For et par dage siden annonceredes et nyt kommunistisk parti, Revolutionært Kommunistisk Parti. Det stiftes først til oktober, men det forhindrer ikke medierne i at give den beskedne ansats stor omtale. Partiet vil kæmpe for en kommunistisk revolution, store virksomheder skal demokratiseres og ikke bestyres af få enkeltpersoner, og så forsikres der om, at det nye partis kommunisme ikke har noget som helst med tidligere kommunisme at gøre.

DR omtalte partiet hyggeligt og høfligt, og Kristeligt Dagblad har også interviewet formanden: ”Vi drømmer om et samfund, hvor Novo og Mærsk styres af de ansatte”, udtalte overkommunisten, men det er jo ikke sikkert, at Danmark bliver mere lige af det. Novos og Mærsks ansatte er da vist blandt de rigeste lønomdtagere.

I ingen af omtalerne karakteriseres det nye kommunistiske parti som ekstremistisk. Det er nærmest sådan lidt sød hyggesnak fra mænd i smækbukser, som de fleste vel er enig i. Sådan som vi var så vant til at skulle lægge øre til i 1970erne, ja, høre lærere sige. Hvem er ikke rød som ung? Og så skal vi ikke forstyrre den gode stemning med fakta om, at hver gang markedet og kapitalismen er blevet succesrigt knust, har det kostet millioner af liv, de fleste af hungersnød, men mange i hekseprocesser.

Her i marts kom Politiets Efterretningstjenestes nye trusselsvurdering. ”Terrortruslen mod Danmark er skærpet”, lyder overskriften og det meste skyldes islam (eller rettere: krænkelser af islam, altså islam) og så angrebet på Israel, som i høj grad også akkompagneres af et islamistisk heppekor. Derfor er terrortruslen mod Danmark skærpet. ( Terrortruslen mod Danmark er skærpet | Nyheder | PET )

Det åbne samfund skal forsvare sig selv mod det åbne samfunds fjender, og derfor er det vigtigt med en effektiv efterretningstjeneste, der ifølge sin natur ikke virker som andre offentlige institutioner med offentlighed og gennemsigtighed, men i det skjulte og i det forebyggende og overvågende. Sådan skal det være. Demokratiet har også ret til at forsvare sig selv og bekæmpe sine fjender og uden at føle skam og skyld.

Det er egentlig forkert, når PET offentliggør sin trusselsvurdering, for det bliver tit noget verbalt og analytisk pjaskeri at forsøge at teoretisere, hvad der ikke altid kan begrebsliggøres. Som om den snakkende klasse og RUC´s kandidater også er kommet ind i efterretningstjenesten.

Hvis man ser på indholdet, grupperes fire navngivne trusler, og som så vurderes i trusselsniveauer og sandsynlighedsgrader:

• Militant islamisme
• Højreekstremisme
• Antimyndighedsekstremisme
• Venstreekstremisme

Når man så læser indholdet i -ekstremismerne, bliver det overordentligt vagt og diffust, næsten som var det en RUC-rapport, og med referencer til bevægelser og navne som er ukendt i offentligheden. Igen: PET bør holde øje og advare og skride ind til beskyttelse af statens (og dermed vores alles) sikkerhed, men behøver ikke artikulere truslerne, fordi det kommer ikke til at se særligt truende ud på papiret.

PET´s trusselsanalytikere misforstår noget grundlæggende. Når de f.eks. skal definere ”ekstremisme” bliver det til ”Vilje til at anvende vold eller andre ulovlige handlinger for at ændre eksisterende samfundsforhold”.

Man kan selvfølgelig som Alice i Eventyrland vælge, at ordene skal betyde lige det, som jeg synes, de skal betyde, men det er bedre at holde sig lidt til almindelig sprogbrug, og at sidestille ekstremisme mod vold er forkert.

Den Store Danske Ordbog definerer ekstremisme således: ”yderligtgående adfærd eller holdning, især inden for politik eller religion”. Og roden af ordet, ekstrem, defineres af samme ordbog således: ”noget som er langt fra det moderate eller det normale (og som danner modstykke til noget andet)” og som synonym til ”ekstrem” nævnes så ”yderlighed” og ”yderpunkt”.

Så defineret som et relationelt begreb bliver ekstrem modsætning til moderat. Ligesom i en normalfordelingskurve, hvor det normale eller moderate befinder sig i midten, og det ekstreme eller afvigende ude til siderne.

Mange påstande begynder som ekstreme, før de accepteres. Mange nye opdagelser virker usandsynlige i begyndelsen, før de finder bred opbakning. Galileo Galilei var ekstrem med sin påstand om Jupiters 7 måner, når alle var enige om, at planeter kun kunne have én måne – og så bevise det ved at kigge gennem et langt rør! Alt nyt og al kunst er ekstremt. Det normale er moderat – og kedeligt.

