“Jeg er sikker på, at vælgerne savner os”, lyder det fra Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh i en kommentar til Indblik.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
I en ny meningsmåling ligger Liberal Alliance under spærregrænsen med en vælgeropbakning på kun 1,8 procent. Tager man meningsmålingen for gode varer, ville partiet altså ryge ud af Folketinget, hvis der var valg i morgen.
Nu kommenterer Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh den dårlige meningsmåling overfor Indblik.
Han mener selv, at en del af forklaringen er hans egen sygemelding med stress for et par måneder siden.
Og selvom Vanopslagh så småt er ved at vende tilbage til arbejdet, og bl.a. gjorde sig bemærket ved tirsdagens partilederdebat i Folketinget, er han endnu ikke tilbage på fuld tryk, siger han.
– Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende for os, at vi i en måling ligger under spærregrænsen. Heldigvis ser det bedre ud i andre målinger.
– Men faktum er desværre, at vi en periode er faldet lidt tilbage, efter at vi i slutningen af 2020 havde rundet et gennemsnit i målingerne på 3 procent, siger Alex Vanopslagh og fortsætter:
– Forklaringen er desværre også ligetil: Jeg har på grund af stress været markant mindre synlig i flere måneder nu, og trods meget dygtige og ihærdige kolleger i folketingsgruppen, så kan det mærkes, når partiets leder går under radaren i en række store debatter i samfundet.
På længere sigt er Alex Vanopslagh dog fortrøstningsfuld, siger han og fortæller, at han tror på et comeback til Liberal Alliance.
– Der er åbenlyst brug for et klart liberalt parti, hvor hyldesten af frihed og ansvar sammen med en klar værdikamp og vedvarende systemkritik er nøgleord.
– Jeg er sikker på, at vælgerne savner os, de skal bare opdage det i større omfang. Andre partier kan vokse på at mene så lidt som muligt. LA vil vokse igen i takt med, at vi hæver den liberale fane endnu højere, siger han til Indblik.