I forsøget på at forstå, hvorfor Putin invaderer Ukraine, spiller et gammelt løfte fra en amerikansk udenrigsminister en vigtig rolle. Alligevel bliver dette og flere andre vigtige ting overset, og det gør, at vi har svært ved at læse Putin korrekt, skriver Jesper Steenstrup Vogelius i dette modsvar til Henrik Gade Jensens nylige indlæg om baggrunden for den russiske invasion.
Af Jesper Steenstrup Vogelius, studerende
Med stor fornøjelse læste jeg Henrik Gade Jensens gode indlæg hos Indblik, der bl.a. har til opgave at søge at forklare, hvilket ”hvorfor” Putin har. Så at sige, hvorfor Putin gør som han gør i disse dage. Alle er i chok. Eller rettere, langt de fleste er. Meget få eksperter på det russiske område havde forudset, at Rusland ville foretage den invasion af Ukraine, som Rusland nu engang har ført ud i livet. Nu er det sket. Det sker. Men hvad så nu? Hvorfor skete det, og hvordan handler vi på det?
Jensen bruger meget af sit indlæg, i sit bud på Putins ”hvorfor”, på særligt Anden Verdenskrig og den deraf følgende Jalta-konference. Men der er rigtig meget til Putins ”hvorfor”, og det er jeg overbevist om, at Jensen også godt ved. Et at de klareste trykpunkter, er det løfte, som aldrig blev givet. Jeg refererer til det løfte, som den amerikanske udenrigsminister James Baker mundtligt gav Gorbatjov. Løftet gik på, at Vesten ikke ville udvide NATO mod øst, og dermed ”true” de sovjetiske lande. Eftersom løftet aldrig blev nedfældet på skrift, betragtes løftet ikke reelt som værende officielt. Men det giver Putin ikke noget for.
Putin og store dele af den russiske elite føler sig snydt og angrebet af de vestlige lande, der i form af NATO har udvidet sig mod Rusland, og presset dets grænser. Putin reagerer nu, da han frygter at Ukraine indtræder i hhv. EU og NATO.
Det må ikke ske, mener Putin – for det vil være det endegyldige dødsstød mod Ruslands grænser, og Rusland vil endegyldigt blive marginaliseret af Vesten. Derfor er Putins ”hvorfor” klart dels det Jensen skriver, men så sandelig også, at han grundlæggende føler sig truet af NATO. Det er selvfølgelig noget sludder, og Putins invasion af Ukraine skal fordømmes i det uendelige. Jeg søger bare at uddybe Putins ”hvorfor”.
”Historien var alligevel ikke slut med Murens fald” skriver Jensen. Der henviser han indirekte til Francis Fukuyamas verdensberømte tese om ”Historiens afslutning”, som stort set er blevet hvermandseje. Den ene efter den anden kloger sig på Fukuyamas tese om historiens afslutning, selvom det er helt åbenlyst at de ikke har læst hans berømte bog, eller nogen af hans efterfølgende bøger. Thi misforståelser gentages i kor.
Det er blevet en sætning man bare kan fyre af, og sige ”dette skete ikke”. Særligt venstrefløjen bruger Fukuyama som en neokonservativ dukke, man kan kritisere efter forgodtbefindende.
Det er desværre bare sandheden, at langt de fleste ikke har fattet eller gidet forsøge at forstå, hvad det var, Fukuyama mente. ”Historiens afslutning” er ikke Fukuyamas sætning – dvs., at det ikke er ham, der har fundet på den.
Han skrev først et essay med en efterfølgende bestsellerbog, der udvidede og forklarede pointen. Historiens afslutning har han fra dels fra Marx og dels fra Hegel. Marx og de deraf følgende marxister mente, at afslutningen på historien måtte være kommunisme. Dvs. de samfund, der har fejlet gang på gang, og som vi her i Vesten, afskyr som pesten. ”Afslutning” stammer fra Hegel, og skal ikke forstås som afslutning i ordets traditionelle forstand. Altså, at noget slutter. Det vil være det rene nonsens at påstå, at historien en dag vil slutte, altså at begivenheder vil ophøre med at ske. Men det er der rigtig mange der tror, var og er Fukuyamas pointe. Nej, nej og atter nej.
I stedet stillede han sig i opposition til Marx og de andre historiefilosoffer, der hævdede at kommunisme ville sejre ad helvede til – godt.
I stedet sagde Fukuyama, at enden på historien (i sætningens filosofiske betydning) måtte blive det liberale demokrati og dermed den suveræne regeringsform. Dvs. et samfund bygget på liberale frihedsrettigheder- og værdier (national identitet, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed osv.) transparens og gennemsigtighed fra regeringens side, relativt få love m.m. vil derfor stå i højere og højere kurs.
Fukuyama har da heller aldrig sagt eller skrevet, at Rusland ville blive et demokrati her lige om lidt. Han har heller aldrig sat årstal på, hvornår det liberale demokrati endegyldigt vil være bredt ud i hele verden. Han har heller aldrig afvist, at lande kunne gå tilbage ift. deres ”mængde” af frihed og demokrativurdering. Inklusive Rusland, Brasilien, Kina og Indien.
Dertil hører, at Jensens afslutning sidder lige i skabet. Altså, at verden består af skurke, bøller, forbrydere, statsmænd, politikere – kort sagt: mennesker. Præcis. For hvornår handler man umenneskeligt? Det afviser jeg, at selv et venstrefløjsorakel som Svend Brinkmann skulle have svaret på.
Mennesker kan være modbydelige, og det gør modbydeligheden menneskelig. Putin er også et menneske. Og mennesker er svære at regne ud, og dermed svære at forudse. Forhåbentlig lærer vi at læse Putin korrekt, så vi også kan handle forsvarligt overfor ham og hans vanvidsplan.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
