Nedlukningen var en fejltagelse

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Set i bagklogskabens lys ved vi nu, at kapaciteten i sundhedssektoren med stor sandsynlighed ikke var blevet presset ud over grænsen, selvom Mette Frederiksen på pressemødet d. 11. marts havde nøjes med en langt mildere nedlukning, skriver Jonas Herby.

Af Jonas Herby, specialkonsulent i tænketanken CEPOS

Basalt set er der to ting, der kan føre til, at vi ændrer adfærd: Tvang og frivillighed. I forhold til corona-pandemien består tvangen bl.a. i restriktioner, der lukker restauranten, så du og dine venner tvinges til at spise take away-mad derhjemme, mens frivilligheden består i, at du helt undlader at spise med dine venner.

Tænker jeg tilbage på mit forår 2020 (og faktisk også til dels starten af 2021), var der mange ting, jeg ikke gjorde, som jeg normalt ville have gjort. Vi havde ingen gæster, jeg var ikke på kontoret, jeg mødtes ikke med mine venner.

I 2½ måned var de eneste, jeg så, min egen familie plus én anden familie, som vi havde vores egen lille corona-boble med.

Men det hele var baseret på frivillighed. Vi kunne sagtens have gæster, mit kontor kunne have været åbent, jeg kunne have mødtes med mine venner osv. Men det gjorde jeg ikke. Og samtidig var jeg meget opmærksom på symptomer, håndhygiejne og andet.

Tænker man nærmere over det, var det for langt de fleste danskere sandsynligvis kun en relativt lille del, af de smittefarlige kontakter, vi droppede, som reelt set var forbudt. Det meste afstod vi frivilligt fra.

 Samtidig skete der en række andre tydelige adfærdsændringer. Før marts ville mange have set det som uacceptabelt at meldte afbud til en fødselsdag på grund af lidt ondt i halsen. Men fra marts ville det have været utænkeligt at mødes med folk, hvis man var det mindste sløj. En normændring, som staten ganske enkelt ikke kan regulere, men kun (måske) påvirke gennem kommunikation.

Under genoplukningen i foråret blev SSI’s modelfolk pinligt bevidste om effekten af adfærd. De modelkørsler, de lavede forud for genoplukningen, viste, at social afstand var mere end fire gange vigtigere end effekterne af genoplukningen.

Men én ting er SSI’s modelfremskrivninger. Noget andet er den videnskabelige litteratur. I dag ved vi, at effekten af nedlukningerne var ret beskeden. Mit eget litteraturstudie viser, at den nedlukning af økonomien, som vi anvendte i Danmark, generelt havde en relativt lille effekt.

Jeg har gennemgået 10 studier, og i gennemsnit finder de, at nedlukningerne kun bidragede med 1/11 af effekten, mens frivillige adfærdsændringer stod for de sidste 10/11 – altså næsten alt. Flertallet af studierne finder ingen effekt.

Hvis du nu undres og tænker, at du har set studier, som har vist en meget stor effekt, så skal du være opmærksom på, at der findes to grupper af studier. Den ene gruppe ser på den samlede effekt af samfundets respons (altså summen af tvang og frivillighed), mens den anden gruppe fordeler effekten på tvang og frivillighed. Det er denne sidste gruppe, jeg ser på i mit litteraturstudie. Og de finder altså, at det primært var vores frivillige adfærdsændringer – og ikke de tvungne – der fik smitten til at falde.

Resultaterne passer med de danske erfaringer i efteråret. Målingerne fra HOPE-projektet viser fx, at danskerne ændrer adfærd, før politikerne indfører nedlukninger (du kan se professor Michael Bang Petersen fortælle om det her). Og ser man på smitten før jul, så toppede den samtidig i alle kommuner uafhængig af, hvornår kommunerne blev lukket ned (se nedenstående figur fra dette notat).

Det er endnu uklart (i det mindste for mig), hvorfor nedlukninger ikke virker. Måske var det effekten af, at vi alle sammen isolerede os?

Måske var det effekten af, at vi alle sammen var meget opmærksomme på symptomer og hygiejne? Måske var det signalet snarere end nedlukningerne, der virkede (hvilket kan forklare, at flere studier ikke finder nogen effekt af strengere nedlukninger relativt til milde).  Måske var det noget fjerde eller femte. Eller måske var det – hvilket nok er mest sandsynligt – en kombination af mange ting.

Til gengæld er det sikkert, at nedlukningerne medførte store omkostninger, fordi nedlukningerne gør tilpasningen til smitterisikoen unødigt dyr. Relativt til frivillige adfærdsændringer, forhindrer nedlukningerne nemlig folk i at reducere deres smitterisiko på den måde, som har de laveste personlige omkostninger.

Hvis du sætter stor pris på at gå til frisøren, men til gengæld ikke rigtig har behov for at komme i Netto, så kan du – hvis du selv og ikke staten styrede det – prioritere din smitterisiko på at blive klippet og i stedet bestille dine varer online. Men nedlukningen tvinger dig væk fra frisøren, og så kan du jo lige så godt gå i Netto. Et studie viser netop, at nedlukningerne i USA i høj grad flyttede folk fra lukkede butikker til åbne butikker.

I øvrigt tyder rigtigt meget på, at nedlukningerne særligt rammer de mest sårbare. Et dansk studie viser fx, at særligt de sårbare børn havde det ekstra svært under nedlukningen af skolerne, fordi støtten i hjemmet er dårligere. Og i USA ser de mest ressourcestærke ud til at klare nedlukningen betydeligt bedre end den øvrige befolkning. Samtidig giver nedlukningen af hele brancher staten en moralsk forpligtigelse til at træde til med hjælpepakker mv.

Når omkostningerne er betydelige og gevinsterne yderst tvivlsomme, hvorfor så lukke samfundet ned? Politiken gjorde forleden et stort nummer ud af en umiddelbar uenighed mellem professor Christian Bjørnskov og professor Jens Lundgren. Bjørnskov ville sætte befolkningen fri, fordi COVID-19 ikke er (livs)farlig for store dele af befolkningen. Det fik Jens Lundgren til at påpege, at det kun var fordi vi kunne behandle folk (underforstået: kapaciteten i sundhedssektoren er vigtig).

Set i bagklogskabens lys ved vi nu, at kapaciteten i sundhedssektoren med stor sandsynlighed ikke var blevet presset ud over grænsen, selvom Mette Frederiksen på pressemødet d. 11. marts havde nøjes med en langt mildere nedlukning. Hvor meget, der skal til, for at sende et tydeligt signal, er uvist. Men måske havde det været mere end rigeligt at lukke ned for de statslige arbejdspladser, fordi det ville sende samme tydelige signal som den omfattende nedlukning.

Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?