”Jeg har kritiseret coronaindsatsen. Lige indtil jeg selv blev smittet”.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Sådan skriver Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, i en leder.
I lederen roser chefredaktøren de danske sundhedsmyndigheder og deres arbejde for at holde smitten med coronavirus nede.
Christians Jensen har ellers før i tiden været kendt for at forholde sig kritisk til håndteringen af covid-19.
– Jeg har her i avisen løbende været særdeles kritisk over for både regeringens og sundhedsmyndighedernes håndtering af coronakrisen. For meget politisk kontrol, for få tests og for ringe kapacitet i sundhedsvæsnet. Jammer, klage og kritik, skriver Jensen i lederen.
Han forklarer også, at han mener, at hans tidligere kritik har været berettiget, men at han personligt ikke har noget at klage over.
– Jeg mødte en personlig omsorg og en udstrakt professionalisme, der fyldte mig med alt det, man som coronasmittet har allermest brug for: varme og tryghed.
Christian Jensen mener, at vi skal være taknemmelige over for “det velfærdssamfund, vi har opbygget”, og at vi skal være stolte af den vidtgående teststrategi, der tester danskerne flere gange om ugen.
– Mens vi vrister os ud af coronaens sidste greb, kan vi konstatere, at velfærdssamfundet fungerer og leverer, når det virkelig gælder.
– Og ja, der var en del at kritisere undervejs, men skulle der komme en ny mutation og en ny smittebølge til efteråret – måtte stærke kræfter forbyde det – er vi i hvert fald godt rustet, afrunder Christian Jensen.
Politikens chefredaktør blev ganske vist smittet med coronavirus og gik i isolation, men oplevede ingen symptomer og smittede hverken hustru, børn eller kolleger.
Kan du lide, hvad du læser?
Så bliv medlem af Indblik for kun 49 kroner om måneden, støt vores arbejde og få adgang til vores medlemsfordele. Vores medlemmer får bl.a. direkte adgang til at komme med idéer til historier.