“At ukrainerne holder ud, betyder rigtig meget, og jeg håber, at de forstår det. For vi har været i en lignende situation før, for næsten præcis 40 år siden”, skriver cand. jur. Jens Frederik Hansen i dette indlæg, hvor han kigger tilbage på Falklandskrigen i 1982 og den betydning, som Storbritanniens standhaftige indsats i krigen har haft for eftertiden.

Af Jens Frederik Hansen, cand. jur.

Det er blevet aften efter en bevægende dag. I morges meget tidligt vågnede jeg, som alle gamle mænd gør ud på natten, og da jeg igen lagde mig til at sove, så funderede jeg lidt over, hvordan det mon var at vente på morgenen i en skyttegrav ved den ukrainske grænse. Absurd nok tog jeg mig selv i at synes, at jeg nok egentlig helst ville være på angribernes side. Det burde ellers være farligst at skulle angribe, men det skal holdes op mod presset ved at skulle vente passivt uden at kunne gøre noget for at afværge angrebet eller slå først.

Så vidt jeg kan regne ud, var min tredobbelte tipoldefar en af de danske bondekarle, der rendte sin vej under træskoslaget ved Køge. Jeg har aldrig rigtig forstået hans handling. I morges havde jeg mere sympati for ham end nogensinde før. Hvis jeg havde siddet i skyttegrav i Ukraine, så var jeg løbet min vej.

Derfor må jeg også bare konstatere, at det er stort mod, som ukrainske soldater udviser. Hvor længe de kan holde til det, ved jeg ikke, og det er så fristende at skrive, at når de nu har vist kampvilje, så betyder det heller ikke så meget. Det er er bare ikke rigtigt. At ukrainerne holder ud, betyder rigtig meget, og jeg håber, at de forstår det.

Vi har været der før

For vi har været i en lignende situation før, for næsten præcis 40 år siden. Det var endda på årsdagen for Slaget på Reden, den 2. april, at vi modtog nyheden om, at argentinske tropper var gået i land på Falklandsøerne og havde nedkæmpet en symbolsk britisk garnison. Og da vi havde hørt det, så gik de fleste af os nok videre i livet og tænkte, at det vist egentlig ikke var helt fair, øerne var trods alt beboet af engelsktalende, men at det var der nok ikke noget at gøre ved.

At den britiske regering erklærede, at den ikke gav op, men at den straks ville sende Royal Navy til søs for at tage øerne tilbage, udløste rent ud sagt ikke andet end hovedrysten. I 1982 var Storbritannien i den grad Europas syge mand. England havde i flere årtier været ude i en relativ økonomisk deroute. Ja, de havde da lidt vækst, men resten af verden stak konstant af fra dem.

De befandt sig mentalt i fortiden og brugte enorme summer på nationale prestigeprojekter som overlydsflyet Concorde, men kunne ikke engang holde bare nogenlunde fred i Nordirland. At købe en engelsk bil var noget man gjorde for at spare lidt på indkøbsprisen, men fuldt vidende om, at reparationsregningerne ville komme i en lind strøm fra værkstedet. England var i alle henseender en ligegyldig vittighed.

Det første par uger, medens stadig flere skibe blev sendt afsted mod Sydhavet, virkede det som et lidt hult forsøg på at skaffe sig et forhandlingsgrundlag og en mulighed for at komme ud af miseren uden alt for mange skrammer på renomméet. Men på et eller andet tidspunkt begyndte det at være alvor. En argentinsk krydser, Belgrano, blev sænket. Skibene kom indenfor flyrækkevidde af øerne. En journalist modsagde argentinske meldinger om nedskudte fly med ordene: ”Jeg talte de fly, der lettede fra dækket. Og jeg talte dem, der landede.”

Pludselig blev det spændende. Enhver kunne regne ud, at ”winter was coming”, og felttoget nødvendigvis måtte være vundet inden. Det lykkedes lige. Et par ugers forsinkelse ville have betydet et nederlag så forsmædeligt som Napoleons tilbagetrækning fra Moskva.

Det blev spillet højt på verdenshistoriens kasino de uger, men samtidig skete der noget med briternes opfattelse af sig selv og med resten af verdens opfattelse af briterne. De af os, som havde tvivlet, fik pludselig travlt med justere vores verdensbillede.

Vi kender alle historiens udfald. Men det er vel efterhånden de færreste, som husker, hvad de tre måneder gjorde for verdens opfattelse af ret og vrang. Og det var ellers voldsomt, som det ændrede sig. Det kostede menneskeliv, og man må altid spørge sig, om det så også var prisen værd. Og svaret er i dette tilfælde et ja.

Men Ukraine taber jo!

Formentlig vinder det russiske regime i første runde. Det har vi også prøvet før. I min ungdom mødte man som borgerlig politisk interesseret af og til nogle mærkelige mennesker, som tog sig selv temmelig højtideligt som ministre i diverse eksilregeringer. Det var en spøjs oplevelse i 80’erne at møde en – vistnok – estisk transportminister i Stockholm, som aldrig havde sat sine ben i Estland. Han var endda født længe efter at den regering, han var en del af, var blevet drevet ud af landet i 1940. Jeg og mine kammerater grinede lidt af det.

Vi grinede ikke længere, da Polen fik sin første frit valgte præsident efter kommunismen. Og da Lech Walesa skulle indsættes, så gik turen først til eksilregeringen i London. Først tog han mod dens embedstegn, dernæst overtog han magten fra kommunisterne. Det var med legitimitet fra eksilregeringen – og fra folkevalget – at han påtog sig jobbet.

Der kommer en dag

Man skal være gjort af en særlig knortet støbning for lige nu at tænke, at et ukrainsk nederlag ikke er afslutningen på en fri ukrainsk stat. Det er ikke noget, jeg ville have styrken til. Men den slags dumstædige mennesker findes altså. Og hvis man som dansker skal give dem en hilsen med på vejen, så må det blive slutningsordene fra ”Det haver så nyeligen regnet”: ”Viger ej ud af spor, for vi kender det ord, det har slet ingen hast for dem, som tror.”