Pia Kjærsgaard og DF udgør sammen med den officielle venstrefløj med deres holdning netop den største fare for det velfærdssamfund, de ønsker at forsvare, skriver Liberal Alliances Peter Loft i dette debatindlæg.

Af Peter Loft, advokat, Bachmann og Partnere og kandidat for Liberal Alliance

Mens mange diskuterer, om Dansk Folkeparti overhovedet hører til i den blå lejr, hvad den økonomiske politik angår, rettede Pia Kjærsgaard i Berlingske forleden en hård kritik mod Nye Borgerliges økonomiske udspil for ikke at være udtryk for borgerlig politik.

Planen er et frontalangreb på det velfærdssamfund, der er opbygget over generationer, og således blot endnu et forbenet forsøg på at skabe det gode samfund ”med de økonomiske greb, som ultraliberalismen repræsenterer”, lyder det.

Uden at forholde mig nærmere til Nye Borgerliges udspil er det min opfattelse, at Pia Kjærsgaard sammen med den officielle venstrefløj med deres holdning netop udgør den største fare for det velfærdssamfund, de ønsker at forsvare.

Det er rigtigt, som Pia Kjærsgaard skriver, at der har været gjort mange forsøg på at ændre skattereglerne og især få nedbragt den meget høje marginalskat, som kendetegner det danske skattesystem. Den væsentligste årsag til, at intet er sket, er vel netop Pia Kjærsgaards og hendes partis modstand. Nogle ønsker at sætte skatten ned af ideologiske årsager, men for mig at se er den væsentligste årsag til, at man er nødt til at ændre skattereglerne drastisk, at det nuværende system simpelthen koster velfærd, og dermed begrænser de indtægter, som kan beskattes og danne grundlag for det velfærdssamfund, som både Pia Kjærsgaard og jeg ønsker.

Høje indkomstskatter begrænser arbejdsudbuddet. Hvis der produceres mindre, fordi der ikke er hænder nok, reduceres det overskud, som danner grundlag for beskatningen. Hvis skattesystemet tilskynder til at arbejde mindre og holde mere ferie, betyder det lavere skattegrundlag og dermed lavere offentlige indtægter.

I Danmark mangler vi ikke nye og innovative ideer – faktisk er vi et af de lande, der udvikler flest nye virksomheder. Men på grund af enestående høje skatter på afkast af bl.a. aktier, kniber det med risikovillig kapital. Derfor ser vi, at de fleste nye virksomheder enten aldrig når at vokse sig store, eller også bliver de solgt og flyttet til udlandet. Det nye hjemland kommer dermed til at nyde godt af afkastet fra denne virksomhed – til gavn for bl.a. velfærdsydelserne dér.

Skatteyderne er allerede hårdt spændt for i Danmark. Alligevel er der mange velfærdsområder, som ikke fungerer godt nok. Det gælder fx ældreområdet, skoleområdet og sundhedsområdet. Pia Kjærsgaard vil argumentere for, at der er behov for nye udgifter på disse felter. Hertil kommer hele den grønne omstilling samt en almindelig opdrift i forventningerne til de offentlige ydelser, i takt med at nye ideer til offentligt betalte ydelser – ikke mindst med Dansk Folkepartis og venstrefløjens mellemkomst – opstår.

Hvis finansieringen af alle disse udgifter fortsat skal række, er der to ting som nødvendigvis skal bringes på plads.

For det første skal skatterne indrettes på en måde, så den koster mindst mulig velfærd. Forvridende og aktivitetshæmmende skatter skal opgives eller nedsættes. Ikke af ideologiske grunde, men fordi vi ikke har råd til at opretholde skatter, som mindsker indkomstgrundlaget, og derfor koster samfundet mere end de indbringer i offentlige indtægter.

For det andet er det nødvendigt, at vi kigger på, om de penge, der allerede bruges på offentlig velfærd, bruges bedst muligt. Sammenlignelige lande, der alle har lavere skattetryk, har mig bekendt ikke ringere velfærdsydelser, end vi har. Måske er de bedre til at udnytte ressourcerne – fx gennem konkurrenceudsættelse af velfærdsydelserne. 

Nye Borgerlige er kommet med deres udspil; andre partier er formentlig på vej med deres. Det vigtigste er, at man begynder at overveje, om der er alternativer til Dansk Folkepartis løsning, som alene synes at være nye udgifter, som det bliver sværere og sværere at honorere.