Mette Frederiksen afsløret i coronaløgn: Kan have kostet menneskeliv

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

“Det kan ikke være omkostningsfrit”, lyder det fra en pårørende til en af de afdøde.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Tilbage i januar, da smitten med coronavirus og dødsfald som følge af sygdommene var på sit højeste på landets plejehjem, lød der en beroligende besked fra statsminister Mette Frederiksen (S): Regeringen havde besluttet at indføre lyntest af plejehjemspersonalet for bedre at beskytte beboerne mod coronavirus.

Det budskab gentog hun flere gange på landsdækkende tv.

Men det var løgn, at der var lyntest på vej til plejehjemspersonalet, kan det statsejede medie DR nu afsløre på baggrund af en aktindsigt.

Mens statsministeren og sundhedsministeren oplyste om det modsatte, blev lyntest på plejehjem nemlig droppet, viser det sig.

I stedet blev det besluttet at fortsætte med PCR-test, hvor svaret typisk kommer en dag efter.

Professor: “Det er tydeligt, at statsministeren ikke giver retvisende oplysninger”

Ifølge professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage er Mette Frederiksens udtalelser problematiske, fordi hun flere gange gav offentligheden forkerte oplysninger om, hvad der blev gjort for at forhindre coronasmitte i at komme ind på landets plejehjem.

– Det er tydeligt, at statsministeren ikke giver retvisende oplysninger til offentligheden i de her tilfælde.

– Hun skal tale sandt. Og hvis hun er opmærksom på, at der ikke er kviktest på plejehjemmene, skal hun naturligvis ikke sige det. Hun skal være opmærksom på, hvad der sker inden for de områder, som hun kommenterer på, fordi udmeldinger fra statsministeren er meget vigtige, siger Frederik Waage.

Pårørende til afdød: “Et voldsomt svigt”

I løbet af januar blev 1.056 plejehjemsbeboere smittet med coronavirus, og 324 plejehjemsbeboere døde af eller med sygdommen i samme periode, viser tal fra Statens Serum Institut.

Om lyntest kunne have reddet plejehjemsbeboere fra at blive syge eller afgå ved døden, er ikke til at sige noget entydigt om, men overfor DR kræver 51-årige Iben Larsen fra København, at nogen tager ansvar for det, hun kalder “et voldsomt svigt”.

Iben Larsen mistede i januar sin mor, efter at moren var blevet smittet med coronavirus på sit plejehjem.

– Det er en rimelig fatal fejl og et voldsomt svigt, når der rent faktisk var mulighed for det. Det var prioriteret. 

– Så hvem Søren er det, der bliver ved med at stå i vejen for, at de hurtigtest kommer ud på plejehjemmene? Det må der være nogen, der står til ansvar for. 

– Det bringer ikke dem, der har mistet livet, tilbage igen. Men det kan ikke være omkostningsfrit, siger hun til DR.

Frederiksen og Heunicke vil ikke udtale sig

Hverken statsminister Mette Frederiksen eller sundhedsminister Magnus Heunicke vil udtale sig om sagen.

Deres ministerier henviser til justitsminister Nick Hækkerup (S), der står i spidsen for den danske testindsats. 

Han er uenig i kritikken. 

– Regeringen kommunikerede i begyndelsen af januar en politisk ambition, som man arbejdede på at realisere. 

– Som regeringen tidligere har givet udtryk for, så ville det have været ønskeligt, at det var gået hurtigere med at øge brugen af hurtigtest, siger han i en skriftlig kommentar til DR.

Venstre og Dansk Folkeparti vil nu have regeringen til at redegøre for sagen.

[adning id="17957"]

Fik du læst?