Af Henrik Gade Jensen
Planøkonomi! Selvom ordet virker ret usexet, har det haft en dragende virkning på intellektuelle til alle tider.
For plan og design har altid været mere tiltrækkende end kaos og anarki. Derfor tiltrækkes de dygtige hoveder af planøkonomien frem for den uordentlige markedsøkonomi og skændige kapitalisme. Filosoffer siden Platon har hyldet den viljesmæssige ordensskabelse fremfor tingenes tilfældige udvikling. Filosoffen Descartes priste kvadratiske fæstningsbyer med plan og lineal fremfor organisk udviklede byer med krogede stræder.
I 1920erne og 1930erne, da kommunismen bød sig til med femårsplaner for Sovjetunionens industrialisering, mødte det sympati langt udenfor de kommunistiske partiers rygklappere. Fordomsfrie samfundsforskere, som selv så sig uden ideologi, lovpriste eksperimentet.
Og sådan var det mærkeligt nok også med nazismen, som også var et dirigistisk og centralstyret økonomisk system. Det tiltrak også bredere kredse end de ideologiske fanatikere.
I bogen ”Pibende Hængsler. Socialdemokraterne og den tyske fascination under besættelsen” (Gyldendal 2022) beskriver Arne Hardis danske socialdemokraters hang til planøkonomi i de første år af besættelsen. De var typisk akademikere, økonomer, unge og dygtige, som fandt sympati med tyskernes nye økonomiske system.
Den berømteste er Jens Otto Krag, som nåede at trække sig ud, før det blev for sent. Men der var studiekredse og foredragsforeninger, som debatterede Danmarks plads i en ny økonomisk orden. Ligesom med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig kan det evigt diskuteres, hvor meget der var påtvunget mere eller mindre, og om nogle gik over kridtstregen og agerede proaktivt.
Statsminister Stauning og udenrigsminister Erik Scavenius gik forrest i samarbejdsviljen med Tyskland, og Hardis refererer Staunings berygtede tale i Studenterforeningen i 1941: ”Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betydelige Fordele fremfor den Planløshed, som har været rådende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoismen”.
Så der var to dele i Staunings tale, dels tilpasningen til Tyskland, men også den mere principielle: planøkonomien. Og den sidste faldt i tråd med socialistisk og socialdemokratisk arvegods.
Mange unge socialdemokratiske cand.polit.’er tog Staunings ord til sig, og så fordomsfrit på den nye tingenes tilstand. En af dem var Niels Lindberg, økonom, direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kooperationens akademiske hoved, som gennem besættelsen viklede sig ind i protyske skriverier og aktiviteter og inspirerende rejser i Tyskland. En anden socialdemokrat var Henning Dalsgaard, som i 1940 skrev bogen ”Den tyske planøkonomi” udgivet på det anerkendte forlag Munksgaard og som kom i flere oplag. Som det hed i en samtidig anmeldelse af den ligeledes tyskvenlige geograf og professor Gudmund Hatt, er planøkonomi ikke ”knyttet til en bestemt livsopfattelse – den er blot en effektiv organisation af et lands erhvervsliv til bedste for nationen som helhed”.
I selvforståelsen kunne der diskuteres tysk planøkonomi og tages ved lære uden af den grund at være tyskvenlig. Man så planøkonomi som en ideologifri, teknisk organisation af samfundet løsgjort fra centralstyre og diktatur. Og det var den egentlige fejl.
Og det var den fælde, som den unge Jens Otto Krag hoppede i, og kun et hårsbred reddede ham over på den rigtige side, påstår Arne Hardis. Men han omgikkes de øvrige, som havnede i unåde efter krigen, som bonkammerater i første del af krigen. Hans bofælle og DSU-formand Arne Vikelsøe-Jensen blev likvideret af modstandsbevægelsen i 1944, så langt røg han ud, men da var Krag på rette vej.
Det ubesvarede spørgsmål bliver, hvorfor og hvordan den tyske planøkonomi kunne drage unge økonomer med sig. Niels Lindberg blev ikke nazist, men dummede sig gevaldigt og var stridbar og stædig, i øvrigt ligesom sin oldefar præsten Jakob Christian Lindberg, der var en af Grundtvigs første disciple og en indpisker og polemiker af rang. Æblet trillede ned af stammen. Det var økonomien, der gjorde dem tyskvenlige. Planøkonomien er en permanent intellektuel fristelse med en styrke, så den kan sluge både stalinisme og nazisme.
For efter Anden Verdenskrig genoplivedes planøkonomien ufortrødent hos Jens Otto Krag og de øvrige socialdemokrater, da han allerede i sommeren 1945 forfatter socialdemokratiets valgprogram Fremtiden Danmark. Her er der mange gode forslag til ”plan i nationens økonomi”. I Storbritannien og Frankrig begynder efterkrigstiden også med gevaldige ambitioner om statsligt drevet økonomi. Det er ideologisk fællesgods at opfatte kapitalismen som et overstået kapitel, der blev begravet med verdenskrigen. Eneste politiske undtagelse er den tyske økonominister i efterkrigstiden, Ludvig Erhard, der aldrig blev træt af at sige, at nazismen først ophørte i 1948 med indførelsen af markedsøkonomien.
Det var ikke akademikerne i socialdemokratiet, der reddede dem gennem besættelsen, men i allerhøjeste grad de rigtige arbejdere, Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der havde sunde instinkter og en uforfejlet dømmekraft om godt og ondt.
