“Undertegnedes medlemskab bliver ihvertfald ikke forlænget, såfremt der ikke snart bliver lagt en klar strategi. Pas på, Pape. Det er nu det gælder”, skriver Jeppe Peschardt Assenholt, medlem af Konservativ Ungdom, i dette åbne brev til Søren Pape Poulsen.
Af Jeppe Peschardt Assenholt, medlem af Konservativ Ungdom
Coronapandemien er for alvor stilnet af i Danmark og panikken omkring nedlukninger og dermed hadet til Mette Frederiksen er dalende.
Derfor virker det unægteligt til snart at være et glimrende tidspunkt for Socialdemokratiet og Mette Frederiksen at vinge første regeringsperiode af og dermed udskrive valg en gang i den nærmeste fremtid.
Sker det, bør blå blok stå klar. Ja, hvis altså de vil have nogen som helst forhåbninger om en fremtidig overlevelse.
Blå blok har i indeværende valgperiode haft den udsøgte luksus af at kunne pege fingre og stille sig kritisk, som enhver anden opposition har gjort det før. Ja, de har faktisk fået en del hjælp fra Mette Frederiksen og hendes øvrige ministre, hvis handlinger har fået Joachim B. Olsen og resten af Ekstra Bladet til at gnide sig ekstra meget i hænderne.
Nu er det blevet tid til at bekende sin kulør og fortælle, hvem man mener skal regere landet i næste periode. De Konservative fik et glimrende kommunalvalg, opbakningen var stor og ambitionen for magt overgik samtlige politiske principper rundt omkring i kommunerne.
Alt sammen på opfordring af ingen ringere end partiformand Søren Pape Poulsen. Nu banker så et folketingsvalg på døren og Søren Pape Poulsen har trods sin enorme opbakning fra vælgerne, samt de andre blå partier, endnu ikke gået målrettet efter statsministerposten.
Jeg selv, som medlem af Konservativ Ungdom, er ikke imponeret over den tavshedsstrategi der i starten virkede fornuftig og velovervejet, men nu nærmere virker som værende ideforladt. Kom ind i kampen Pape, du skylder dine vælgere at kreditere deres enorme opbakning.
Jakob Ellemann kan ikke blive statsminister uden dig, medmindre han naturligvis vælger at holde sine vælgere for nar, og du har, som jeg ser det, langt bedre støtte og tiltro i blå blok, samt hos Radikale Venstre, hvis støtte til Mette Frederiksen ikke er just sprudlende.
Vi husker alle hvad der skete med DF, da de i 2015 med deres massive opbakning ikke valgte at gå i regering. Undertegnedes medlemskab bliver ihvertfald ikke forlænget, såfremt der ikke snart bliver lagt en klar strategi. Pas på, Pape. Det er nu det gælder.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.