Opinion: Det er tilhængerne af kvindekvoter, som er de privilegieblinde

Transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen (S) vil nu have kvindekvoter på 40 procent i bestyrelser og ledelser i virksomheder og hos offentlige myndigheder. Her ses hun til et fakkeloptog i København til minde for ofre for kvindedrab søndag den 13. februar 2022. (Foto: Emil Helms/Scanpix 2022)

“Standpunktet om kønskvoter er blottet for både empati og et grundlæggende moralsk kompas. Morsomt nok præcis nogle af de ting venstrefløjen markedsfører sig på. Som så ofte før, er både hykleriet og inkonsistensen i logikken nærmest uendelig”, skriver chefkonsulent Ivan Skarum i dette debatindlæg.

Af Ivan Skarum, chefkonsulent, civiløkonom

Et EU-direktiv omkring kønskvoter støttes nu af regeringen, og den uendelige debat om kvoter ser så småt ud til at tippe til kvotetilhængernes fordel. Men er det overhovedet muligt at argumentere for sådanne kvoter, eller afspejler de en fundamentalt inkonsistent logik?

Det lyder jo umiddelbart tiltalende. Vi har mangel på kvinder i bestyrelser og på lederposter, da vi har en bias mod kvinder, så vi kan få nogle ind gennem en regulering. Hvem kan dog være imod at regulere noget, hvor der er en klar bias, og hvor strukturer holder nogen fra at udleve deres fulde potentiale?

Så simpelt er det dog meget langt fra. Vi må allerførst helt grundlæggende spørge os selv, hvad der i tilværelsen overhovedet giver mening at regulere fra statsligt hold. For i alle livets arenaer, er der fyldt godt op med biases og strukturer, som er en faktor imod succes for forskellige grupper, med en forskellig genetik. De fleste af dem har vi bestemt ikke lyst at regulere, uagtet at præmisserne bygger på helt samme typer observationer og giver forskellige genetiske grupper meget forskellige tilværelser. 

Fra vugge til grav har forskellige grupper en række genetiske fordele og ulemper i livet. Mennesker kan være begavede, karismatiske, sjove, smukke eller alt det modsatte. Mennesker tilhører racer, køn, religioner og har forskellige fysiske og psykiske udfordringer og karakteristika. Intellektuel begavelse er til stor del medfødt, og giver en række fordele rundt omkring i tilværelsens forskellige afkroge, mens folk der er mere disponeret for relationer formår at opbygge bedre social kapital. Andre igen opbygger forskellige former for kompetencemæssig kapital og styrke. Nogle grupper klarer sig godt i karrierelivet, andre har det langt lettere i de private arenaer. 

Overalt er der fyldt med strukturer og biases som vi er fuldt velvidende om, men vi mennesker vil generelt have lov at træffe vores egne frie valg og selv vælge hvem der skal være i vores liv og hvem vi agerer med i forskellige sammenhænge i livet, uden at staten blander sig det mindste. Ofte er vi blinde for vores egne privilegier et sted, og kan kun se hvis andre er privilegerede et andet sted. Det er den menneskelige natur, men intet der på nogen måde retfærdiggør statslig indblanding i vores egne beslutninger. 

Der er intet der taler for at netop nogle, ofte dødkedelige, bestyrelsesposter, pludselig skulle være en arena som staten skal interferere i, modsat alle andre arenaer. Statens rolle er, at give alle en hjælpende hånd, gennem f.eks. mulighed for uddannelse og behandling på sygehuse. Men i langt de fleste forhold her i livet, er det helt frie markeder vi mennesker agerer på. Dem har ingen lyst til at forandre. Sandheden er, at det helt enkelt er inkonsistent at mene at et enkelt forhold pludselig skal reguleres, bare fordi der er strukturer og biases, når der også er det i alle livets andre forhold. Forhold som de fleste finder langt vigtigere.

Selv hvis vi så for kvotefortalernes skyld leger, at netop bestyrelser, modsat mere fundamentale ting i livet, er noget der skal reguleres, er det umådelig svært logisk konsistent at argumentere for lige præcis kvindekvoter. 

