Psykiater: Det er dybt tragisk, at regeringen holder børn og unge fra at gå i skole

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Det er dybt tragisk, at regeringen fortsætter med at holde på, at børn og unge ikke må komme i skole, skriver psykiater Mia Gall Grandahl i dette debatindlæg.
Af Mia Gall Grandahl, Speciallæge i psykiatri
På trods af Børns Vilkårs store bekymring for børn og unge, som de gav udtryk for i Debatten på DR2for nyligt, fastholder regeringen, at børn og unge skal holdes hjemme. Kun de få udvalgte får lov til at komme i skole. På deltid. 
Skal vi fortsat se til, mens regeringen skaber en generation af fortabte børn og unge? Er der da slet ingen fornuft? 
Jeg ville ønske, at jeg kunne bryde min tavshedspligt og fortælle om de forfærdelige skæbner, jeg har stødt på, både privat og i mit arbejde som psykiater. 
Det rammer alle, når billeder af mennesker i respirator og overskrifter om at blive kvalt pryder forsiderne af aviserne. 
Det ville også ramme, hvis mennesker med sindslidelser ville stå frem og fortælle, om deres skæbne. 
Der har i årevis hersket tabu omkring sindslidelser og det er stadig noget, mange holder for sig selv. De fleste kan sætte sig ind i, hvordan det må være at have et brækket ben eller en lungebetændelse. Men depressioner og psykoser går det ikke helt så nemt med. 
Derfor er det formentligt også så svært at få politikerne til at forstå alvoren af mistrivslen blandt børn og unge, hvorimod de åbenbart meget lettere kan forstå faren ved en infektion, som risikerer at medføre indlæggelser på intensiv afdeling. Regeringen kan godt forstå, at det er hårdt for børnene og de unge. Men det er så meget mere end det. 
Det er så stærkt, når overlæge i psykiatri Inger Ros i Berlingske står frem og fortæller om de skæbner, hun ser hver dag i sit arbejde i en psykiatrisk akutmodtagelse i København. 
Men hvad skal der til, for at få regeringen til at lytte? Skal der være røde tal hver dag for børn, der har skåret sig selv? For børn, der ikke længere gider at logge på Teams? For børn, der taler om, at det hele ville være lettere, hvis de ikke var her mere? For hvert barn, der har mistet håbet? 
Hvornår holder regeringen op med at påberåbe sig samfundssind, hver gang nogen siger dem imod? 
Lad mig referere til og citere fra et udmærket debatindlæg bragt i Information
”Menneskesindet er et samfundssind, der længes imod at blive godkendt af autoriteterne. Når statsministeren bruger udtrykket ’samfundssind’, vækker hun et potentielt farligt instinkt i os, omend dette for tiden opfattes som ’at være god’. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at samfundssind kan rumme blindhed, uselvstændighed og ondskab.” 
Netop dette får man fornemmelsen af, når man betragter den ensidige prioritering af vores sundhed i samfundet, hvor vi alle lader til at være enige om, at det eneste mål, vi skal stå sammen om, er at forhindre at nogen dør af COVID-19. Intet må stå i vejen for dette. Ikke engang børnene og de unge. 
”Hele grupper af mennesker kan (ubevidst) tilsidesætte selvstændig tænkning og etik for at være en del af den ’stærke gruppe’, som typisk også har en stærk leder. Bagsiden af samfundssindet er sindelagskontrol.” 
Det er så rammende, at det er uhyggeligt. 
Vi kan genkende dette i, at regeringen til alle stillede spørgsmål fra kritikere af deres politik, svarer, at nu må vi være voksne og at vi skal stå sammen. Vi skal udvise samfundssind. 
Men hvad er det, vi står sammen om? At sætte økonomi, trivsel, sundhed og klima over styr uden refleksion over, hvorvidt der kunne være en anden måde at gøre tingene på? 
Jeg begriber ikke, at man kan være så hjerteløs og nægte at udvise rettidig omhu overfor vores fælles børn og unge. 
Så jeg bønfalder regeringen: anerkend, at manglende trivsel og begyndende sindslidelser er en alvorlig ting, som vi ikke må ignorere, men skal tage yderst alvorligt og handle på nu. 

Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?