Morten Messerschmidt: Trine Bramsen bør gå af som forsvarsminister

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Forsvarsminister Trine Bramsen (S) bør gå af, lyder den klare melding fra Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Trine Bramsen har i sin korte tid som forsvarsminister fået en lang række møgsager på halsen, og det ser ud til kun at blive værre og værre.
Store dele af Forsvaret er – meget opsigtsvækkende – kommet med en offentlig kritik af  ministeren. Trine Bramsen mangler bl.a. “en helt grundlæggende forståelse af, hvad Forsvaret er for en størrelse”, lyder det.
Kritikken kommer efter et skandaløst forløb omkring en aftale med servicegiganten ISS og flere uheldige episoder, hvor forsvarsministeren bl.a. har omtalt Forsvaret som en “styrelse” og forsvarschefen som en “styrelseschef” samt et pinligt interview og en løgnagtig fortælling på et samråd.
Messerschmidt: Statsministeren bør bruge vinterferien på at finde en ny forsvarsminister
Trine Bramsens ageren får nu Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt til at melde ud, at hun bør gå af som forsvarsminister.
– Hun kan ikke være andet bekendt overfor Forsvaret og vores soldater. Vi foreslår, at statsministeren nu bruger vinterferien på at finde en ny forsvarsminister, så vi efterfølgende i fællesskab kan hjælpe en ny minister med at genopbygge soldaternes tillid til deres minister, siger Morten Messerschmidt i et interview med Indblik.
DF-næstformanden hæfter sig ved det, han kalder Trine Bramsens “manglende respekt” overfor Forsvaret.
– Forsvarsministeren har nu ved flere lejligheder udvist en manglende respekt for Forsvaret såvel som for forsvarschefen med hendes bemærkninger om, at Forsvaret blot er en styrelse på linje med statens forskellige styrelser. Det er et udtryk for forsvarsministerens manglende respekt for Forsvarets særlige kultur og historie, men mest af alt så er det udtryk for manglende viden om, hvad Forsvaret er for en særlig organisation i det danske samfund, siger Morten Messerschmidt til Indblik og fortsætter: 
– De ansatte i Forsvaret er noget særligt, som har brug for tillid og respekt fra deres politiske chef. Men vi må konstatere, at det tillidsforhold mellem minister og Forsvarets ansatte ikke er tilstede. Derfor bør forsvarsministeren drage konsekvensen og indlevere sin afskedsbegæring.
Hiver forsvarsministeren i samråd
Morten Messerschmidt har sammen med resten af Dansk Folkeparti indkaldt til et nyt samråd med forsvarsminister Trine Bramsen. Her håber han, at ministeren kan overtales til at trække sig, men har dog sine berettigede tvivl.
– Vi har indkaldt ministeren til et nyt samråd om hendes seneste ageren og gør alt hvad vi kan på at få Trine Bramsen til at forstå, at Forsvaret og soldaterne er bedst tjent med, at hun trækker sig fra posten. Men i sidste ende er jo op til regeringens støttepartier, om de har tillid til forsvarsministeren eller ej. Med SF’s seneste udmelding om, at Forsvarets ansattes fortørnelse over ministerens omtale af Forsvaret som en styrelse, er et udtryk for hysteri, har jeg desværre ikke tiltro til, at venstrefløjen vil drage de nødvendige konsekvenser overfor ministeren, lyder det fra Morten Messerschmidt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?