Radikalisering ser vi normalt på en som farlig bevægelse. Kulturradikalismen var en bevægelse, der gik til angreb på alt moderat og bedsteborgerlighed, eller med Elias Bredsdroffs ord ”et åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klichéerne, en åndelig åbenhed, der ikke nøjes med at se på etiketterne”.

Digteren Arthur Koestler skrev belært af det 20. århundredes totalitære omgang med sandheden: “Hvad der i sidste instans er sandheden, er altid en vildfarelse i næstsidste instans. Den, som viser sig at få ret til slut, vil forinden stå som en afsporet og skadelig person.”

Sandheden affejes som ekstrem, når den første gang høres. Kan det virkelig være rigtigt? Men nogle gange overgår sandheden, hvad der snakkes om ved kakkelbordene.

En af de flotteste politiske taler kan tilskrives USA´s præsidentkandidat Barry Goldwater i 1964, da han sagde de så berømte ord: “Ekstremisme i forsvaret af friheden er ingen last. Moderation i jagten på retfærdighed er ingen dyd.”

Altså, grundprincipperne skal man stå fast på og være ekstrem i forsvaret af. Og hvis man er moderat overfor grundlov og grundprincipper, giver man efter og underminerer lov og ret.

Mådehold og moderation er en af Aristoteles´ fire dyder. Og en af de klassiske dyder. Det er der meget ræson i. For meget og for lidt skader og dyden ligger i midten. Ingen adfærd er i sig selv skadelig, men det er måden og mængden, som gør det. Så jeg spurgte min professor i antik filosofi på universitetet, om man med Aristoteles så gerne måtte dræbe med måde. Eller var der noget absolut – ekstremt – forbudt?

At gå ud over sine grænser skader. A bridge too far blev en katastrofe. Og mådeholds-ideologien medførte i middelalderen, at nysgerrighed blev en last, for mennesket skulle blive ved sin læst og ikke gå ud over sine grænser eller prøve at erkende, hvad det ikke kan se. Dermed var Galilei dømt ude. Han var ikke moderat.

Heldigvis kom renæssancen og de store opdagelser, hvor mennesker fik modet til at vove det ekstreme, plus ultra, ignorere det moderate og sprænge konsensus. ”Intet fremskridt skabes i konsensus”, sagde Columbus i 1492-filmen.

Alt dette blot for at sige, at det er alt for simpelt af PET´s Center for Terroranalyse (CTA) at udråbe det ekstreme til noget farligt og truende og ikke mindst voldeligt. Og hylde det moderate som sikkert og godt. Så vi kun er i sikker havn ved i højlydt kor at stemme på Lars Løkke Rasmussens parti.

Som noget nyt opererer Center for Terroranalyse (CTA) med et nyt trusselscenarie, såkaldt ”antimyndighedsekstremisme”. Det er affødt af covid-19-pandemien, hvor der opstod protester og protestgrupper, som var stærkt kritiske over for myndighederne.

Alle kender vist nogle i deres omgangskreds eller fra nettet, som anså covid-19-pandemien for en konspiration og vaccinen som et statsligt overgreb (jeg gik ind for vaccinetvang! – i hvert fald som moralsk berettiget), og hvis det afstedkommer tendenser eller ansatser til systematisk vold, skal PET selvfølgelig overvåge og udspionere miljøet bedst muligt. Al vold er udemokratisk.

Alligevel er jeg skeptisk, når PET lancerer et begreb som antimyndighedsekstremisme, fordi det tenderer til at lukke munden på kritik af stat og kommune og offentlige myndigheder. Sund kritisk sans overfor politikere er demokratiets livsnerve. Det er kun, når den bliver til eller planlægger eller fabulerer i vold, at den skal holdes øje med af PET. Og straks volden optræder, skal det slås ned med hård hånd. Demokrati er samtale. Men demokratiets væsen er også myndighedskritik, og den behøver ikke kun være i moderate ord og vendinger.

PET bør forstå sig som en institution, der går under radaren, og derfor ikke bræge ud med trusselsbilleder formuleret i tvivlsomt, halvdilettantisk begrebsapparat. En efterretningstjeneste skal gøre det (altså aflytte, spionere, infiltrere, læse vores post og mails), men ikke snakke om det.

Og så igen for at vende tilbage til vores kommunistiske ven, der i sin retorik siger alt det, som i det 20. århundrede har resulteret i flest folkemord med de fleste ofre, men som i danske medier nok får kritiske spørgsmål, men jo slet ikke beskrives som farlig eller ekstrem.