“Skal vi være mere effektive, så skal vi have nok hænder til at udføre de opgaver, som det kræver”, skriver overlæge og medstifter af den lægefaglige tænketank Atlas, Mia Gall Grandahl, i dette debatindlæg.
Af Mia Gall Grandahl, overlæge i psykiatri, medstifter af den lægefaglige tænketank Atlas
Det vigtigste, når man arbejder med mennesker, er mennesker. Varme hænder.
Det fik jeg at mærke, da jeg fødte mit tredje barn. Der fandt jeg mig selv siddende på gulvet en nat stærkt forkvalmet efter et kejsersnit, hvor det eneste, personalet kunne tilbyde, var en opkastpose, hvorefter jeg selv måtte forsøge at komme op igen. Der var simpelthen for travlt.
Som lægevikar i Norge en sommer på et sengeafsnit var det fantastisk at opleve, hvilken luksus det er som læge at arbejde et sted med alt det plejepersonale, man kunne tænke sig
Hele ugen igennem blev der gået stuegang med den samme sygeplejerske, som havde helt styr på, hvad alle patienterne fejlede, deres medicinering og deres plan. Denne sygeplejerske gik med lægen rundt til alle de patienter, der skulle tales med den dag. Der blev ikke spildt ét eneste minut på at lede efter patientens kontaktperson eller på, at dagens kontaktperson ikke rigtigt kendte til patienten, fordi vedkommende ikke havde været på vagt i nogle dage. Der var kun én, der gik stuegang. Resten af personalet tog sig af patienterne og havde ro og tid til denne opgave.
Ved middagstid mødtes lægen og den stuegangsgående sygeplejerske med resten af personalet, hvor sygeplejersken informerede resten af gruppen af plejepersonale om, hvilke planer der var blevet lagt.
På afsnittet blev medicinen hældt op af én sygeplejerske, hvorefter en anden gennemgik det doserede, for at sikre, at der ikke blev givet forkert medicin.
Personalet havde tid til alle deres opgaver og tilfredsheden med arbejdet var stor i plejegruppen.
Tilbage i Danmark går lægen stuegang på et afsnit, med skiftende personale, der er pressede og har mange andre opgaver i løbet af dagen.
Der er ikke nogen gennemgående sygeplejerske i dagens stuegang og alle i personalegruppen kan henvende sig til lægen, hvilket resulterer i gentagne afbrydelser med deraf risiko for fejl.
I Danmark mangler sundhedsvæsenet personale. Vores vigtigste ressource. Både læger og sygeplejersker er der mangel på.
I psykiatrien har det i Region Hovedstaden været nødvendigt hen over sommeren at holde intensive pladser lukkede grundet mangel på personale. Patienter er der nok af.
I psykiatrien er samtale og observation de vigtigste diagnostiske redskaber og det er i kontakten til patienten, at vi skaber den relation, der skal sikre den gode behandling.
At også de medicinske og kirurgiske afdelinger er pressede mærker vi i psykiatrien, når vores patienter skal behandles for deres fysiske sygdomme. Ofte sendes patienterne tilbage til psykiatrien alt for tidligt med deraf dårligere behandling til følge.
Det sker, at patienter må flyttes midt om natten for at skabe plads til andre patienter. Dette er ikke nyopståede problemer, men tilstande, som vi har været vidne til i årevis.
Jeg husker som medicinstuderende, hvordan det kunne være svært for lægerne i de medicinske modtagelser at finde en plads på en afdeling til en patient.
Skal vi være mere effektive, så skal vi have nok hænder til at udføre de opgaver, som det kræver.
Dette vil skabe mere tilfredshed hos både patienter og ansatte i sygehusvæsenet og øge patientsikkerheden. Muligvis vil psykiatrien så også være i stand til at nedbringe mængden af tvang.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
