Et nationalt udgangsforbud mod de ikke-vaccinerede er ikke nok for Østrigs forbundskansler Alexander Schallenberg. Nu vil han tage endnu hårdere midler i brug.
Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk
Som det første land i EU vil Østrig indføre tvangsvaccination af alle landets borgere.
Forslaget blev fredag præsenteret af Østrigs forbundskansler Alexander Schallenberg og vil træde i kraft den 1. februar 2022.
De ikke-vaccinerede østrigere vil dermed risikere at blive straffet med fængselsstraf eller bøde, hvis de ikke lader sig vaccinere. Det kan flere østrigske medier berette.
De nøjagtige detaljer omkring kravet – f.eks. om det også skal gælde børn – er endnu ukendte, men vil blive drøftet i lovgivningsperioden, oplyser TV 2.
Den østrigske regering er dog overbeviste om, at kravet er indenfor lovens rammer.
Kravet kommer af, at den østrigske regering er dybt utilfredse med landets vaccinetilslutning, som i skrivende stund ligger på 66 procent færdigvaccinerede af den samlede befolkning. Det er ét procentpoint mindre end EU’s gennemsnit, som ligger på 67 procent.
For at lægge pres på de ikkevaccinerede har man da også allerede taget vidtgående midler i brug. I mandags indførte Østrig en nedlukning for de ikke-vaccinerede, som nu ikke længere må forlade deres bolig.
Eneste undtagelser fra udgangsforbuddet er f.eks. arbejde, indkøbsture – eller ture til det lokale vaccinationscenter.
Fredag kunne Alexander Schallenberg, oveni nyheden om vaccinekravet, også melde ud, at der i Østrig vil blive indført en ny national nedlukning, som både gælder vaccinerede og ikkevaccinerede.
Den nye nedlukning indføres fra på mandag af og planlægges at vare mindst ti dage frem.