Venstrefløjen ynder at beskylde mig og hvide mænd generelt for privilegieblindhed. Men jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre eksempel på dette end dem selv, skriver Nye Borgerliges næstformand Peter Seier Christensen i dette debatindlæg.
Af Peter Seier Christensen, folketingsmedlem og næstformand, Nye Borgerlige
Jeg spørger tit mig selv, hvor længe venstrefløjen kan slippe af sted med både at foregive at arbejde i de svages interesse og samtidig videreføre deres ekstreme klimapolitik. For det gælder for stort set alle deres forslag på området, at de rammer de svagest stillede hårdest.
Eksempel 1: Flyafgifter
Venstrefløjen mener, at danskerne skal gå forrest med CO2-besparelser. Og fordi flere og flere danskere har fået råd til at rejse med fly, er det nu noget, der må stoppes. Op af hatten trækker de venstreorienterede så flyafgifter, altså en skat på flybilletter.
Forslaget blev senest stillet af Alternativets Torsten Gejl, men er i de senere år jævnligt blevet støttet af både Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten. Jeg er sikker på, at Gejl fra sin privilegerede position hjertens gerne betaler lidt mere for sin flybillet. Men vi folketingspolitikere er jo som bekendt også pænt lønnet.
Det bliver danskerne med lave indtægter – ikke de høje – der fremover vil opgive længere flyrejser.
Eksempel 2: Klimatoldmur
Selvom ikke mange EU-lande er så ekstreme i deres klimapolitik som Danmark, ser det alligevel efterhånden svært ud for konkurrenceevnen. Det skyldes blandt andet, at EU med Parisaftalen har vedtaget et fælles mål om at nedbringe CO2-udslippet med 55 pct. I 2030.
Det vil medføre store udgifter til erhvervslivet, der derfor vil blive mindre konkurrencedygtige. Derfor har EU nu planer om at indføre en klimatold på lande, der ikke begrænser deres CO2-udslip i tilsvarende grad. De vil lægge en ekstra skat på lande uden for EU, for at de dårligere kan konkurrere med EU’s virksomheder.
Gammeldags protektionisme, der beskytter de rige lande mod konkurrence fra de fattigere. Igen er det de fattige i andre lande, der vil betale den højeste pris.
Eksempel 3: Krig mod oksekød
Det er jo egentlig en glædelig ting, at verdens velstandsniveau stiger så hurtigt, at efterspørgslen på fødevarer kommer til at stige med 45 procent i 2050. Mon ikke verdens fattigste mener, at de har krav på en god bøf?
Det mener venstrefløjen ikke. De vil have, at alle skal spise mindre kød i klimaets navn. Det skyldes, at dyreavl og kødproduktion rigtig nok udleder mere CO2 end at dyrke spiselige planter.
Derfor hører man ofte fra for eksempel Enhedslisten, at danske landmænd skal omlægge til planteavl frem for kødproduktion. Det vil imidlertid ramme verdens fattigste, hvis alle de store kødproducerende lande gjorde sådan. Så ville prisen på en bøf kun stige.
Også herhjemme bliver det meget dyrt at være fattig, hvis venstrefløjen får lov at bestemme. Danmark skal selvfølgelig igen gå forrest her og vise vejen, så de vil have en skat på kød. Det er et andet forslag, der jævnligt bringes op – igen senest af Alternativet. Igen: Tjener man godt, som politikerne gør, er afgifter på kød ikke et problem.
Venstrefløjen ynder at beskylde mig og hvide mænd generelt for privilegieblindhed. Men jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre eksempel på dette end dem selv, når det kommer til klima.
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