Argumentet løber nemlig panden mod muren, overfor et af venstrefløjens egne argumenter, det om intersektionalitet. Kvinder er nemlig ikke de eneste undertrykte, og går vi en række parametre igennem, står mange grupper langt dårligere end kvinderne. Nogle etniske minoriteter, forskellige grupper med f.eks. fysiske handicaps osv. står langt dårligere procentuelt end kvinderne som samlet gruppe.

Men intersektionaliteten slutter slet ikke der. Der kan faktisk laves et nærmest uendeligt antal korrelationer mellem genetik og indkomst, hvor nogle af dem tendererer det lidt morsomme. Det behøver ikke engang være IQ. Korrelerer man f.eks. højde og indkomst, ses der en stor forskel på livsindkomst. Der er et helt endeløst antal parametre at tage af, hvoraf de største faktisk findes internt mellem f.eks. kvinderne. 

Smukke kvinder tjener langt langt mere end knap så smukke kvinder, og noget så kuriøst som A og B-mennesker, repræsenterer også en lønforskel på et langt større niveau, end lønforskellen mellem mænd og kvinder. Det betyder simpelthen statistisk mere for din indkomst om du er morgenmenneske, end om du er kvinde. Igen noget der er genetisk bestemt. 

Men intersektionaliteten kan faktisk eksemplificeres endnu tydeligere. Forestil dig det scenarie, hvor man rent faktisk regulerede for alle kendte genetiske faktorer for at skabe større diversitet i bestyrelser, men så en dag pludselig absolut kun ville regulere en faktor, f.eks. højde, og ikke andre faktorer, nogle med væsentlig større procentuel forskel på outcome. 

Folk ville kun grine af sådan et forslag og absolut ingen ville acceptere det. Ikke desto mindre er det præcis hvad der foreslås i dag, blot med køn som faktor. Uanset hvordan man vender og drejer den, kan man ikke argumentere logisk konsistent for kun at regulere en genetisk variabel som f.eks. køn. Det er helt enkelt en faktuel fejlslutning, som af den årsag burde være hævet over enhver debat. 

Endnu værre for tilhængerne er det faktum, er at genetikken i netop disse år er inde i en rivende udvikling. Når forskellige personlighedstræk har kausalitet til visse gener, og disse træk må siges at give større succes mange steder i livet, skal vi så pludselig også lave kvoter for forskellige genetiske dispositioner og mønstre, da disse har langt større betydning end køn. Tænk selv tanken til ende. Det nærmer sig efterhånden det decideret gakkede.

En af konsekvenserne af at regulere på alle genetiske parametre, og grunden til at mange kvinder ikke ønsker det, er naturligvis at de veluddannede kvinder pludselig vil stå helt bagerst i køen til bestyrelsesposter. 

Det faktum viser grundlæggende, at standpunktet om kønskvoter er blottet for både empati og et grundlæggende moralsk kompas. Morsomt nok præcis nogle af de ting venstrefløjen markedsfører sig på. Som så ofte før, er både hykleriet og inkonsistensen i logikken nærmest uendelig.

Sammenfattende er vi altså grundlæggende nødt til at stille os selv to spørgsmål. Giver det overhovedet mening at samfundet skal regulere i noget som ledelses og bestyrelsesposter, når der er langt større og vigtigere ting i livet, som på ingen måde reguleres og kører på fuldstændig frie markeder med frie valg? 

Det er stort set umuligt at være fortaler for, uden at man havner i en gakket logik om, at alt muligt pludselig skal reguleres på grund af biases og strukturer, hvilket er noget livets gang er propfyldt med. 

Selv hvis vi så accepterer den mærkværdige pointe omkring at regulere lige netop her, så holder argumentationsrækken på ingen måde når vi sætter den over for en intersektionalitet, hvor en lang række genetiske punkter med langt større forskelle på udfald i f.eks. indkomst, slet ikke reguleres. Og jo flere resultater vi ser fra den biologiske forskning omkring korrelationer mellem genetik og livsudfald, jo mere absurd fremkommer logikken om kvoter.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?