Manglende opgør om identitetspolitik efterlader dansk politik i et radikalt vakuum.

Samlingen af en SMV-regering vækker disse dage kritik, særligt i Venstres bagland. Regeringen skal være født i pragmatik - men at ”mødes på midten” er ikke nødvendigvis den rette vej frem, hvis man vil adressere de udfordringer, der fylder i debatten og driver i særdeleshed yderfløjenes vælgere.
Woke culture and socially conscious or consciousness awareness of society and identity politics or being aware of equal justice as a brain awakening with 3D illustration elements.
Hør artikel

Det var en påfaldende stilhed i debatten om identitetspolitik, der sænkede sig over valgkampen i november. Påfaldende, fordi emnet var blandt de vægtigste i sidste regeringsperiode, undtagen selvfølgelig covid-nedlukningerne og krigen i Ukraine. Emner som køns- og raceaktivisme har fyldt debatspalterne i årevis med kampagner som Metoo og Cancel Culture, og bevægelser som Black Lives Matter eller LGBT-bevægelsen. En debat, der har afstedkommet en række særdeles vidtgående lovændringer i Danmark.

Et udeblivende opgør om disse strømninger under Woke-bevægelsens kulturrevolutionære paroler betyder imidlertid, at den ny regering kan risikere at stå uden sigte for den brede befolknings position i spørgsmålet. Meget tyder på, at danskere flest ikke ligefrem er positivt stemt overfor den moderne identitetspolitik.

Af regeringsgrundlaget fremgår da under punktet Ligestilling heller ikke nogen nævneværdige ændringer til den hidtidige linje, ligesom et borgerligt aftryk på linjen er godt gjort at spore.

Et radikalt samlingsprojekt uden Radikale?

Det vakte opsigt, da Radikale Venstre kort inden regeringsdannelsen forlod forhandlingerne. Særligt henset partiets midterposition på den traditionelle, pengepolitiske akse og dets yderliggående, woke-venlige position på den identitære akse, er det interessant, at Radikale ikke er med i regeringen.

Socialdemokratiet har hidtil i grove træk føjet i særdeleshed nyfeministiske paroler, men enkelte emner omkring woke-bevægelsen har dog afstedkommet ballade i baglandet.

Den ny regeringssammensætning tilbyder akkurat det politiske miljø, som – ligesom hos Radikale Venstre – tillader endda særdeles vidtgående udsving på den identitetspolitiske akse. Som eksempel kan vises til det radikale europaparlamentsmedlem, Karen Melchior, der både har kaldt mænd bredt for ”rovdyr” og truet en holdningsmodstander på sit arbejdsforhold. Dét endda uden at blive kritiseret det mindste fra sit partis side.

En mangel på stillingtagen på den identitetspolitiske akse kan blive særdeles problematisk, og fra Tyskland udtrykker Die Welts chefredaktør, Ulf Porschardt, bekymring. Han har bange anelser for den ny regering, som han sammenligner med Angela Merkels koalitionslederskab, og vækker lignelser til Weimarrepublikken:

”Tyske borgerlige, der i forvejen hælder til en vis bekvemmelighed, blev under Merkels store koalitioner decideret reformsky, magelige og en smule selvglade. Man havde en fornemmelse af at man gjorde alt rigtigt og kom igennem en række kriser”, siger han til Berlingske.

Et socialministerium med lig i baghaven

Pernille Rosenkrantz-Theil overtager en særdeles problematisk position i den magtfulde stilling som socialminister. Hendes forgænger, Astrid Krag, blev voldsomt kritiseret for at tilskrive sig feministiske paroler, da hun under en kæmpe udbygning af partnervoldsområdet insisterede på fortsat at ekskludere mandlige partnervoldsofre. Også Familieretshuset har bragt skandaløse tilstande til ministerens bord, hidtil uden reaktion. I Familieretshuset foregår nemlig stadig samværschikane, til trods for at man fra politisk hold flere gange har forsøgt at gøre op med det.

At den ny ligestillingsminister, Marie Bjerre, under ministeroverdragelsen i Ligestillingsministeriet talte om, at ligestilling også skal være for drenge og mænd – til afgående minister Trine Bramsens tydelige utilfredshed – kan dog være en indikation om nye takter i ministeriet.

Men ligestillingsministeren får uanset det svært ved at gennemføre realpolitiske ændringer uden sine ministerkollegaer i uddannelses- og i særdeleshed socialministeriet. Særligt for sidstnævntes vedkommende må man forvente modstand, da Astrid Krags ministerstol nu er indtaget af Pernille Rosenkrantz-Theil, der ligesom Astrid Krag er feminist.

Om Rosenkrantz-Theil er i stand til at slå en ny og mere pragmatisk linje an, vil vise sig.

Hvis den ny regering skal gøre sig forhåbninger om at bygge broer og mødes på midten, vil det være afgørende, at den er i stand til at forlade den hidtidige linje med woke-venlig kulturradikalisme – herunder for eksempel i forhold til spørgsmålet om kønsskifte af børn, revurdering af samtykkeloven som vækker alvorlig kritik, kønskvoter, spørgsmålet om hvorvidt mandlige partnervoldsofre også skal have ret til hjælp og meget, meget mere:

Hvis regeringen vil være for folk flest, må den forlade woke-bevægelsen, feminisme, Black Lives Matter, metoo og transaktivisme.

Dét vil i tillæg sandsynligvis være en fordelagtig manøvre for alle involverede partier:

Socialdemokratiet kan drage fordel af at tage stilling i et spørgsmål, som ellers er potentielt kompromitterende for det gamle arbejderpartis identitet, uden at tabe alverden til et segment, der alligevel er uimponeret over partiets kompromisser i særligt indvandrerpolitiske spørgsmål. Venstre og Moderaterne kan vinde position som borgerlige partier, ved at fastslå sig som forankrede i liberale grundprincipper som ligeværd, og altså således i uenighed med identitetspolitiske principper om særrettigheder alt efter hvilken hudfarve, hvilket køn eller hvilken seksualitet, borgere har.

 

 

 

 

 

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?