Af Henrik Gade Jensen
En mørk novemberdag i Prag i 1952 blev 14 af de mest højtstående ministre og embedsmænd anholdt og sigtet for højforræderi. Den mest kendte var udenrigsministeren Rudolf Slansky. Alle var de kommunister og med imponerende indsatser i den spanske borgerkrig, fanger i KZ-lejre, som partisaner under Anden Verdenskrig eller andet livsfarligt undergrundsarbejde.
Det kom som et uventet chok med anholdelserne. Ingen af de 14 havde været andet end systemtro og ideologisk hårde kommunister siden drengeårene. Alligevel blev de buret inde og sat under anklage for forræderi.
De anklagede tilstod offentligt i en skueproces vilde anklager om konspirativ virksomhed og de 11 blev henrettet, også efter selv at bede om det. Tre blev dømt til livsvarigt fængsel.
Få år efter blev alle rehabiliteret og de fængslede løsladt. Men i samtiden vidste ingen, hvad der var op og ned. Var der en konspirativ celle midt i statsmagten? Hemmelige trotskister? De 11 var jøder, så der var også et stærkt antisemitisk element i Slansky-processen, som den siden blev kendt. Anklagen lød bl.a. på ”jødisk-borgerlig nationalisme”, og nationalisme har altid været forhadt.
Herhjemme gik debatten også om Slansky – skulle man tro på de latterlige anklager? DKP, det danske kommunistparti, fulgte lydigt trop i bekæmpelsen af disse ”skadedyr”, og dets lakajer som Mogens Fog ville ikke betvivle Slanskys skyld. Peter P. Rohde og hans kone blev de kendte afhoppere på grund af Slansky-affæren og mistede hele deres vennekreds, som man kan læse om i Niels Barfods fremragende bog I unåde.
Slansky-processen havde sin forløber i Moskvaprocesserne 1936-38, hvor Stalin anklagede det meste af den kommunistiske elite for forræderi. De tilstod alle sammen offentligt og blev henrettet. Et par millioner mistede livet. På min reol har jeg to bind oversatte referater af afhøringerne og tilståelserne fra Moskvaprocesserne, ”Processen mod den sovjetfjendtlige ’Højres og Trotskisternes Blok’”, udgivet på kommunisternes forlag med forord af Aksel Larsen, der priser den sovjetiske retsstat. Det er uhyggeligt og uudholdeligt at læse stærke voksne mennesker tilstå gerninger, de aldrig har begået.
På ganske kort tid gik højt respekterede kommunister i de højeste positioner til at være foragtede folkefjender, som medierne hetzede imod og skabte had til. Og rigtig mange også vestlige journalister og diplomater troede på, at processerne var ægte. George Orwell mente det hele var spin, det optog ham meget, og ”1984” er stærkt inspireret af processerne.
Senere har debatten om disse ”processer” drejet sig om, hvordan et samfund kan forfalde til vildt overdrevne anklager, og det ledsagende massehysteri. Og hvordan kunne stærke, voksne mennesker indrømme åbenbare absurde anklager? Det var i mange år en diskussion om andre samfund, om fremmede lande og systemer, og om totalitære ideologier og deres tendens til at producere syndebukke.
Og det ligger nok som en konstans i alle samfund at finde ”skyldige”: hekse, jøder, trotskister, kontrarevolutionære eller kommunister under den amerikanske heksejagt.
Ingen processer før i Danmarkshistorien
Vi har i demokratiets tidsalder i Danmark været forskånet for egentlige processer, enkelte justitsmord har sikkert fundet sted, men denne forvandling af en agtet borger og offentlig person til fjende på et splitsekund – det var tidligere ikke muligt.
Men nu er det kommet.
Anklagen mod Claus Hjort Frederiksen er uforståelig for alle. At han skulle være ”forræder” eller skyldig i ”landsskadelig virksomhed” er åbenlys absurd. Ligesom sigtelsen mod Rudolf Slansky i 1952. At sammenligne sagen med Jörg Meyer-sagen, som er samme jura, viser vanviddet. Nogen har mistet jordforbindelsen.
Ligeså anklagen mod Lars Findsen, embedsmand til fingerspidserne, varetægtsfængslet i lang tid, hængt ud som gemen forbryder, orkestreret af hemmelighedskræmmeri så ingen kan udtale sig, mine frikendelser her er også usaglige og ubegrundede, jeg ved ingenting, ingen ved noget, men sådan reagerede fornuftige folk også på fortidens processer. Partiet måtte vide hvad de gjorde ….
