“Det ville klæde Sikandar Siddique og Aydin Soei en gang imellem at kravle ned fra krænkelsestræet og lade være med at bruge hver given lejlighed til at føle sig diskrimineret”, skriver forfatter Rami Zouzou i dette debatindlæg.
Af Rami Zouzou, forfatter og cand. mag i historie
Uge 8 var ugen hvor krænkelseshysteriet nåede nye højder. Først udtaler formanden for Frie Grønne, Sikandar Siddique, i Berlingske den 20. februar, at minoritetsdanskere de sidste 25 år er blevet udskammet, hvorefter sociologen Aydin Soei udtaler, at han har følt sig utryg på den hyggelige Toga Vinstue, fordi en gruppe mænd udøvede en practical joke, der gør grin med nazismen.
Begge føler sikkert, at det er et resultat af den følelse af diskrimination, som mange etniske minoriteter har måtte levet med, siden vores forældre ankom til Danmark fra Pakistan, Iran og i min fars tilfælde Syrien. Men historien om diskrimination i det danske samfund er desværre langt mere kompleks end de sædvanlige narrativer om udenforskab, der i mange år har været selve grundlaget for begge de herrers virke som hhv. politiker og sociolog.
Den kan ikke koges ned til den gængse forklaring om en majoritetsbefolknings naturlige uvilje mod etniske minoriteter. Når vi opnår konsensus om den erkendelse, kan det være, vi kan begynde at løse de udfordringer, såsom diskrimination og parallelsamfund, der har plaget landets boligområder siden 1980’erne.
Inden Sikandar Siddique får trukket offerkortet helt op af lommen, og Aydin Soei føler utryghedens sved når han er i nærheden af liberale partiformænd, skulle vi måske kigge lidt på, hvordan forholdene omkring diskrimination og udenforskab udviklede sig i Danmark.
I mange tilfælde ikke var det nemlig ikke det danske samfund, der vendte minoriteterne ryggen. Tværtimod ønskede mange af vores nye gæster slet ikke at blive medborgere. De havde derfor travlt med at isolere sig fra det samfund,som Sikandar Siddique hævder dæmoniserer etniske minoriteter, så de ifølge Aydin Soeis bøger i dag oplever udenforskab.
I 1960’erne valfartede de såkaldte gæstearbejdere mod de danske kyster for at arbejde. Da konjunkturerne vendte, havde de imidlertid ikke travlt med at vende hjem endsige integrere sig. De bosatte sig derfor i boligområder rundt omkring i Danmark, bl.a. på den københavnske Vestegn, hvor de i ro og mag kunne fastholde de værdifællesskaber, de havde med fra deres hjemlande frem for at integrere sig med landets øvrige medborgere.
Hvis Sikandar Siddique kigger i bogen “De fremmede i dansk avisdebat” fra Rockwoolfondens forskningsenhed, kan han læse et citat fra Ishøjs daværende socialdemokratiske borgmester, Per Madsen, der i det hedengangne Det fri Aktuelt citeres for at sige “Skik følge eller land fly,” grundet kommunes indbyggeres manglende vilje til at tilpasse sig det danske samfunds normer.
Der var altså ikke tale om, at det danske samfund diskriminerede, men derimod tale om en gruppe mennesker, der frivillig begyndte holdt sig udenfor ved at opbygge de parallelsamfund, vi stadig kæmper med i dag.
Også Hvidovres tidligere socialdemokratiske borgmester, Britta Christensen, så tidligt problemet med udenforskab. I 1993 nægtede hun derfor flere flygtninge at flytte ind i Avedøre Stationsby, da kommunen ikke kunne håndtere flere integrationsproblemer.
“At leve i fredelig sameksistens handler om at respektere forskellighed, men hvis forskelligheden får overtaget, går det galt,” blev hun citeret for at sige.
Og galt gik det. Ikke fordi det danske samfund udskammede eller dæmoniserede. Men fordi der blandt majoritetsbefolkningen udviklede sig en utryghed overfor de parallelsamfund, der udviklede egne normer og æreskodeks fra oprindelseslandet.
På min og Aydin Soeis gamle folkeskole i Avedøre blev Mellemøstens konflikter for eksempel ofte nærværende, fordi børn af libanesere mente, at uenigheden mellem Syrien og Libanon åbenbart skulle udkæmpes på Enghøjskolen fremfor i Beirut eller Damaskus. Som barn med rødder i Syrien følte jeg mig derfor langt mere utryg over for vrede libanesere, end jeg har gjort i mødet med heilende hooligans endsige på altid hyggelige Toga, hvor jeg som ungdomspolitiker ofte slog mine folder.
Disse parallelsamfund fortsatte med at udvikle sig op igennem 90’erne. Ikke grundet diskrimination, men fordi en alt for stor gruppe af de indvandrere, af egen fri vilje valgte at isolere sig fra kulturelle og sociale fællesskab blandt andet ved at insistere på, at religionen var afgørende i forhold til valg af partner, hvorfor de dermed ikke blev medborgere men modborgere.
Historien om indvandringen til Danmark viser os nemlig, at man ikke blot kan postulere, at det danske samfund har diskrimineret etniske minoriteter, men har følt sig magtesløse overfor de lukkede kulturer, der fik lov til at gro.
Det ville derfor klæde Sikandar Siddique og Aydin Soei en gang imellem at kravle ned fra krænkelsestræet og lade være med at bruge hver given lejlighed til at føle sig diskrimineret. At stoppe med at koge mere suppe på de sædvanlige narrativer om et samfund, der bevidst har holdt en gruppe borgere uden for fællesskabet.
Tværtimod skulle de starte en bevægelse, der opfordrer borgere, der har valgt at bo her i landet, til at respektere hinandens forskelligheder uanset nationalitet, seksuel præference eller religion. Så kunne det nemlig være, vi kunne drøfte reelle løsninger på de udfordringer, som Britta Christensen og Per Madsen pegede på tilbage i 1980’erne og 1990’erne, og som vi stadig kæmper med i dag.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
