“Vi skal være rigtig glade for, at sundhedsvæsenet er udviklet ud fra evidens og et forsigtighedsprincip, om man vil. Men at hele systemet er risikoaverst, er ikke nyttigt i forsøget på at skabe bedre sundhed for borgerne”, skriver senior partner i Nordic Healthcare Group Martin Hornstrup i dette debatindlæg.

Af Martin Hornstrup, Senior Partner i Nordic Healthcare Group

Hver gang jeg hører kravet om sundhedsreform, så tænker jeg altid på ordsproget “culture eats structure for breakfast”. Enhver der har været i sundhedsvæsenet ved, hvad jeg taler om. Er der behov for en ny sundhedsreform? Ja, det kan der godt være, men man skal bare være opmærksom på at organisationsændringer ikke i sig selv løser noget som helst. Det er mennesker, der kan skabe forandringerne. Og i sundhedsvæsenets tilfælde sker der ingenting, hvis ikke man anerkender, at det er sundhedspersonalet, der skal drive processen. Med andre ord: det skal give mening.

Vi mangler ikke løsninger – vi mangler retning

Det vigtigste med en reform er i virkeligheden at sætte retning. Sundhedsvæsenet er komplekst, og der er mange målsætninger, man forfølger. Men for at sikre, at vi ikke modarbejder hinanden i vores iver for at skabe et bedre sundhedsvæsen, så arbejder vi selv i Nordic Healthcare Group med følgende simple leveregel.

En forandring i sundhedsvæsenet skal forbedre mindst én (og gerne flere) af følge 5 faktorer – vel at mærke uden at forringe de andre. 

– Omkostningseffektivitet

– Klinisk kvalitet

– Patientoplevelsen

– Rekruttering 

– Klima

Det er en simpel leveregel og den sikrer, at værdien af et projekt og en ændring rammer rigtigt.

Hvad nu, hvis vi gør det vi ved der virker?

Der er rigtig megen fokus på den perfekte løsning. Der bliver brugt rigtig megen tid på det. Men det bliver sjældent til et fremskridt i dagligdagen. Sagt på en anden måde, at alle de ressourcer der lægges i det perfekte IT system, den perfekte strategi, den perfekte kliniske løsning , den perfekte styringsreform osv. fjerner alt andet lige ressourcer fra at implementere eksisterende kendte løsninger. Og – hvad værre er – den perfekte løsning er altid ”om nogle år”.  

Hvad nu hvis vi sagde, at der er forsknings- og udviklingsstop i to år og så implementerede det, vi ved der virker?

Nej, selvfølgelig skal vi ikke droppe forskning. Men er alle ressourcer brugt på forskning lige relevante? Og nej, vi skal ikke droppe alle nye projektideer. Men er alle nye projektideer lige relevante? 

Selvfølgelig er de ikke det. Og der er brug for at have fokus på forsknings- og projektmageriet. Hvad nu, hvis vi bare tog 10 procent af de ressourcer, der bruges på forskning og udviklingsprojekter, og så gik i gang med at implementere eksisterende kendte løsninger. Jeg nævner i flæng: 

– Dagkirurgi som standard (der skal være en særskilt grund til at indlægge)

– Systematisk arbejdstidsplanlægning (forbedret brug af medarbejderressourcer)

– Systematisk patientinventering (reducerer liggetid og sengebehov)

– Behovsbestemte ambulatorieforløb

– Diagnostik i front – reducerer behov for sygehusbesøg

– Polyfarmaci 

Pointen med alle disse løsninger er, at de kan implementeres overalt og i passende bidder, således at det ikke bliver alt eller intet. Mange steder er man allerede rigtig langt, men der stor værdi i at fokusere landsdækkende på at nå i mål med løsningerne. 

Sundhedsvæsenet er per definition risikoavers – der må godt være lidt mere risikovillighed

Vi skal være rigtig glade for, at sundhedsvæsenet er udviklet ud fra evidens og et forsigtighedsprincip, om man vil. Men at hele systemet er risikoaverst, er ikke nyttigt i forsøget på at skabe bedre sundhed for borgerne. 

Systemet kommer således ofte til at spænde ben for sig selv: 

– Etårige budgetter giver sikkerhed – men skaber også træghed i investering i nye løsninger

– Nationale kliniske retningslinjer er godt –men skaber træghed i forhold til mere behovsbestemt behandling

– Systemet accepterer dataunderstøttede beslutninger – men vi må ikke dele data

– Incitamenter er godt – men de nuværende strukturer står i vejen for samarbejde (suboptimering)

Jeg taler ikke for at fjerne alle rammer. Slet ikke. Men vi skal have en åben dialog om, hvornår rammerne er relevante, og hvornår de står i vejen. 

Derfor: Så længe en sundhedsreform også fokuserer på at skabe de rette rammer og retning for sundhedsvæsnet, så klinikken har mulighed for at løse opgaven på en endnu bedre måde, så byder jeg den velkommen.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.