“Hvis coronakrisen var godt for noget, så var det, at den afslørede en nøgen sandhed: Nemlig at udlændinge rent faktisk var villige til at arbejde, såfremt det kunne betale sig, hvilket utvivlsomt var tilfældet i testcentrene”, skriver Mitchel Vestergaard fra Nye Borgerliges Ungdom i dette debatindlæg.
Af Mitchel Vestergaard, Kampagneformand i Nye Borgerliges Ungdom
Hertillands befinder vi os langt om længe på den anden side af coronakrisen. Ingen coronapas, ikke flere vaccinestik og ikke flere påkrævede test inden man måtte befinde sig på sit lokale værtshus og med en flaskegrøn sodavand i hånden, uden mundbind vel at mærke. Nej, det er sandt for dyden og gudskelov et overstået kapitel, og vi kan glæde os over, at vi trods alt var gode til at passe på hinanden.
Efterkrisetiden har dog været lige så ubarmhjertig, og i en tid hvor vi har så fandens travlt med at beskylde og beskyde hinanden som konsekvens af coronakrisens syndflod af uhensigtsmæssige kendsgerninger, glemmer vi ganske fejlagtigt at overveje hvorledes krisen har gjort os klogere.
Hvis coronakrisen var godt for noget, så var det, at den afslørede en nøgen sandhed: Nemlig at udlændinge rent faktisk var villige til at arbejde, såfremt det kunne betale sig, hvilket utvivlsomt var tilfældet i testcentrene.
Ifølge Beskæftigelsesministeriet modtager udeboende kontanthjælpsmodtagere månedligt mellem 7.552 kroner og 15.570 kroner, mens Jobindex beregner den gennemsnitlige kassemedarbejders løn til værende 21.184 kroner. Der eksisterer altså kun en potentiel sølle lønforskel på 5.614 kroner på et fuldtidsjob og på kontanthjælpssatsen, der noget så åbenlyst vidner om, at det i hvert fald ikke kan betale sig at ansøge om en arbejdsstilling i supermarked.
Imidlertid kunne fagforeningen 3F berette om, at behovet for coronapodere i en periode var så stort, at man som ufaglært kunne vælte ind fra gaden og kræve en timeløn på 240 kroner, svarende til en månedsløn på 35.520 kroner, og dermed en astronomisk lønforskel på 19.95 kroner.
Det borgerlige Danmark har længe prædiket – nok oftest for koret, men prædiket har de altså – om, at det skal kunne betale sig at arbejde. En påstand, der tilsyneladende har vist sig at være sandfærdig; en påstand med både belæg og dertilhørende hjemmel. Venstrefløjens påstand om det modsatte holder dermed ej stik, og hvad angår hjemmel – ja, hvem går egentlig op i hjemmel?
Under coronakrisen fandtes altså en midlertidig løsning ved det hellige alter, hvor udbud var Jesu blod og efterspørgsel Jesu legeme. Resultatet var højere løn, og dermed et større incitament til at arbejde. Om end Jesus nok havde været skuffet over menneskets evige åndsanæmiske higen efter guld, ædelsten og 100-kronesedler, så forbliver det til stadighed en kendsgerning, at danske kroner kan få udlændinge på arbejde. Paradoksalt nok, kan denne kapital ligeledes få udlændinge til at blive hjemme, og det er kontanthjælpssatsen et krystalklart billede på – ja, pågældende økonomiske assistance er simpelthen for tæt på den ufaglærtes gennemsnitlige månedsløn.
Økonomerne vil dog hurtigt regne ud, at en højere universel løn ej heller er hensigtsmæssig. Nej, hvis Danmark overhovedet vil gøre sig nogle forhåbninger om at få flere udlændinge i arbejde, bør gabet mellem kontanthjælpsloftet og lønniveauet for ufaglært praktisk arbejde givetvis differentiere sig gevaldigt. Det har coronakrisen trods alt lært os, hvorfor det i efterkrisetiden må siges at være en logisk og letfattelig konsekvens, at kontanthjælpsordningen må revideres således, at loftet nedjusteres, da den aktuelle ordning helt åbenlyst ingenlunde har været handlingsorienteret, endsige fornuftsbaseret.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
