Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Tidligere undervisningsminister Merete Riisager kommer her med sine tre bedste boganbefalinger til Indbliks læsere. Der er både en hårdtslående amerikansk debatbog, en fremragende roman af Carsten Jensen og erindringer fra Herbert Pundik på menuen. God læselyst!
Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk
Hos Indblik holder vi af gode læseoplevelser. Derfor vil vi som noget nyt begynde en serie med boganbefalinger, så du og andre kan blive peget i retning af bøger, der giver gode læsestunder og stof til eftertanke.
Konceptet for vores serie af boganbefalinger er simpelt: Vi får en interessant person til at komme med korte, skarpe anbefalinger af bøger, som du bør overveje at skrive på læselisten.
I denne første omgang med boganbefalinger er det tidligere undervisningsminister og folketingsmedlem for Liberal Alliance, Merete Riisager, der kommer med sine boganbefalinger.
Hun forlod politik ved folketingsvalget i 2019, og siden da har hun bl.a. udgivet en anmelderrost debatbog med titlen “Selvbyggerbørn” og indfundet sig i rollen som direktør for Dansk Svømmeunion.
Vi håber, at du vil finde inspiration i Merete Riisagers boganbefalinger.
Læs med herunder.
Greg Lukianoff og Jonathan Haidt: The coddling of the American Mind
Denne bog er ikke til at komme uden om, hvis man interesserer sig for de store kulturelle forskydninger, der sker i Vesten i disse år. Ved at analysere på universitetsmiljøerne i USA, beskriver Lukianoff og Haidt med stor tyngde og stærke cases, hvordan studiemiljøerne forvitrer i disse år. De studerende mødes som kunder, der frit kan sammensætte pensum og hverdag. Resultatet bliver anti-dannelse, asocial adfærd og sammenbrud for den kritiske tænkning. Jeg blev også fanget af beskrivelserne af amerikansk børnekultur og opdragelse, hvor børn pakkes så meget ind i vat, at de i vidt omfang afskæres fra at gøre sig deres egne erfaringer og afdække egne evner og begrænsninger.
Carsten Jensen: Vi, de druknede
Denne bog er et godt eksempel på, at man skal adskille kunst og kunstner, hvis man ikke vil gå glip af store oplevelser. Jeg skal nok anstrenge mig for at blive enig med Carsten Jensen om tre ting i den virkelige verden, men ”Vi, de druknede” er et fremragende værk, der både skildrer en vigtig del af dansk historie – søfartsnationen og den kultur og de prøvelser, den førte med sig. Bogen husker os på, hvor meget mennesker kan overkomme, og hvordan samfund også kan profitere på at være åbne over for nye indtryk – og så er den formidabelt fortalt.
Herbert Pundik: Det er ikke nok at overleve
Denne bog læste jeg, da jeg for nogle år siden var på vej til Israel for første gang i embeds medfør. Den giver et godt og tilgængeligt indblik i Israels historie, for den der først lige er gået i gang med at forstå dette særlige lands kompleksitet. Jeg har været dybt fascineret af Israel siden denne første rejse, og jeg vedbliver at opdage og overraskes over modsætninger, overlevelseskraft og iværksættertrang. ”Det er ikke nok at overleve” trækker fine tråde mellem Danmark og Israel og giver et blik ind i nogle af de dilemmaer, jøder har stået i og står i, overalt i verden.