Nu svarer Heunicke: Bliver borgernes data solgt i bytte for vacciner?

Heunicke afviser at bytte borgeres data for vacciner
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Borgernes sundhedsdata bliver aldrig byttemiddel for flere vacciner mod covid-19.
Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag i Folketingssalen efter tvivl derom i offentligheden.
– Patienters data er ikke til salg i nogen byttehandel på nogen måde. Det er logisk, hvis man indgår i klinisk forsøg, og det kan være på lægemidler, vacciner eller andet, så er der typisk noget opfølgning, siger han.
I januar beskrev Jyllands-Posten, hvordan Danmark på et møde nytårsaften havde forsøgt at lave en aftale uden om EU-systemet med Pfizer.
Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut skulle blandt andet have tilbudt den amerikanske lægemiddelproducent adgang til danske sundhedsdata til gengæld for flere vacciner.
Aftalen blev aldrig til noget.
Siden har Lægemiddelstyrelsen bekræftet at have forhørt sig ved fire producenter om “med frivillig deltagelse af borgere i Danmark” at hente data om vaccinernes effekt fra op mod en halv million borgere.
Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte i marts Israel, som har indgået et samarbejde om udveksling af sundhedsdata med Pfizer, som til gengæld har stillet rigeligt med vacciner til rådighed for landet.
Blandt andet derfor er landet foran mange andre med hensyn til vaccinering af den israelske befolkning.
På et pressemøde i Israel blev statsministeren spurgt om, hvordan hun stiller sig i forhold til at udlevere danske sundhedsdata til gengæld for vacciner.
– Det, synes jeg, bestemt også er en interessant vej at gå, fordi vacciner udvikles jo ikke uden, at data bliver tilgængelig, og vi er gennemdigitaliserede i Danmark.
– Grunden til, at vi er et af de lande i Europa, der får rullet vacciner ud hurtigst, er jo, fordi vi er så dygtige på digitalisering og har et meget højt niveau, hvad angår sundhedsdata, så det er bestemt også en vej, som vi er villige til at betræde, sagde hun.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fremhæver onsdag, at Danmark ville være et godt land at lave forsøg med vacciner, fordi der er stor tiltro til dem. Og der er en god omgang og registrering af sundhedsdata.
Men det kan ikke komme på tale.
– Det har aldrig været nogen myndigheder eller vores politiske holdning at lave om på de regler her, siger han.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?