Lars Boje i udspekuleret politisk drilleri: Snupper domæne med Socialdemokratiets store reformslogan

PR-foto

Forleden begyndte lanceringen af Socialdemokratiets nye reformudspil, men Nye Borgerliges folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen kan potentielt have skabt knas i maskineriet for socialdemokraterne.

Af Philip Friis, philip@indblik.dk

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet gik tilbage i 2019 til valg på nogle forskellige punkter og valgløfter, og har løbende offentliggjort reformudspil i forlængelse heraf.

Blandt andet er der tidligere blevet præsenteret et reformudspil, der indeholdt Arne-pensionen, som senere i vinteren 2020 blev stemt igennem i Folketinget af et flertal bestående af næsten alle røde partiet samt Dansk Folkeparti, oplyser Folketingets hjemmeside.

Nu er det så igen blevet tid til, at Mette Frederiksen og co. lancerer deres nyeste reformudspil, og socialdemokratiets nyeste reformudspil har overskriften ”Danmark kan mere” efterfulgt af romertallet ”I”, der må forstås som, at dette blot er det første udspil af slagsen. 

Men denne gang har en politiker været hurtig til måske at skabe lidt knas i maskineriet hos Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet bruger mange penge på annoncer

Når man lancerer et reformudspil, bruges der mange penge på annoncering, og dette er ikke en undtagelse for Socialdemokratiets nyeste udspil.

De har for eksempel lavet en annoncevideo med Mette Frederiksen, hvor der alene på Facebook er blevet brugt 30.000 kroner på at promovere videoen, skriver Aarhus Lokalavisen.

For at gøre lanceringer af reformudspil og andet endnu mere optimal, benytter man sig i politik dog også af andre teknikker.

Det er blandt andet en velkendt teknik at købe et internetdomæne, der er nemmere at huske, som så kan videresende internetbrugere til den rigtige hjemmeside. 

Dette får Socialdemokratiet dog ikke mulighed med deres nyeste udspil, for der er de blevet taget på sengen af Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen.

Lars Boje har købt danmarkkanmere.dk foran næsen på Socialdemokratiet

Det var en Twitter-bruger, der først tweetede om Nye Borgerlige-profilens narrestreg, og det fremgår endvidere af tweetet, at det var på samme dag – som Socialdemokratiet lancerede deres nye reformudspil – at Boje Mathiesen købte internetdomænet.

I et svar til det oprindelige tweet skriver Boje Mathiesen blot ”Oh well…” og det kan derfor kun betyde, at det er ham, der står bag den smarte detalje.

Dette bliver yderligere bekræftet i Aarhus Lokalavis, hvor Boje Mathiesen forklarer, at det var en mærkelig indstuderet kunstpause i videoen med Mette Frederiksen, der fik ham til at gå ind og købe domænet med det samme.

Folketingsmedlemmet for Nye Borgerlige er næsten ikke i tvivl om, at en hjemmeside med domænet ville være et af regeringens næste skridt i forbindelse med lanceringen af reformudspillet.

Men om dette er tilfældet eller ej, så afslutter Lars Boje Mathiesen med at sige, at en ekstra fin detalje er, at han nu vil bruge domænet selv, til i stedet at fremlægge Nye Borgerliges politik.

– Hvis det her er et udtryk for, at jeg også denne gang er lidt hurtigere end regeringen, så tager jeg da gerne den på min kappe, siger han til lokalavisen.

Boje runder af med at sige, at Socialdemokratiet kan få domænet tilbage på to måder: enten kan de afskaffe registreringsafgiften på biler, eller også kan de betale 250.000 kroner fra deres egen partikasse, og så vil han bruge de penge på at holde “en kæmpe fest for frihedselskende mennesker i Danmark”.

[adning id="17957"]

Fik du læst?