Nej, statsministeren er ikke ”pressens minister”

Landets regeringschef er i grunden en mærkelig gæst at invitere til uddelingen af Cavlingprisen. Det bunder i en misforståelse over, hvad der er pressens minister.
Foto: Sandra Skillingsås

[vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”10px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”4592″ img_size=”1020×436″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Nej, statsministeren er ikke ”pressens minister”

Landets regeringschef er i grunden en mærkelig gæst at invitere til uddelingen af Cavlingprisen. Det bunder i en misforståelse over, hvad der er pressens minister.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Sidste uges uddeling af Cavlingprisen, journalisternes fineste hæder, bød på fint besøg i Nationalmuseets sal. At statsministeren kom forbi, var ikke helt chokerende, for andre statsministre har gjort det før Mette Frederiksen i fredags. Omvendt kunne det heller ikke vides på forhånd. Lars Løkke Rasmussen gad ikke være med i sin regeringstid.
Det gav anledning til nogle tanker om, at statsministeren overhovedet er der og hvorfor egentlig. Spørgsmålet er, om der ikke er noget principielt forkert i traditionen, at hun inviteres. Det er ikke en kritik af statsministeren for at møde op, når hun nu er inviteret. Altså at den ultimative repræsentant for politisk magt i Danmark møder frem, skåler og klapper til en fest for – magtkritikkens udøvere.
Endnu en kliché
Hver gang jeg nævner denne problemstilling, er der nogen, der svarer: ”Jamen, statsministeren er jo pressens minister.” Hvilket i realiteten er vås. Der var engang noget om snakken, men reelt er begrebet blevet en forfærdelig kliché.
Jo, går du ind på Statsministeriets hjemmeside, kan du stadig se, at ministeriet har pressen under sine ressortopgaver. Men den eneste konkrete opgave, der nævnes, er en sekretariatsbetjening af mediernes kontaktudvalg. Med al respekt for dette kontaktudvalg og deres bedrifter er det dog et meget lille figenblad for en betegnelse som presseminister.
Hvis nogen meningsfuldt skal bære titlen, må det være enten justitsministeren (der varetager medieansvarslov, offentlighedslov m.m.) eller kulturministeren (der varetager DR og de offentlige mediekroner) Men hvor tit ville man i givet fald høre betegnelsen ”pressens minister” som synonym for kulturministeren? Mon ikke det taler til journalisternes selvforståelse – i den mindre positive forstand – at ”vores” minister er ministeren for det hele, modsat alle andre faggrupper.
Den forekommende overlegenhed
På det her tidspunkt i diskussionen er der nogen, der påpeger, at jeg hænger mig unødigt i ressortområder. Budskabet er, at statsministerens deltagelse til Cavling-ceremonien giver mening simpelthen ud fra journalistikkens betydning for demokratiet.
Jeg kan følge argumentet, men synes nu ikke, det gør sagen spor bedre. Tværtimod. Det gør det næsten ydmygende, at statsministeren har taget imod vores invitation. Jeg vil ikke spekulere i Mette Frederiksens tanker og følelser, men det forekommer faktisk overlegent, uanset om hun selv måtte betragte det sådan. Hun er afslappet i selskabet, og hvorfor egentlig ikke, for vi har heller ikke rigtig noget på hende.
Tilbage til Løkke – på en måde
Når standen på denne dag svinger sig op i skåltalerne og højtideligheden i fejringen af, hvad journalister gør bedst, er det måske også en dag til at se på, hvad journalister kunne være bedre til. Så er det ikke optimalt på denne dag at være fin med den fineste og glæde sig derover. Modsætningsforholdet mellem journalister og politikere måtte også gerne fremgå af ydre omstændigheder.
Derfor kunne jeg bedre lide statsministerens fravær, som det var under Lars Løkke Rasmussen. Heri ligger ingen kompliment til Løkke, for det var næppe begrundet i principper. Men indirekte var det i grunden en større kompliment til datidens Cavling-vindere, at statsministeren ikke dukkede op. Måske det burde være officiel praksis nu.
Og hvis ikke pointen står lysende klart, kan man overveje det faktum, at i Rusland er præsident Putin somme tider med til at uddele journalistpriser. Ville vi ikke være tilbøjelige til at se dette som et problem? Bevares, nu er Mette Frederiksen ingen Putin, og Danmark er ikke Rusland, men derfor behøver det jo heller ikke se sådan ud. Magten er trods alt stadig magten, også når den klapper os på hovedet og fortæller os, hvor dygtige vi er.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1730″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1797″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4135″][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?