Ny analyse: Dette coronatiltag kan spare samfundet for 557 millioner kroner – bare i denne måned

Foto: Shutterstock

En ny analyse om hjemmetest kommer med en yderst bemærkelsesværdig konklusion. 

Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk 

Erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, har foretaget en analyse omhandlende de mange kviktest, som der i dag bliver taget i Danmark, da negativ test for mange er en betingelse for at møde op på sit arbejde eller sin uddannelse. 

Analysen viser, at en forøgelse af brugen af hjemmetest vil øge effektiviteten i virksomhederne samt spare samfundet for 557 millioner kroner – bare i december.

De 368 millioner af den lidt over halve milliard, er penge, som vil blive i statskassen i stedet for at blive brugt på test. Derudover vil der komme en tidsbesparelse på cirka to millioner timer, hvilket vil svare til omkring 190 millioner kroner i tidsomkostninger. 

En kviktest mod corona koster 133 kroner, og en hjemmetest er omtrent 100 kroner billigere. 

Martin Kyed, der er cheføkonom i SMVdanmark, forklarer analysen yderligere i en pressemeddelelse.

– Hvis hjemmetest vurderes at kunne bruges som substitut for kviktest, så anbefaler SMVdanmark klart, at redskabet bliver bragt i spil hurtigst muligt. Det giver både en stor økonomisk besparelse og sikrer samtidigt mere tid på arbejdspladsen, hvor medarbejderne ikke længere vil skulle stå i lange testkøer for at kunne møde på arbejde. 

– Som sidebemærkning vil det også kunne frigive noget arbejdskraft til erhvervslivet, som virkelig mangler arbejdskraften lige nu, fortæller han. 

Kyed afrunder med at understrege, at SMVdanmark håber, at sundhedsmyndighederne i Danmark vil udstede klare anbefalinger om anvendelse af hjemmetest.

Læs hele analysen her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?