[vc_row][vc_column][vc_column_text]Det var udelukkende en politisk beslutning at holde vores børn og unge hjemme fra skole. Vi kan håbe på, at en ny politisk beslutning kan blive aldrig at lukke vores skoler og uddannelser ned igen, skriver psykiater Mia Gall Grandahl i dette debatindlæg.
Af Mia Gall Grandahl, Speciallæge i psykiatri
Nu lysner det. Børn og unge kommer i tiltagende grad tilbage i skolerne og på uddannelserne. Det er positivt. 
Oppositionen med Jakob Ellemann-Jensen i spidsen har kæmpet for vores børn og unge, og endelig åbnes der for, at børn og unge kan komme afsted igen. 
Dog er der fortsat nogle børn, der kun kan komme tilbage én dag om ugen og det undrer mig, at regeringen undlader at prioritere, at alle børn og unge kommer tilbage i skole. 
Læser man Den Faglige Referencegruppe til COVID-19´s rapport, hvor blandt andet påvirkning af trivsel og sundhed i samfundet er vurderet med relation til lempelse af restriktioner, vil man se, at Referencegruppen har beskrevet, at det vil have størst betydning for trivslen, hvis man sender både 0.-4. klasse og 5.-9./10. klasse tilbage til undervisning inden for stamklasser og ungdoms- og voksenuddannelser tilbage til mere fysisk fremmøde. 
Samtidig konkluderer Referencegruppen, at samme tiltag vil have lav påvirkning på smittespredningen. Så hvorfor fortsætter regeringen med at nedprioritere børn og unge? 
Jo, man har godt nok sendt 0. til 4. klasse tilbage til skolerne på fuld tid. Dette med baggrund i, at så kan forældrene bedre arbejde effektivt derhjemme og dette er godt for økonomien. Hvilket også fremgår af Referencegruppens rapport. Dette bliver anbefalet at have højeste prioritet. 
Men mange andre børn og unge er ved at miste håbet. Tilbage én dag om ugen, primært udenfor. Jo, det tilgodeser det sociale liv en smule. Men ikke det faglige. 
De unge gymnasieelever, der selv har valgt at gå på gymnasiet og som gerne vil uddanne sig, hungrer efter at komme tilbage på skolebænken til ordentlig undervisning. De unge savner det sociale, men også i høj grad at udvikle sig fagligt, så de på lige fod med andre unge fra tidligere årgange vil være i stand til at kvalificere sig til de videregående uddannelser. 
Tidligere har regeringer prioriteret at piske de unge frem og sørge for, at de valgte at tage deres uddannelser så hurtigt som muligt, så man hurtigt kan få dem ud på arbejdsmarkedet. 
Nu er de unges uddannelser ikke så vigtige længere. Vores regering lader ikke til at prioritere vores børn og unge. 
Da Statens Serum Institut i november måned 2020 i en fokusrapport tilkendegav, at børn og unge ikke i nævneværdig grad spreder smitten i skolerne, blev det ikke nævnt af regeringen og der blev ikke taget hensyn til denne oplysning, da man besluttede at lukke alt ned op til juleferien. 
Professor ved Aarhus Universitet Karen Wistoft har forsket i børn og unges trivsel under nedlukningen og kan nu rapportere, at andelen af børn, der har det særligt svært, er gået fra at svinge mellem 2 og 8 procent til nu at være på rekordhøje 20 procent. 
Et mindretal på 4 procent af eleverne har fået det bedre. Det er f.eks. børn med ADHD, børn der bliver mobbet og dygtige elever, der får ro til at fordybe sig.  
I det store billede har en tredjedel fået det dårligere og en femtedel har fået det særligt svært. Særligt svært i form af, at deres selvbillede er forandret til et negativt selvbillede. Disse børn tror ikke på deres evner, de orker ikke at tænde computeren. De snyder med deres deltagelse i undervisningen. 
Mange af disse børn orker faktisk ikke at stå op, fortæller professoren i et interview. Vi ser, at dem, der har det rigtigt svært, nu også er fra ressourcestærke, velfungerende familier. 
Børns Vilkår har sammen med Red Barnet, Røde Kors og Mødrehjælpen forsøgt at råbe politikerne op. De er meget bekymrede for Danmarks børn og unge. 
I både Norge og i Finland har man holdt sine skoler åbne og i begge lande, der har omkring lige så mange indbyggere, som vi har i Danmark, er det indtil videre lykkedes at holde dødsfald med COVID-19 under 1000. 
I Norge gør man alt, hvad man kan for at undgå at lukke skolerne. Her prioriterer man sine børn og unge højt. 
Tilbage står vi i Danmark med en statsminister, der er rigtig god til at tilkendegive, at hun lytter og tager det alvorligt, når nogen kommer med en bekymring. En statsminister, som giver udtryk for at være oprigtigt bekymret, men som ikke gør noget, når det kommer til stykket.
En statsminister, der maner til samfundssind og dermed får de fleste til at rette ind til højre. For enten er man med statsministeren, eller også er man ligeglad med, om nogen dør. 
Angiveligt er der ikke noget der indimellem for statsministeren, der fastholder et forsigtighedsprincip ud over al fornuft og videnskab. 
Det var udelukkende en politisk beslutning at holde vores børn og unge hjemme fra skole. Vi kan håbe på, at en ny politisk beslutning kan blive aldrig at lukke vores skoler og uddannelser ned igen. 
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]