Troede du, at det var slut med restriktioner og mundbind, nu hvor coronavirusudbruddet har lagt sig?
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Så er der dårligt nyt. I hvert fald, hvis professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jens Lundgren får sin vilje.
Kort tid efter, at alle coronarestriktioner langt om længe er bortfaldet, åbner han nu for, at vi i stedet skal bruge de vidtgående coronatiltag i kampen mod såvel influenzavirus som RS-virus.
Det fortæller han i et interview med Politiken.
– Fremover bør vi bruge alle de nyttige redskaber, vi brugte mod covid-19, til at dæmpe større epidemier. Influenza kommer igen og vil slå masser unødigt ihjel, ligesom covid-19 fortsat vil ramme os de næste mange år. Jeg mener, at vi bør bruge de kontaktreducerende tiltag til kortvarigt enten lokalt, regionalt eller nationalt at tage toppen af en større epidemi, siger Jens Lundgren således til avisen.
Hermed åbner Lundgren for at vidtgående og frihedsindskrænkende indgreb som mundbindspåbud, forsamlingsforbud og andre restriktioner skal blive en fast del af hverdagen for danskerne – også på den anden side af den akutte coronakrise.
Professoren fortæller dog, at restriktioner i hans øjne kun bør tages i brug i tilfælde af hårde influenzasæsoner.
Men end ikke fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der ellers har været frontfigur for den socialdemokratiske regerings vidtgående coronahåndtering, bakker op om Jens Lundgrens udmelding.
Han fortæller til Politiken, at han ikke mener, at vi skal indføre ekstraordinære tiltag mod influenza.
Hvert år dør i omegnen af 500-1.500 primært ældre og sårbare af influenza og i nogle sæsoner mere end 2.000.