Mulig ny sag om dobbeltstraf: 39-årig demonstrant kastede med kanonslag

39-årig kan få dobbeltstraf for kast med kanonslag ved demo

En 39-årig stilladsarbejder nåede kun at være med til en demonstration på Rådhuspladsen den 9. januar i cirka 20 minutter, før han blev anholdt.
Mandag sidder han på anklagebænken i Københavns Byret, hvor han er tiltalt for at have kastet kanonslag mod en patruljevogn og for med sin opførsel at have tilskyndet andre til lignende overfald.
Bliver han dømt, kan straffen blive fordoblet, i forhold til hvad en tilsvarende sag normalt ville udløse af straf. Anklagemyndigheden har nemlig taget en særlig paragraf i straffeloven i brug, paragraf 81d.
Den handler om, hvorvidt “lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark” og giver retten mulighed for at hæve straffen til det dobbelte.
Demonstrationen var organiseret af bevægelsen Men In Black, der er imod coronarestriktionerne. Det samme er den 39-årige.
Manden, der er gift og far til et lille barn, erkender, at han har kastet “en form for fyrværkeri”, men han nægter, at hans handling skulle være omfattet af paragraf 81d.
– Jeg blev grebet af stemningen, impulsen. Det er jo ikke særlig klogt. Men jeg kastede det ikke, fordi jeg troede, at det ville ændre regeringens holdninger, siger han i retten.
Den første dom efter paragraf 81d i sager, der ikke handler om økonomisk svindel, faldt tidligere i marts. Her blev en 30-årig kvinde idømt to års ubetinget fængsel for blandt andet at holde en tale ved demonstrationen, gå forrest og komme med tilråb i en megafon.
Også en 23-årig mand er blevet delvist dømt efter bestemmelsen.
16 betjente blev ramt af genstande under urolighederne ved demonstrationen i januar.
Den 39-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden 10. januar. Dommen ventes at falde 8. april.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?