Europa skal indtage en ledende rolle inden for produktion af løfteraketter, mener den kommende chef for Den Europæiske Rumorganisation (ESA).
– Vi skal være med helt i front på området for løfteraketter. Presset er stort, ekstremt stort, siger Josef Aschbacher torsdag på ESA’s årlige pressekonference i Paris ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Den 58-årige østriger overtager posten som generaldirektør i ESA fra marts.
Egentlig skulle han først have tiltrådt jobbet til sommer, men Johann-Dietrich Wörner, bedre kendt som Jan Wörner, meddelte forleden, at han vil trække sig tidligere og give plads til Aschbacher.
Den Europæiske Rumorganisation arbejder i år på at kunne sende raketten Vega C på jomfrurejse. Næste år er det planen, at det seneste skud på Ariane-stammen, Ariane 6, skal fyres op.
– Jeg vil samtidig have fokus på, hvad den næste europæiske raket skal være. Jeg har ingen magisk løsning på, hvad vi gør. Hvordan vi gør det. Men det er indlysende, at vi skal arbejde sammen i Europa, siger Aschbacher.
ESA har 22 medlemslande. Det er ikke et EU-agentur. Men det har været planen og ambition, at det skulle blive det. EU er den største donor til organisationen.
EU-lande, som ikke er medlemmer af ESA, har observatørstatus i ESA på grund af EU.
Josef Aschbacher har en ambition om snart at mødes med EU’s kommissær for det indre marked, Thierry Breton, som også har ansvar for rummet.
ESA opsender løfteraketter fra sin base i Fransk Guyana, der ligger i Sydamerika. Løfteraketterne kan bære satellitter ud i rummet, som kan bruges til mange forskellige formål.
Satellitter bruges blandt andet til hverdagsting som tv, bilnavigation og styring af lufttrafik. Men de bruges også i eksempelvis kontrol af landmændenes ret til landbrugsstøtte fra EU.
I 2015 blev ESA-astronauten Andreas Mogensen den første dansker i rummet. Han blev sendt op til Den Internationale Rumstation med et russisk rumfartøj.
/ritzau/