Den aktuelle krise i Ukraine bør være en øjenåbner for Danmark og Europa, der alt for længe har nasset på amerikanernes velvilje. Tiden er inde til, at vi tager NATO-alliancen seriøst og betaler vores to procent af BNP til forsvaret, skriver Nikolaj Schultz Nielsen fra Nye Borgerlige i dette debatindlæg.

Af Nikolaj Schultz Nielsen, bestyrelsesmedlem i Nye Borgerlige Aalborg

Udenrigspolitik har det lidt med at køre i baggrunden i hverdagen, mens alle har haft fokus på hvad der foregår indenrigspolitisk. Vi plejer som oftest ikke at have fokus på hvad der sker i den store verden, før de store begivenheder finder sted, hvor virkeligheden kan ramme en som en forhammer.

Nok har der været en længe optakt til russernes invasion af Ukraine, men jeg vil vove at påstå at begivenhederne kommer til at gå meget stærkt, meget snart.

Det er lidt mit håb, at bringe lidt fokus på noget af det, som jeg synes vi ikke taler nok om. Noget der er særligt relevant, her i den nærmeste fremtid, med håb om at det fører noget debat med sig, eller får folk til at forstå alvoren.

Ingen kan forudse fremtiden. Særligt ikke i udenrigspolitik. Men ingen kan vel efterhånden være i tvivl om, at verden er under en total forandring i disse år. Verden bliver mere kaotisk, hvor tilstanden, som vi altid har kendt den siden 90’erne, er ved at forgå. Uagtet hvem der sidder på præsidentposten i USA, er NATO-alliancen yderst presset. Det har den i øvrigt været i mange år.

Efter Anden Verdenskrig, kom Danmark og resten af Vesten under amerikansk beskyttelse. Sovjetunionen var en meget konkret trussel, og det sikkerhedspolitiske element var en fast del af den politiske diskurs. Indtil det pludseligt ikke var længere.

Sovjetunionen kollapsede. Processen gik ganske langsomt, indtil det pludseligt gik meget stærkt.

Med Sovjetunionens fald, havde NATO havde ikke længere en konkret eksistentiel fælles sag.

Historien kender de fleste. Hvad der før havde været en militæralliance for at sikre os mod kommunismen, befandt sig nu i en identitetskrise. Efter en vis famlen gennem 90’erne, afløstes det af, at man prøvede sig frem med en mission om, at man skulle udbrede demokrati i verdens brændpunkter.

Resultatet af dette kender I også. En dyr lektie at lære, betalt i blod, samt en stærkt forøget statsgæld, særligt hos amerikanerne.

Hvad der længe havde været undervejs, endte måske meget symbolsk med helikopterne, der lettede fra ambassaden i Kabul.

Forsøget med at udbrede demokratiet rundt omkring i verden slog fejl. Men missionen har aldrig været livsnødvendig for USA. Blot et prestigeprojekt, i en idealistisk rus af at gøre verden til et bedre sted, uden bredere indsigt i de lokale landes institutioner – med kaos og anarki til følge.

Naturligvis var hovedprioriteten under Den Kolde Krig at inddæmme kommunismen. Men en anden stærk interesse har været, at man ville sikre, at olien frit kunne flyde fra Den Persiske Golf. Der er en grund til, at den fem flåde flåde har ligget til omkring Hormuz-strædet i Den Persiske Golf. Det krævede en hel flåde, at holde strædet åbent.

Men dette er i disse år ved at ændre sig.

USA har ikke noget reelt geopolitisk og sikkerhedspolitisk behov for at beskytte os. Sovjetunionen er erstattet af Rusland, og står stærkt svækket. Rusland, dog stadig en stormagt, er ikke i nærheden af at være en rival for dem. Den russiske økonomis størrelse, kan sammenlignes med Schweiz og Holland tilsammen.

Og hvad der før var livsnødvendigt for USA, som medførte, at de måtte interagere i verdens anliggender, olie, er heller ikke længere en nødvendighed. Ser man bort fra den midlertidige forsyningskrise der er kommet, set i lyset af COVID-19, har amerikanerne haft deres skifer-revolution i 2014. En energirevolution, der igen har gjort amerikanerne selvforsynende i stadigt større grad, og dermed fjernet deres naturlige geopolitiske interesse i at blande sig i verdens anliggender.

De europæiske militære styrker står meget svagere, end de gjorde under Den Kolde Krig.

De europæiske lande begyndte at slække på militærbudgettet, med den såkaldte “fredsdividende”.

Skal man sætte den på spidsen, skal man blot kigge til Tyskland, hvor militæret er så dårligt udrustet, at man under træningsøvelser benytter kosteskafter som våben, med instruksen om at råbe “bang”.

Al denne slækken-efter, har været til stor irritation for amerikanerne, som har holdt hånden over os de sidste mange årtier. Når man hører venstreorienterede gøre nar af, hvor stor et militærbudget amerikanerne har, har de glemt at holde det op mod, at vi i Europa ikke betaler vores andel. Et symbolsk beløb, på sølle tp procent af BNP. Et efterslæb, som de amerikanske skatteydere godhjertet har betalt for os.

Til trods for at skiftende præsidenter har taget sagen op, har de europæiske politikere siddet det overhørigt.

At Trump begyndte at blive seriøs omkring at påpege europæernes manglende vilje til at betale deres andel, er blot symptom på amerikanernes desillusionering og distancering fra en alliance, som ikke længere gavner deres sikkerhedspolitiske interesser, men hvor der drives rovdrift på deres velvilje.

At præsidenten er Demokrat, ændrer ikke på trenden i amerikanernes sikkerhedspolitiske interesser.

Når det så er sagt, skal ikke herske nogen tvivl om, at amerikanerne føler et stærkt bånd til os. Både hos Demokraterne, og måske til stor overraskelse for de fleste, særligt også Republikanerne. De har haft vores ryg gang på gang.

Der er et stærkt bånd – og til trods for, at de ikke har store geopolitiske behov for at beskytte os og bakke os op, stiller de stadig op til det nu.

Overvej, hvilket privilegium det er for din og det øvrige Vestens frihed, at verdens ubetinget stærkeste land, er på vores side. Overvej hvilket privilegium det er, at selvom der måtte være uenigheder i ny og næ, at det er en af “the good guys”, der har den magt, samt hvilken positiv indflydelse det har, sat overfor alternativet.

Amerikanerne vil gerne hjælpe os. Og undskyld mit franske – til trods for alt det lort der bliver slynget efter dem, og særligt mod republikanerne, fra de europæiske befolkninger og særligt venstrefløjen.

Vi burde hver dag bukke og skrabe for amerikanernes velvilje. Men vi kan nøjes med at betale det symbolske beløb på de to procent af BNP til forsvaret og tage alliancen seriøst fremadrettet.

De stærkeste bånd er dem, der transcenderer geopolitiske behov. Det skal vi aldrig tage for givet.

Verden bliver mere kaotisk. Det her bliver ikke det sidste angreb mod den frie verden fra Ruslands side. I krisetider som disse, skal vi i Vesten huske hvad der binder os sammen.

Det skylder vi i disse dage de amerikanske skatteydere – de Demokratiske såvel som de Republikanske. Og husk særligt de sidste, når du kan sove trygt i nat.

Teksten har været bragt på Nikolaj Schultz Nielsens Facebookside, men er videregivet let redigeret her på Indblik med hans tilladelse. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.