Men også indenfor Metoo-processerne er mænd faldet på stribe, uden rettergang, uden mulighed for at forsvare sig, dømt på forhånd, offer for massehysteri hvor ingen tør forsvare dem. Agtede mænd, valgt til offentlige embeder, måske lidt kedelige, og som man knap troede havde kønsdrift i sig, falder for delvis anonyme anklager. Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred! Dog ingen kender dagen, før solen går ned.
Og det samme gælder rigsretssagen mod Støjberg, hvor ingen er uenig i substansen, men en forceret teknikalitet udløser en Slansky-proces.
Der er store forskelle gennem historien. I dag får ofrene lov at leve videre, i skam og skændsel og med fodlænke, mens Rudolf Slansky, Bukharin og dem allesammen fik nakkeskud efter endt tilståelse. En vigtig forskel. Især for de pårørende.
Læs Josefa Slanska’s bog ”Report on my Husband” om hendes liv med Rudolf Slansky, de var i Moskva under Anden Verdenskrig, overbeviste kommunister, hun blev selv arresteret som 16-årig for kommunistiske aktiviteter, og må så opleve sin mand bryde totalt sammen, en ideologisk og overbevist kommunist, tilstå de mærkeligste og mest fiktive anklager og trygle om sin egen henrettelse. Hvilken dæmoni? Hvad sker der?
Eller læs Anna Larina Bukharins´s ”Også en dråbe af mit blod” om hendes mand Nikolaj Bukharins arrestation og proces, den mest renommerede og intellektuelle kommunist i Moskva, med solide værker om marxismen, alt sammen forkert, men en teoretisk sværvægter. Og så falder han sammen som en hullet ballon ved processen. Kærligheden består i mange år efter.
For nylig udkom på dansk Heda Magolius Kovaly´s bog ”Under en ond stjerne. Mit liv i Prag 1941-1968”, hun undslap Auschwitz som ung pige, hvor hendes familie omkom, og blev senere gift med en flot ambitiøs kommunist, Rudolf Margolius, han avancerede til handelsminister ind til arrestationen, tilstod senere fiktive anklager og blev henrettet sammen med Slansky.
Eller bedst af alle, læs Artur London, ”Tilståelsen. I Pragprocessens spindelvæv”, hvor en af de tre overlevere skildrer processen, forhørerne, torturen, livsvarigt fængsel, men kort tid efter frigivet. Hans kone, en overbevist fransk kommunist, troede at hendes mand virkelig var forræder og foragtede ham efter fængslingen, ville ikke kendes ved ham, men finder langsomt ud af, at det hele er løgn og spin og stalinistisk paranoia.
Kan et retssystem kortslutte?
Har vores samfund udviklet sig, så standretter nu også bliver den nye normalitet? Agtede politikere og embedsmænd anholdes og anklages efter lovens værste paragraffer! Og Folketingets medlemmer, demokratiets kernetropper, tvinges til at stemme om en sag, de ikke kan få kendskab til. Det er næsten totalitært.
Har juraen, den offentlige ret, udviklet sig, så en forseelse uanset sagens substans udløser straf og sanktion? Som objektiv ansvarlighed uanset forsæt og forholdets natur. Claus Hjort = Jörg Meyer! Man ser lovbruddet, ikke sagen. Jurister er blevet uden sans og samfund.
Kan et retssystem kortslutte? Kan embedsmænd miste sund fornuft og realitetssans? Har nyere generationer af jurister lært faget som ren teknik og mistet proportionerne? Eller er de nye jurister tværtom alt for lydhøre for politiske signaler?
Alle vidste, hvad Claus Hjort sagde i TV. Alle var enige i at adskille barnebrude. Alle borgmestre og partiledere har nusset en yngre kvinde. Men når det kommer frem, falder hammeren. Så kan juristerne, hvis de overhovedet bliver spurgt, kun se forseelsen. Og slå op i deres bog og dømme løs. Men retsstat er også ret og billighed, som kong Volmer ville.
Ingen vover at gå imod strømmen. Så hellere prøve at overleve med slipstrømmen og være med blandt anklagerne frem for de anklagede. Hellere hammer end ambolt. Kaste den første sten. Men som alle historiens processer viser, er de som en malstrøm, der suger mange til sig. Tit leged småbarnet i morgensol rød; ved kvæld det lå på lejet så stille og død.
