Nu giver Falcks mangeårige overpriser bagslag

Mere konkurrence på ambulanceområdet – modsat sidst. Sådan lyder det fra flere regioner, der tidligere har måttet leve med, at Falck med sine overpriser styrede markedet. Kontrakter for milliarder er på vej i udbud.

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Nu giver Falcks mangeårige overpriser bagslag

Mere konkurrence på ambulanceområdet – modsat sidst. Sådan lyder det fra flere regioner, der tidligere har måttet leve med, at Falck med sine overpriser styrede markedet. Kontrakter for milliarder er på vej i udbud.   
Af Lars Abild, redaktion@indblik.net
Nationens store ambulanceoperatør – Falck – kommer nu til at betale prisen for sine overpriser til skatteborgerne i årtier. Regionerne, der køber ambulancekørsel, er klar over, at hollandske Bios viste vejen. Virksomheden kom med et væsentligt lavere tilbud til Region Syddanmark end det, Falck bød ind med. Årtiers de facto monopol for Falck var brudt.
Det fik den forhenværende ledelse i Falck med daværende adm. direktør Allan Søgaard Larsen spidsen til med alle midler at forsøge at snigløbe såvel Bios som Region Syddanmark. En kamp, Falck og ikke mindst Bios med sin konkurs tabte.
Nu vil flere regioner se fri konkurrence med advarsler
Omvendt sparer skatteborgerne årligt tocifrede millionbeløb i Region Syddanmark. Det satser andre regioner også på i de kommende udbud for milliarder af skattekroner.
Indblik.net har taget temperaturen på kommende udbud, og mest markant er udmeldingen fra Region Midtjylland, der skriver i sin pressemeddelelse: ”Mere konkurrence på ambulanceområdet, tak!”
Forhistorien er, at Falck har kørt for regionen i årtier sammen med den jyske virksomhed Responce, som Falck i en årrække ejede under hånden.
”For at sikre mere konkurrence og mest mulig sundhed for skattekronerne har regionsrådet besluttet, at Region Midtjylland fra starten af 2021 selv vil drive alle akutlægebiler og knap en tredjedel af regionens ambulancer,” står der i pressemeddelelsen.
”Vi er faktisk meget tilfredse med samarbejdet med vores nuværende private leverandører, men vi mener konkurrencen på ambulanceområdet er for lille. Ved at gøre det tydeligt, at Region Midtjylland også selv kan køre ambulancer, håber vi at øge konkurrencen og sikre, at fremtidens ambulancer kører længst muligt på skattekronerne, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).”
Falck skubbes ud
Og det er modellen. Falck får ikke som tidligere lov at køre det hele, men vil blive mødt af en offentlig leverandør, som det er tilfældet i Region Syddanmark, hvor Falck til sidst blev sat skakmat. Der er tale om et trecifret millionudbud. En anden del af modellen er såkaldte kontrolberegninger, hvor regionerne nu har gangbart økonomisk materiale fra Region Syddanmark.
I Region Sjælland lyder samme takter:
”Fremtidens ambulancetjeneste i Region Sjælland skal styrkes. Region Sjælland kommer selv til at stå for en del af ambulancedriften, når den nuværende aftale med Falck Danmark A/S udløber 31. januar 2024. Det har Regionsrådet netop besluttet forud for udbuddet af den fremtidige drift til private leverandører.”
Og videre:
”Regionsrådet har besluttet, at Region Sjælland selv skal stå for ambulancekørslen i to ud af fire delområder. Hvis kontrolberegningerne viser, at regionen i de øvrige delområder kan gøre det bedre og billigere, kan det i Regionsrådet overvejes at hjemtage yderligere områder.”
Altså en klar advarsel til kommende leverandører, hvor den nuværende primært er Falck:
”Vi vil have vished for, at borgernes skattekroner fremover bliver brugt bedst muligt på ambulanceområdet, så vi får mest mulig sundhed for pengene. Derfor vil vi med de ændrede rammer i det kommende udbud skabe mere konkurrence, som skal danne grobund for, at vi kan få den bedste kvalitet til den rigtige pris. Derfor vil vi også evaluere det, vi selv skal køre, efter tre år, siger Jacob Jensen, 2. næstformand.”
Her er der også tale om trecifrede skattemillioner i årelange kontrakter, der er i spil.
Ser man mod Aalborg og til Skagen, altså Region Nordjylland, hvor Falck kører det hele, er der tale om et udbud til cirka 1.300 mio. kr.
”Jeg håber på, at det vil få mange aktører til at byde på opgaven, da vi gør det mere attraktivt for nye aktører at give tilbud, når der er flere mindre delaftaler. Det viser erfaringer fra andre regioner,” siger 1. næstformand i regionsrådet Lone Sondrup (V).
Bios fik Falck til at spidse pennen
Lone Sondrups tilgang med ”erfaringer fra andre regioner” viser med al tydelighed, hvilken skade Bios´ tilgang havde på Falcks økonomi i form af overpriser, hvor konsekvensen stort set udelukkende var spildte skattekroner.
Eksempelvis troede Falck, at Bios også ville byde i en anden region end Region Syddanmark, hvilket fik Falck til at få lommeregneren til at vise helt andre og markant lavere priser.
I Region Syddanmark overtog det offentlige selskab, Ambulance Syd, en forretning, hvor Bios trods Falcks opførsel, der til sidst førte til den største erstatning i Danmark på 152,5 mio. kr., havde angivet kursen med tilhørende besparelser. Her tager man det lige nu roligt.
I en mail skriver regionen til Indblik.net: ”Regionsrådet har endnu ikke truffet beslutning om, hvad der skal ske, når kontrakten med Responce udløber den 31. august 2025.”
Endnu en region sætter Falck under pres
Alt tyder altså på, at regionen har besluttet at beholde sit offentlige selskab. I dag er det offentligt kendt, at Falck ejer Responce, så her kan Falcks position også komme under pres. Responce kører nogle mindre områder i regionen.
Regionen har tidligere i en mail oplyst til TV 2: ”I forhold til udgifterne før udbuddet, hvor Falck havde hele kørslen, faldt de estimerede udgifter fra cirka 611 millioner kroner til 510 millioner kroner årligt. Det vil sige en besparelse på cirka 16 procent.”
Der er flere regioner, hvor man formentligt kan se frem til færre omkostninger i de kommende udbud – et tocifret, muligvis trecifret millionbeløb om året.
Falck har tidligere oplyst til Indblik.net om sin nuværende forretning, at virksomheden kan garantere, at den tidligere opførsel er forbi, og at: ”Vi følger de spilleregler, der er omkring enhver kontrakt”. Indblik.net har også oplyst, at Bios trods konkursen er klar igen. Falck er det naturligvis også, som det er tilfældet med selskabet PreMed, ejet af finske 9Lives, der er Finlands største ambulanceoperatør.
Læs mere om Falcks opførsel over for Bios og Region Syddanmark[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6160″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”7231″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8016″][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?