte, der får lønfremgang, når de øger produktiviteten. 

Konsekvensen er, at disse præmisser logisk indebærer, at der skal et stadig større skattetryk til at fastholde reel status quo. Det er også denne lumske logik som ligger bag, at den nu siddende regerings forslag til en velfærdslov for hele det offentlige velfærdsområde ikke har nogen gang på jord.

Når strategien i velfærdsstatens kulturpolitik ikke har fremkaldt fatale reaktioner fra offentligheden, skyldes det vist flere ting. Kultur er nok en positiv aktivitet, men også det offentlige aktivitetsområde, som først udpeges, såfremt befolkningen skal pege på besparelsesmuligheder. 

Kulturpolitikkens fremtid

Nok så afgørende er det imidlertid, at kulturområdet gennem det seneste årti har modtaget stadig større støttemidler fra private fonde. Hvor de samlede offentlige støttemidler er forblevet uforandrede gennem denne periode, er fondsmidlerne blevet øget med 20 procent. Det er altså i denne henseende private fonde, som indirekte understøtter velfærdsstatens økonomiske udhuling af den basale fælles kultur.

Alt i alt er kulturpolitikkens område måske den bedste anskuelse af, hvad der sker, når velfærdsstatens politiske omfordelingsdynamik drives tilstrækkeligt langt ud. Der følger betydende velfærdstab med sådan en ekstrem statslig omfordeling. Måske er velfærdstabet endda blevet så stort, at det også overstiger de gevinster, som borgere vil opnå ved, at netop deres personlige interesseområder bliver tilgodeset gennem partikulære tilbud. 

Under alle omstændigheder er velfærdsstatens politiske system ikke i stand til at forholde sig til dette dilemma. Politikere er jo bundet til rationalet om nødvendigheden af stadige stemmekøb, også selv om der samlet set ikke bliver flere penge at dele ud.

Paradoksalt nok er det en ren markedslogik, som har ædt sig ind i velfærdsstatens politik. En logik for markedet for stemmer. 

Fortsætter udviklingen som den er foregået det seneste årti, så ligger det måske eneste håb om frelse for denne pervertering af politik i de private markedsagenters løbende overtagelse af kulturområdet. 

Spørgsmålet er så, om de omfordelende kulturpolitikere har modtræk mod denne trussel mod velfærdsstatens velfærdsforringende omfordelingspolitik på kulturområdet. Det er ikke utænkeligt at dette faktisk vil være tilfældet. 

Med beskatningsredskabet har velfærdsstaten jo et vældig brutalt redskab til at presse de private kulturstøttende fonde til at makke ret. Vi har allerede set dette redskab taget i anvendelse i flere omgange som realitet eller som trussel, og vi ser tegn på, at fonde gør sig tiltagende umage for at fremstå i overensstemmelse med velfærdsstatens skattefinansierede bestræbelser. Det er i sandhed et svimlende perspektiv. 

I 1970’erne stod der en voldsom strid om det såkaldte økonomiske demokrati, ØD. Virksomhederne skulle gradvis overgå til et kollektivt ejerskab. Tænk såfremt det seneste halve århundrede aldeles har gjort dette perspektiv irrelevant. 

Det er trods alt mere elegant at fremkalde en situation, hvor de som udgangspunkt private virksomheder selv handler netop som velfærdsstaten selv ville have handlet, såfremt den havde kunnet, frem for at handle virksomhedsøkonomisk fornuftigt.