Ny smitsom coronavariant fundet i Danmark

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Det første tilfælde med en mere smitsom sydafrikansk coronavariant er registreret i Danmark.
Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) lørdag på sin hjemmeside.
Den smittede er fra Sjælland, og smitten forbindes med en rejse til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Der er ikke yderligere oplysninger om personen, herunder hvornår vedkommende kom tilbage til landet, og om personen kan have udsat andre for smitte.
– Den er kendetegnet ved, at den har en øget smitsomhed, og man har set, at den har spredt sig i Sydafrika, som man har set B117 sprede sig i England og Irland, siger Tyra Grove Krause, der er konstitueret faglig direktør hos SSI.
Ud over at den sydafrikanske variant er mere smitsom, vurderes den også at kunne være mindre følsom over for vacciner.
– Den er ikke farligere end de andre varianter, vi kender. Den har en mutation, som kunne tyde på, at vacciner ikke vil være helt så virksomme.
– Men ifølge WHO vil vacciner også virke over for den her variant, siger Tyra Grove Krause.
Den sydafrikanske variant er døbt B1351/501Y. De sydafrikanske myndigheder fortalte første gang om varianten 18. december.
Den har ifølge myndighederne udgjort en stigende andel af alle de positive prøver i Sydafrika fra midten af oktober og frem.
Sydafrika har siden december oplevet en kraftig stigning i antallet af smittede, på trods af at landet har årstiden med sig, da det lige nu er sommer. Det menes at skyldes den nye variant.
Det er normalt, at et virus ændrer sig, og i sjældne tilfælde kan det føre til, at det bliver mere smitsomme varianter.
I øjeblikket er der i Danmark mest fokus på den britiske variant, der indtil videre er fundet 256 tilfælde af.
Den vurderes at være 50-74 procent mere smitsom end de gængse varianter, og den er i øjeblikket baggrunden for den delvise nedlukning af Danmark.
Der er for den sydafrikanske variant ikke på samme måde sat tal på, hvor meget mere den smitter, men den har ifølge Tyra Grove Krause vist de samme takter som den britiske.
Hun vurderer, at der er lav sandsynlighed for, at den sydafrikanske variant vil udkonkurrere den britiske variant, blandt andet fordi der kun er blevet påvist ét tilfælde.
Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for smitteopsporing i Danmark, vil der være ekstra fokus på at finde de personer, som har været tæt på personer, der er smittet med de mere smitsomme varianter.
Det gælder både den britiske, men også den sydafrikanske.
/ritzau/

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?