Det er verdens bedst skjulte sandhed, at atomkraft er vejen frem, hvis man ønsker en CO2-neutral energikilde, skriver Philip Friis i dette debatindlæg.

Af Philip Friis, lokalformand, Nye Borgerliges Ungdom Nordsjælland

Men er en ny EU-rapport på emnet måske et vendepunkt samt en øjenåbner, for dem der har fortiet sandheden indtil nu?

EU-rapporten fremlægger kort sagt, at ”atomkraft skader hverken mennesker eller miljøet mere end andre energiformer”, og kunne således måske f.eks. være en øjenåbner for dem, der i skoletiden står foran Christiansborg hver fredag – hvor de med deres skilte opfølger med slagord som: “Drop olien, Dan!” eller andre variationer af universelle problematikker, som alle (læs: de fleste) nok inderst inde godt er klar over, ikke er de mest rene energiløsninger, både ift. morale og miljø. 

Men hvad er alternativet?

Det føles måske bare en anelse hult at blive blæst ørene fulde af forjættede feberfortællinger, der beretter om, hvordan vind- og solenergi er løsningen på verdens overforbrug af fossile brændsler. 

Vi bliver præsenteret for lagrings-løsninger, der er mere beskidte i længden (pga. bl.a. udvinding af tungmetaller m.m.), end de energikilder, der prøves at erstatte – om det er olie, gas eller kul. Og problemet, med at vinden ikke lige blæser nok til, at strømmen går i plus hver eneste dag, samt solen – der i Danmarks tilfælde nok nærmere er undtagelsen end selve reglen – ikke lige skinner hver eneste dag, er der heller ikke lige fundet en varig løsning på endnu.

Måske fordi vejret og Moder Natur ikke kan kontrolleres – men det vil jeg nødig gøre mig klog på i åbent forum af frygt for at skabe mere klimaangst…

Det er i mange tilfælde beundringsværdigt at se unge mennesker gå på gaden, for at udnytte deres demokratiske rettigheder til at kæmpe for en sag, de tror på. 

Men det må også forlanges, at det ikke blot bliver til en hønsegård, hvor det altoverskyggende problem forvandles til dogmer og oneliners, uden en egentlig realistisk, understøttende plan udover en masse hvid støj. 

Og en samtidig holdbar plan der ikke tager udgangspunkt i at kræve, at Hr. og Fru Danmark skal foretage enorme livsstilsændringer fra den ene dag til den anden.

Dogmerne er desværre blevet udnyttet fra politisk hold igennem de seneste år. Det samme var pudsigt nok også tilfældet for modstanden mod atomkraft tilbage i 80’erne. 

Med dette i mente kan det med rette postuleres, at folketingsbeslutningen fra 1985 – der medførte at atomkraft ikke måtte indgå i den offentlige energiplanlægning – direkte har medført den klimaløsning, vi har i dag. Dén klimaløsning der i dag kæmpes imod fra de selvsamme fronter, der har medvirket til dens ophav.

Havde de populistiske partier tilbage i 1985 nu ikke gennemført folketingsbeslutningsforslaget, så havde vi med højst sandsynlighed været de nutidige klimascenarier foruden. 

Ingen elever havde følt sig nødsagede til at gå på gaden med hjemmelavede skilte i skoletiden. Ydermere ville vi have kunnet fokusere på andre politiske problemstillinger, da ingen populistiske partier ville have kapret den politiske dagsorden med klima som galionsfigur, idet at klimaet slet ikke ville have været en bekymring; vi ville nemlig have været kørende på en endnu billigere, grøn, CO2-neutral energikilde; nemlig atomkraft.

Det er dog altid nemt at være vis i bagklogskabens klare lys… men at det så er et faktum, at de selvsamme partier fortsat fører hetz mod atomkraft med skyklapper på, kan udlede nogle spekulative hypoteser om kognitiv dissonans. 

F.eks. bærer Signe Munk (Folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti og partiets næstformand, red.) fornemt fanen videre fra hendes klimapolitiske forgænger fra selvsamme parti, Margrete Auken – selve hovedfremsætteren af det beslutningsforslag der forbød atomkraft tilbage i 1985 – idet at Munk i et nyligt Facebook-opslag på forhånd afskriver atomkraft allerede inden en sjælden debat om emnet i folketingssalen. 

Det er ikke just fortrøstningsfuld læsning, når argumentationen fra en folketingspolitiker mod atomkraft bygger på forældede påstande med rod i et irrationelt stigma uden faktuelt belæg blandet med – hvad man må formode er – manglende vilje til rent faktisk at sætte sig ind i emnets moderne form.

Men forhåbentlig kan denne EU-rapport rette op på dette.