Den nyeste meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzaus Bureau viser, at blå blok haler ind på rød blok.
Af Jeppe Caspersen, jeppe@indblik.dk
Rød blok har længe haft et komfortabelt forspring til blå blok. Men den nye Voxmeter-måling tyder på, at ændrede styrkeforhold kan være på vej i dansk politik.
Rød bloks forspring er nemlig snævret betydeligt ind siden sidste måling for to uger siden. Samlet er rød blok gået tilbage med 1,2 procentpoint, hvilket vil sige, at blokken nu står til at få 50,7 procent af stemmerne.
Samtidig er blå blok gået frem med 2,7 procentpoint, hvilket vil sige, at blå blok nu står til at få 46,1 procent af stemmerne.
Dette vil altså sige, at rød blok er gået tilbage med 1,4 procentpoint siden folketingsvalget i 2019. Dog er blå blok også gået tilbage med 1,6 procentpoint siden sidste valg.
De to største partier i blå blok er fortsat Venstre og Konservative, som står til henholdsvis 14,9 og 14,5 procent af stemmerne.
Socialdemokratiet står desuden til at få deres værste meningsmåling i næsten 15 måneder, da de står til 27,6 procent af stemmerne, hvilket er et minimalt fald på 0,1 procentpoint siden sidste meningsmåling.
Kategorien “Andre”, som dækker over partier der ikke er opstillingsberettiget, er samtidig faldet med 1,5 procentpoint siden sidste uges måling, da kategorien er gået fra 4,7 til 3,2 procent af stemmerne.
Anna Midtgaard, som er analysedirektør hos Voxmeter mener, at dette kan skyldes, en øget bevidsthed for, at Lars Løkkes nye parti “Moderaterne”, ikke er opstillingsberettiget.
Dette skriver hun i et opslag på Twitter.
Så er der sørme en meningsmåling fra @voxmeter i denne uge ?.@venstredk og @KonservativeDK fortsat side om side med henh 14,9 og 14,5 %.@spol: 27,6 %.
‘Øvrige’ faldet til 3,2 %. Måske udtryk for øget bevidsthed om, at @moderaterne_dk ikke er opstillingsberettiget?#dkpol pic.twitter.com/vfThSevi5C
— Anna Midtgaard Christensen (@Annamidtgaard) October 4, 2021
Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 4. oktober 2021, baserer sig på telefoninterview med 1.003 repræsentativt udvalgte personer over 18 år og er gennemført i perioden fra d. 27. september 2021 til d. 3. oktober 2021.
Voxmeter afdækker kun de personer, der ved, hvad de vil stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen.
Ca. 24,5 procent af de adspurgte var på det pågældende tidspunkt “i tvivl om partivalg”, “vil ikke stemme”, “vil stemme blankt” eller “er ikke stemmeberettiget”.
Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på plus/minus 2,8 procentpoint.