Myndighed får alvorlig kritik: Optog borgeres telefonsamtaler uden samtykke

Myndighed får kritik: Optog alle telefonsamtaler uden samtykke
Foto: Taylor Grote/Unsplash

Erhvervsstyrelsen får alvorlig kritik af Datatilsynet for i flere år at have optaget indgående telefonsamtaler uden samtykke.

Det oplyser Datastyrelsen på sin hjemmeside.

Der er tale om telefonsamtaler til styrelsens kundecenter.

Erhvervsstyrelsen har forklaret, at samtalerne blev optaget, hvis de ansatte skulle modtage trusler, og at der derfor skulle være beviser til en politianmeldelse – og til brug for læring og uddannelse.

Styrelsen har desuden oplyst, at den forud for alle optagelser gjorde opmærksom på, at opkaldet blev optaget.

Erhvervsstyrelsen har oplyst, at optagelserne som udgangspunkt blev gemt i fire døgn, inden de automatisk blev slettet.

Men ifølge Datatilsynet går det ikke, at alle opkald er blevet optaget.

Tilsynet peger blandt andet på, at det må forventes at være undtagelsen, at borgere og virksomheder ringer ind og truer de ansatte i en sådan grad, at det fører til en anmeldelse hos politiet.

Derudover vurderer tilsynet, at man ikke kan ikke optage samtaler til brug for uddannelse og læring uden at have fået grønt lys fra den person i den anden ende af røret.

Derfor får styrelsen kritik for sin behandling af personoplysninger i forbindelse med optagelsen af telefonsamtalerne.

Praksissen blev startet i juni 2018, og Datatilsynet blev opmærksom på sagen, da en borger klagede sidste år.

Datatilsynet har nu henstillet til, at Erhvervsstyrelsen inden for fire uger oplyser, hvordan den vil leve op til reglerne i fremtiden.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?